fredag den 28. december 2012

Et kongerige for et stykke rugbrød!

Har i dag igen måttet erkende, at jeg bare ikke håndterer det særligt godt, når vi ikke holder os til den aftalte plan.

Senioren: - Zkal vi ikke ta' zådan en rigtig hyggedag i Aalborg og gå rundt og ze på det hele?
Ungen: - Seriøst? Sammen med hele Nordjyllands befolkning og dem fra Sydsveriges opland?
Senioren: - Så kigger vi lidt og så går vi ind og får en kop kaffe.
Ungen: - (kaffe = mad) - jamen okay da.

Planen røg i søen.

Da damen så byens lys og tilbudsskiltene, røg alle løfter om ædelse til barnet over bord.

Da løfterne om ædelse røg over bord, røg barnets velvilje den samme vej.

Vi zigzaggede Aalborg centrum rundt i timevis, gik over åen efter vand, mens ungen vrælede og skabte sig over spildt mælk og ævlede løs om heste og tomme krybbe.

Senioren var kold. Ungen var umulig. Stemningen var rådden.

Tre timer over vant spisetid travede et krophysterisk og sukkerkoldt barn på snart 43 i røven af sin mor mod Kvisten med en kold og slatten kyllingesandwich i lommen.

Senioren: - Ih! Jeg zynes vi har nået meget, zynez du ikke?
Ungen: - Hum ...
Senioren: - Jamen jeg har altzå haft en rigtig dejlig dag.
Ungen: - Ja ...

Til næste år vil jeg øve mig i at være bedre til at håndtere uventede situationer.

Men nu må I undskylde mig, jeg skal ha' skrevet på min julehuskeliste, at jeg ikke skal ind til byen med Mor E mellem jul og nytår - ever again!


1 kommentar:

  1. Aaaaaaaha ha trimler desperat rundt af grin, der var også overdrevet mange derinde....var der selv en kort smut

    SvarSlet