Åndssvage ting jeg gjorde som teenager

I anledningen af at det i dag er international UFO dag - kan det her afsløres, at blogindehaveren i teenage-årene var medlem af Skandinavisk UFO informations forening ...
Vi var med til foreningsmøder og alt muligt.

Mja ... altså ... Jamen det var bare rigtig dengang. Jeg ville så gerne tro på, at der var noget på den anden side og Bästissen og jeg rev alt ned af bibliotekets hylder, der bare havde en svag duft af det okkulte.

Det hele blev naturligvis besværliggjort en del af, at jeg var hamrende mørkeræd og ikke kunne læse så meget som et bogstav i de forjættede bøger efter mørkets frembrud.

Vi var selvudråbte eksperter i alt fra Roswell, Ouija boards, kiromanti, astrologi, paranormal aktivitet, varulve og andet godt og midt i det hele; glade amatørastronomer, der brændende håbede på at se en UFO. Bästissen havde en kikkert og kunne udpege flere stjernebilleder.

Mja ... altså. Jamen det var sådan det var.

Når man sammenholder sidste mandags indlæg med ovenstående, så er der ikke umiddelbart en naturlig sammenhæng. Midt i al min fisefornemhed var jeg en smule goth indeni.

 

Peace out, alien friends!

Frk. Fin hærger kirkegården

Havde en livskrise i går.

Jeg gør mit bedste for at verden har mindst én fin dame.

Men det ville så være pissefint, hvis Universet havde være forudseende nok til at udstyre mig med en velfungerende evne til at holde balancen.

Der var havedag på kirkegården i går - mormor og morfars pistne buksbom (ja, BUKSbom - ikke buskbom - læs det og lær det!) skulle graves op og de skulle ha' en fin ny lille grøn ting, som jeg ikke kan huske hvad hedder.

Seniorens naboer så os køre af sted mod kirkegården belæsset med planter, børnerive og andet grej.

Kort tid efter så samme naboer mig komme tilbage til Seniorens lille hus, uden Senioren, hente en spade og køre mod kirkegården igen. Det har helt sikkert ikke set spor mystisk ud.

Nå, men spaden var altså til buksbommen, der nægtede at forlade gravstedet.

Busken sked på spaden. Den ville ikke op!

Frk. Fin sprang op på spaden og hoppede til .... og lavede en baglæns flyvende hollænder ind over hækken og landede på skjoldet inde på nabogravstedet.

Mens jeg lå der, ude af stand til at trække vejret og med tårer i øjnene af hysterisk fniseri og viftede med en arm op i luften for at få Mor E til at hive mig op, indså jeg hurtigt, at hendes sølle 50 kilo var en skidt modvægt mod at få hevet det klodsede barn på ret køl.
Der kunne man så efterfølgende se mig ligge med røven i vejret og trille rundt på hellig jord oveni blomster og dekorationer og kæmpe for at komme på højkant, mens Senioren hang ind over en hæk og var ved at tisse i bukserne over synet.

Eneste lyspunkt i ydmygelsen var, at der ikke var nogen, der så det. Ja, altså på nær ham der Vor Herre, som jeg tror har en tvivlsom form for humor.

 

 

Salling, vi vil ha' klokkerne tilbage!

Du, Salling - jeg siger det som det er: vi vil ha' klokkerne tilbage!

Der må stå en kasse på en hylde i en støvet reol i et mørkt baglokale, som I glemte, da I friskede butikken op.
Det er kassen med ringeklokkerne til omklædningsrummene i lingeriafdelingen.
Vi skal bruge den kasse, Salling! Nu, asap, i en hulens fart!

Var inde for at købe et ophæng til de personlige julekugler den anden dag.
Nej, ikke dem til træet - de andre I ved - ja, dem der!

Det er ikke noget der sker for tit.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg undgår det i samme omfang, som jeg ville undgå at sætte mig i en kasse kaktusser.

Jeg synes det er en forfærdelig vederstyggelighed at skulle stå der i omklædningsrummets neonlys og kunne se mit trinde blegfede selv fra 47 sider og ingen af dem, ingen er flatterende ...
Så det er først i det øjeblik, at der går hul på noget eller en strop giver efter for metaltræthed, at du ser mig traske slukøret ind i lingeriafdelingen.

Fik fundet to modeller i den størrelse jeg havde købt sidst og luskede ind bag forhænget.
Det lignede en ulykke!
Enten var der noget, der var ved at blive kvalt i julekugleophænget eller også var der noget, der forsøgte at flygte.
Der måtte tydeligvis tilkaldes hjælp.
Damen fra Kvisten kiggede febrilsk efter klokken. Den var væk!!!

Paniksvedende blev jeg puttet i alt tøjet igen og moslede ud i butikken for at lede efter en voksen og nogle større størrelser.

Fandt begge dele og blev puffet bag forhænget igen.

"Jeg skal nok komme ind og kigge til dig", sagde den rare voksne dame.

Mens jeg med sved på panden prøvede det hele, var jeg på panikkens rand over, om den rare voksne dame nu skulle rive forhænget fra, mens julekuglerne ikke var pakket behørigt ind.
Lad os sige det som det er - de har set bedre dage og det vil ikke være en fornøjelse for ret mange at opleve dem naturel ...!

Endte til sidst i en påskegul rædsel - som sad perfekt.

Jeg ventede tilfreds (og en lille smule loren ved synet af mit halvpåklædte korpus) på damen ...
Følte det som om, der gik en evighed og til sidst var jeg desperat nok til at kaste en cardigan omkring den forårsfriske julekugleholder og listede ud i butikken og viftede efter en voksen, mens jeg krampagtigt holdt et fast greb om godterne.

Salling, come on - det er ikke ok. Gi' os klokkerne tilbage, ikk'?

Damerne i butikken aner for himlens skyld ikke om vi er klar til, at de stikker hovedet ind til os bag forhænget og hvordan dælen skal man få fat på dem???
For selvom man er en voksen dame selv, så er det altså en kende træls at skulle stå der bag skærmen og pippe "Er der nogen?" for så enten at blive mødt med larmende tavshed eller af en ældre mand (der forhåbentlig stod og ventede på konen ?), som forvirret pipper tilbage: "Ja ...?"

Klokkerne, Salling, klokkerne - det er det vi vil ha'.

 

Det sortner for mine øjne

Nu er jeg jo ikke nogen nybegynder udi nærdødsoplevelser.

Siden jeg startede på det der løberi, er jeg sikker på, at jeg har haft flere af slagsen.

Havde dog ikke regnet med, at jeg skulle ende på selvmordets rand på grund af et par strømpebukser ...

Det var ikke med vilje. Skulle bare have et par helt almindelige sorte strømpebukser.

Kom til at tage nogen med control-top, røv-løft og lår-klem - eller hvad ved jeg.

Var knap nok i stand til at få dem op over knæene.

Det sidste stykke, fra knæene og op over røveren var en regulær handling i decideret farlig adfærd.

Fik slået mig selv i hovedet og faldt over i skabet og slog mit knæ.


Det så ikke sådan her ud:

 

 

 

Det så nok nærmere sådan her ud:

 

 

 

 

Da jeg først havde fået dem på, var jeg mest optaget af, at al blodtilførsel til mine lår blev skåret af i lysken.

 

Jeg fik moslet lidt mere og fik igen blod i bimsebenene.

 

Al akrobatikken til trods - så tror jeg faktisk nok strømperne virker.

 

Eller, der er vel nogle naturlige grænser for materialets tilbageholdelsesevner - men de virker altså lidt, selv når man er en smule rund.

 

Det er nok heldigt nok, for de M&M's, som jeg havde købt til engelskholdet, ligger nu i min mave.

 

 

Ha' en rigtig god påske alle mine søde læsere.

 

Nå - jamen hej igen, Nemesis!

Sidste indlæg var mega-tarveligt.

Det er lige før, jeg har lyst til at undskylde.

Morede mig hysterisk, mens jeg skrev det.

Rullede rundt over sætningsstruktur og stavefejl.

Måske jeg sku' ha' læst det igennem, inden jeg postede det ...

Lortet er jo nærmest ulæseligt ...

Man må heller ikke gøre nar ... åh, pis - jeg er et slet menneske ...

Hvis det kan glæde nogen, så kommer min fede, forfrosne røver formentlig til at riste noget så grusomt på tirsdag.

I torsdagens løbeskole stak jeg nemlig af fra instruktøren og resten af holdet.
Der stod bakketræning på programmet. Det magtede jeg bare ikke, så da de andre drejede om hjørnet og stak op ad bakken, så bukkede jeg mig ned og slukkede min blinkende ankellysdimmert og benede af sted i mørket bag en hæk i håbet om, at jeg ikke ville blive savnet.

Jeg blev fundet i cafeteriaet af instruktøren.

På tirsdag skal vi løbe ved siden af hinanden.

Farvel, onde verden. Farvel!

Behøver jeg virkelig sige det igen?

Har bitchet over det før.

Min sproglige tolerancetærskel ligger lavt ...

Ville gerne være åben og rummelig - det er jeg bare ikke, so sue me!

Jeg får lyst til slå en knytnæve direkte ind i øjet på den næste, der siger:

'Febuvar'

Og jeg kan lige så godt afsløre det her ... det samme kommer altså til at ske for den næste, der ikke kender forskel på 'hans og sine' - så, nyhedsoplæseren på TV News i dag kl. 7.30 - duk dig!!!

Info-fascisten er træt af andres fejl!
Især fordi 'nogen' konsekvent havde stavet 'fascist' forkert her på bloggen ... Meget ubehageligt for en fascistisk regelrytter ...

Måtte bruge en hel aften for at støvsuge alle indlæg for børnestavelser.

Nå, tilbage til andres fejl - kan verden for fanden ikke bare gøre som jeg siger?

Jeg har jo allerede sagt det én gang!

Et kongerige for et stykke rugbrød!

Har i dag igen måttet erkende, at jeg bare ikke håndterer det særligt godt, når vi ikke holder os til den aftalte plan.

Senioren: - Zkal vi ikke ta' zådan en rigtig hyggedag i Aalborg og gå rundt og ze på det hele?
Ungen: - Seriøst? Sammen med hele Nordjyllands befolkning og dem fra Sydsveriges opland?
Senioren: - Så kigger vi lidt og så går vi ind og får en kop kaffe.
Ungen: - (kaffe = mad) - jamen okay da.

Planen røg i søen.

Da damen så byens lys og tilbudsskiltene, røg alle løfter om ædelse til barnet over bord.

Da løfterne om ædelse røg over bord, røg barnets velvilje den samme vej.

Vi zigzaggede Aalborg centrum rundt i timevis, gik over åen efter vand, mens ungen vrælede og skabte sig over spildt mælk og ævlede løs om heste og tomme krybbe.

Senioren var kold. Ungen var umulig. Stemningen var rådden.

Tre timer over vant spisetid travede et krophysterisk og sukkerkoldt barn på snart 43 i røven af sin mor mod Kvisten med en kold og slatten kyllingesandwich i lommen.

Senioren: - Ih! Jeg zynes vi har nået meget, zynez du ikke?
Ungen: - Hum ...
Senioren: - Jamen jeg har altzå haft en rigtig dejlig dag.
Ungen: - Ja ...

Til næste år vil jeg øve mig i at være bedre til at håndtere uventede situationer.

Men nu må I undskylde mig, jeg skal ha' skrevet på min julehuskeliste, at jeg ikke skal ind til byen med Mor E mellem jul og nytår - ever again!

Nogen der gider komme og sove på min sofa?

Har ikke kunnet skrive i dagevis.

Har været lammet af frygt!

Drømte at Bent konfronterede mig med min udlevering af ham her på bloggen.

Der sad jeg - i biografens mørke.

Pludselig kom der én ind på rækken bag mig.

Han rakte ind over og gav mig en krammer.

Det var Bent!

Han smilede ondt og lusket og satte sig ned.

'Nåh ... Frk. Dahl, hvordan går det så? Får du skrevet nogle indlæg om mig?'

Jeg grinede fjoget og lidt undskyldende.

Pludselig var vi ikke længere i biografen, men i en stor lagerhal.

Bent havde fået selskab af dem fra mit loftsrum:

Tror der var en fire-fem stykker af dem og de var ude efter mig de sataner!

Men jeg havde fået et våben - en havefræser ... (?!)

Jeg kørte ind i dem fra højre og venstre - men det hjalp ikke en skid - de overlevede allesammen!

Bent stod i baggrunden og grinede hånligt!

Jeg ville stikke af, men vidste, at det var formålsløst. De ville fange mig med det samme.

Nu er jeg bange for, at karma bider mig i røven, fordi jeg er et dårligt menneske!

Sku' aldrig ha' skrevet om Bent!

Sover med lyset tændt i nat!

Idyl på Kvisten

Efter at have gået benhårdt efter husfred på Kvisten, som resulterede i kaffeinvitation fra de volumenbegejstrede naboer, endte hele affæren i den rene idyl med en fælles bytur i Gaden i lørdags.

Var dog lettere traumatiseret under byturen på grund af min nye frisure - eller ny er måske også en overdrivelse - egentlig har jeg jo bare fået pandehår.

Jeg kan ikke udelukke, at jeg overdriver en smule; men forskellen er dramatisk!

Har ikke haft rigtigt pandehår siden de tidlige 80'ere

Synes min pande er for lille, jeg får det nemt varmt og kan ikke lide at mærke mit hår mod mit ansigt ...

Men åh for fanden, blev så grebet af situationen, da frisøreleven nærmest dansede sangføjdans af bare begejstring ved tanken om at jeg skulle have pandehår.

Og alle de smarte i dag har jo det der pandehår ...!

Det har jeg så også nu.

Men har tænkt mig at holde jer hen i frygt spænding, indtil der bliver taget et acceptabelt billede af mig, som tåler offentliggørelse.

Lad mig dog med det samme sige, at det kan komme til at tage umanerligt lang tid - jeg er på ingen leder og kanter naturligt fotogen!

Havde lidt dette look i tankerne:

Men frygter lidt jeg er endt med dette:

Fandt så ud af, at jeg er meget sart omkring, hvad andre synes om mit hår.

Troede jeg var kold i røveren.

Det kan jeg så hilse og sige, at jeg ikke er - led nærmest af teenage-angst inden jeg skulle på job i dag.

Men de var pissesøde alle sammen.
Kan godt li' at være på job!

Har også lært, at det er betydeligt sjovere, når det er mig selv, der joker med, at Playmobil har ringet og sagt, at hvis jeg leverer deres hat tilbage, så får jeg mine øjenbryn retur - end når andre joker med, at jeg har fået Playmobilhår ...

Kan så konkludere, at man ikke bliver klogere, bare fordi man er blevet ældre.

Nederen!

Den burde jeg nok ha' tænkt lidt mere over ...

Er vred i dag igen - dog af en anden årsag, hvilket burde resultere i lidt kærkommen afveksling.

Det gør det så ikke, kan jeg godt afsløre her.

Er så pissed, at det ikke kan blive til et ordentligt indlæg i aften.

I må nøjes med nedenstående observation:

Jeg skal virkelig til at tænke mig om, når jeg vælger frisurer .... (og psykotiske smil ...)

Jo, nogle gange har jeg en overlæbe - den er bare blevet lidt væk her ...

 

 

 

I rest my case!

Den eneste umiddelbare forskel er hårfarven og de meget tydelige øjenbryn på den ene af os ....

 

Crap!

 

Det værste af det hele er næsten, at billedet af Gary Oldman her er fra 1992 og mit billede er fra 2005 - jeg er bare so last season!

 

Pis - nu er jeg endnu mere sur.

 

 

Hvad? Kritiserer du min blog?

".... Arj, jeg vil virkelig gerne vide, hvad du synes om min blog?"

"Nå ...ja, altså, den har jeg ikke læst. Men jeg synes, at folk der blogger, er uinteressante og bare slagter folk de ikke kan li' og i øvrigt bare sidder tuder over deres ligegyldige liv!"

"......?!"

Jeg ville så gerne med en blanding af storsind og en smule nedladenhed, ha' reageret rationelt, roligt, og taget imod kritikken.

I stedet gloede jeg vantro på manden med mord i øjnene og spyttet flyvende ud af mundvigene, mens jeg hørte mig selv hvisle:

"Øh, okay - you say potato, I say fuck you!"

Har tyvstjålet og ranet til mig fra det store internet tegnet og været kreativ og vil med de følgende billeder illustrere for jer, hvordan den kemiske reaktion, foregik inde i min rasende hjerne:

 

Yep, cirka sådan foregik det.

Hvad fanden havde jeg forventet?

Gu' vil jeg da ha' bekræftelse, aes på sjælen og ha' at vide, at jeg er et litterært geni, hvis umiddelbare og strålende berømmelse er lige om det næste hjørne.

I stedet fik jeg et mentalt bitch-slap lige i fjæset.

Jeg burde da være fuldstændig lallende ligeglad med en eller anden nullitet, som for fanden ikke engang har læst min blog - så det er jo ikke mine reelle skriblerier, der er under luppen.

Blandet med forventningen om litterær berømmelse og millionerne, der kommer til at rulle ind på kontoen, er den altoverskyggende frygt for at nogle af de 'voksne' ude i blogland får øje på min lille blog og lukker den ned på grund af uduelighed.

Så imens jeg forsøger at flyve under radaren, for ikke at blive opdaget af blog-politiet, så vil jeg godt sige tusind, tusind tak til alle mine søde læsere, som skriver søde ting til mig (ja ok, også til jer, der skriver sære ting :o)

Nu vil jeg reparere mit virtuelle blå øje med en smule chokolade og lidt pommes.

Madlog, du lukker bare røven!

Det her er I bare ikke klar til ...

Åh crap, hvad man da ikke gør for at tækkes sine læsere ....

80'er håret skabte en uventet stor glæde hos jer, så her følger optakten frem til den overvældende hårpragt (man fornemmer allerede nu en hårføljeton in the making ...).

Vi lægger friskt ud med en årgang 1977 frisure - 1. klasse, et dejligt tungt pandehår, der starter helt oppe på toppen af hovedet.

Bemærk også den dejlige plads mellem alle de store tænder.

Outfit: rød rullekravetrøje og en småblomstret skjortebluse.

Hvad??? Var der nogen, der sagde 'grim dreng'???!!!!

Nu går vi så over til show-stopperen ... 1979, 3. klasse.

Vi er her så langt ude over grim-dreng-kategorien, som det er menneskeligt muligt at komme.

Tror faktisk vi er røget direkte ind i grim gris sektionen.

Jeg var syg, men insisterede på at komme i skole.

Der skulle jo tages skole-foto: megavigtig begivenhed!

Mormor forsøgte sig med krøllejernet, det bedste hun kunne (man kan ikke se mine forbrændte ører).

Vi takker også frisøren for at have bibeholdt pandehåret, der starter på toppen af hovedet og så lige for at have valgt at klippe det fem cm kortere.

Tak Herdis!

Outfit: grøn-brun ternet skjorte med sødsuppefarvet, hjemmestrikket trøje.

Så rammer vi 1981 og Lady Di stilen er tydeligvis på sit højeste.

Jeg har her præsteret at holde tænderne indenbords og i den forbindelse anskaffet mig en overlæbe.

Outfit: hjemmestrikket rød trøje og blondekrave.

(Vi springer rask konfirmationen over - der er til et helt indlæg i sig selv!)

Så har midt-firsene ramt håret og Frk. Fin begynder at indfinde sig.

Håret er kommet op i 15 cm højde (ved hjælp af den gode lilla gelé på tube fra DKS).

Outfit: pastel, pastel, pastel FTW! Tror måske endda også der er et snert af make-up i douce farver.

(Ja, jeg ligner stadig en dreng!)

Mor E - hjemmefotograf extraordinaire. Jeg fik altid kappet enten benene eller et halvt hoved af.

(Tror ikke engang der er nogen i røret - bemærk drejeskiven).
Outfit: pastellyserød skjorte og hjemmesyet nederdel.

Og som afslutning, må jeg præsentere:

Den langbenede - hun var frygteligt eksotisk og nærmest voksen med fangsi briller og rigeligt med øjenskygge!

Duran Duran levede ikke forgæves.

Nej, jeg har åbenbart overhovedet ingen selvironi alligevel ….

I får mere af samme skuffe næste gang.

Vent i frygt på: Gymnasiet, del II