onsdag den 19. december 2012

En juletræsføljeton - afsnit 1: 2008

I flere år har juletræet haft trange kår på Kvisten.

Jeg elsker store træer og jeg elsker dem længe, så derfor kan de ikke blive store nok og komme ind hurtigt nok, når jeg står der hos juletræssælgeren med lys i øjnene midt i november.

Når duften af gran rammer mine næsebor, glemmer jeg alt om, at det skal op på fjerde sal, koster en formue, tørrer ud i løbet af få dage, at Rasmus brækker sig konsekvent på juletræstæppet hver dag og at træet er umuligt at komme af med igen, når man sådan bor i byen og ikke har anhængertræk og trajlar ...

I år har jeg skrevet følgende til mig selv i min julehuskeliste til næste år:

1 uge før jul:
- Køb træ m/ekstra lang top aht. stjernen 
(Det kan ikke holde, hvis det kommer ind før!)
Kun 1,5 meter højt!
2 meter er for stort, for tungt at slæbe op og alt for svært at komme af med igen.
Pris 2011: 360,- Købt på Klarupgaard.
Pris 2012: 350,-/2 mtr højt, købt v/Østre Anlæg).
2013: Køb på Klarupgaard – udvalget er større.
Lad være med at bære træet op ad trappen med hvid frakke på!


I 2008 var der krise:

"I skrivende stund er julen i alvorlig overhængende fare for  at blive aflyst.
Jeg er højsnottet, gasblå, rasende og rødglødende på én gang.

Ham den luskede djævel af en en-armet juletræssælger nede ved Østre Anlæg er en kunde fattigere til næste år!!!
Elendige pindebrænde af et latterligt juletræ!!!
Stammen var for tyk til at kunne gå i juletræsfoden.
Ved hjælp af en nedstryger, en hobbykniv, en steakkniv og en snitte-taktik fra Gynter, fik træet en passende størrelse. Totalt formålsløst, da det så viste sig, at juletræsfoden var gået i stykker.
Efter megen rasen, en køretur til Mou for at hente en ny fod, som var endnu smallere end den gamle og mere elendigt snitteri indtil træet passede, fandt jeg ud af, at min egen fod ikke var i stykker alligevel ...

Mere rasen og ombytten af træ til oprindelig fod.
Men nu var der ikke plads til at få sat skruerne i ...
Mange grimme ord senere kunne Mor E's skruer bruges til min fod.

Træet står - hurra (efter at være blevet kastet rundt i timevis, er der nu kun nåle på øverste halvdel ...).

Kæde og kugler kom herefter på med stor forsigt (arvegods fra mormor og morfar :o)

Kæden blev sat i stikket og der blev tændt med stor spænding ...
Så virkede kæden ikke ...

Pt. er der en anspændt våbenhvile mellem mig og juletræet.

Topstjernen hænger, symbolsk, totalt på halv ..."

 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar