Viser opslag med etiketten Aalborg Katedralskole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aalborg Katedralskole. Vis alle opslag

søndag den 22. september 2013

Hvad lærte vi så der?

Kvisten har gjort nogle vigtige observationer denne weekend. Jeg skal være kvikkere. Betydeligt kvikkere.

Har tydeligvis misset beatet i op til fire tilfælde:

1. Homeland er Kvistens nye totale yndlingsserie. Hvor fanden har jeg været?
(Ok, hvis jeg skal være helt ærlig - kattene er pisseligeglade og ligger med bunden i vejret og snorker lige nu).

2. Elevernes snolder smager stadig fremragende.
(Bliver nok nødt til at begynde at købe noget til dem, som jeg ikke kan li' ...).

3. Det er en grim, bitter og trist følelse, der rammer én, når det går op for én, at de søndags-hygge pommes og pølser man købte af hende den sure i Netto, skal forblive på frost og ikke ende deres dage i min mave - fordi jeg har glemt, at min ovn er i stykker ...
(Kan man monstro kokkerere pommes i mikroen? Hmm ...?).

4. Når man har nuked sin kaffe med mælk i  mikroen og man får mælkeskindet i munden.
(Grim fornemmelse, rigtig grim).

Damn you, M&M's

mandag den 24. juni 2013

Frk. Fin synger til - 80'er style:

Kanin-tjansen i lørdags var endnu engang et pinagtigt studie udi buttet uduelighed og manglende muskelmasse, som var blevet tyvstjålet fra mig, mens jeg sov.
De seneste to dage har jeg været nødt til at rulle ud af sengen, da mine mavemuskler ikke tåler nogen som helst form for bevægelse.

Men det kan jeg ikke snakke mere om ... døjer med at tænke på andet end den video af mig, der åbenbart florerer på Youtube ...

Jeg har tit tænkt på, hvornår mon min fisefornemhed satte ind.
Det kan nu med sikkerhed konkluderes, at den var stærkt repræsenteret i 3. G, der på Katedralskolen

Aalborg Katedralskole

Hvert år inden juleferien samledes hele Katedralskolen i auditoriet, festsalen (hvad fanden kaldte vi den nu ...? Det var helt sikkert noget fornemt) - og indøvede Mary's Boy Child - flerstemmigt og alt muligt.
Jeg var pissekålhøgen over, at jeg evnede at komme i sopran-gruppen.
Min post-gymnasiale hjerne husker det som, at vi alle tog det mægtigt seriøst, ingen fnisen, gakken eller gøjlen.
Jeg syntes det lød fantastisk og i 3. G skrev jeg et højtideligt brev til DR, at de bare havde af at komme forbi og optage hele seancen og dele det med Danmark.
De gjorde det sgu.

Nej, jeg har absolut ingen idé om, hvorfor jeg taler som en fra 1955.
Jeg kan forsikre alle om, at jeg er fuldt ud lige så fisefornem som altid - men sådan taler jeg sgu ikke mere.
Social deroute? Tjah ...

Og ja, teknikken driller - så videoen kommer her.

Nej, jeg tager ikke ud og optræder med det!




søndag den 21. april 2013

Can't talk - busy!

Prøv nu lige og hør her ... Det er altså vældigt hårdt at skulle nå at være til konfirmation en hel dag, gøre rent, vaske, stryge, strigle katttene, nå at æde elevernes snolder lave lektier til aftenskolen og fingere noget der lignede en løbetur.

Så i aften må I altså muntre jer med min sindsoprivende forårsfotokavalkade og så denne video.

Hvad? Har I fået den før?

Ja ja, blablabla - I får den igen - 3 gange - den er pissegod, I like it a lot! Bliver så glad, helt indeni.

Skru nu bare op, nyd musikken og kig på alle de fine bolde - og nyd solskinnet på en fin søndag aften.

Reklamen



Cover versionen
 
Originalen

tirsdag den 5. februar 2013

Sover ude på trappen i nat!

Kunne ikke sove i går, igen ...

Et sted efter klokken 02 døsede jeg endelig hen, krøllet sammen som en papir clips mellem to komatøse, snorkende katte.

Klokken 04 blev jeg vækket af en psycho, der slæbte jernrør rundt nede i gården.

Kom puden hen over ørerne.

Kunne stadig høre ham. Hvad fanden lavede han?
Han måtte sgu da blive lam armene af al den slæben.

Måtte til sidst hen i vinduet og tjekke crazy kakafonien.

Det var en gårdmand, med en lille saltspreder, der travede ørkenvandring nede i nabogården.
Han var grundig, hver en milimeter flise blev kørt over af saltsprederen med metalhjul ...
HOLD DIN KÆFT, DIN LILLE REFLEKSVESTKLÆDTE SATAN!!!

Klokken 05 lå jeg lysvågen og med hjertebanken af bar irritation.

Fuldstændig overdramatisering, der var jo knap nok et snefnug i miles omkreds.

Mega-annoying kommunalfascist!

Da jeg kom ned på gaden var alt spejlglat - nu ønsker jeg mig min egen kommunalfascist i refleksvest ...

Tror det var den her model.

mandag den 12. november 2012

Nogen der gider komme og sove på min sofa?

Har ikke kunnet skrive i dagevis.

Har været lammet af frygt!

Drømte at Bent konfronterede mig med min udlevering af ham her på bloggen.

Der sad jeg - i biografens mørke.

Pludselig kom der én ind på rækken bag mig.

Han rakte ind over og gav mig en krammer.

Det var Bent!

Han smilede ondt og lusket og satte sig ned.

'Nåh ... Frk. Dahl, hvordan går det så? Får du skrevet nogle indlæg om mig?'

Jeg grinede fjoget og lidt undskyldende.

Pludselig var vi ikke længere i biografen, men i en stor lagerhal.

Bent havde fået selskab af dem fra mit loftsrum:



Tror der var en fire-fem stykker af dem og de var ude efter mig de sataner!

Men jeg havde fået et våben - en havefræser ... (?!)

Jeg kørte ind i dem fra højre og venstre - men det hjalp ikke en skid - de overlevede allesammen!

Bent stod i baggrunden og grinede hånligt!

Jeg ville stikke af, men vidste, at det var formålsløst. De ville fange mig med det samme.

Nu er jeg bange for, at karma bider mig i røven, fordi jeg er et dårligt menneske!

Sku' aldrig ha' skrevet om Bent!

Sover med lyset tændt i nat!

torsdag den 13. september 2012

Elitefesten

Så var der dengang i 3. G, hvor "Bent" inviterede til 'Elitefest'.

Bent mente jo, at han var af finere byrd end de fleste, så derfor var det kun eliten,(ja, det var Bent selv, der kaldte det eliten) der blev inviteret med til kalas.

Det var ikke just fordi det blev holdt hemmeligt i klassen, at vi pludselig var blevet delt op i et a-hold og et b-hold.

Vi var så nogen, der ikke blev inviteret med til den fine fest og derfor besluttede os for, at vi sgu holdt vores egen fest.

Der blev derfor udsendt invitationer til taber-fest.

Vi gjorde stor stads ud af at reklamere for vores mod-fest i klassen.

Bent hævede det ene øjenbryn og gloede nedladende på os.

For at komme med til taberfest skulle man komme i joggingtøj (jamen det hed det dengang) og uden make-up.

Er ret sikker på, at det var ganske acceptabelt at gå i skole i joggingtøj dengang der i midt-/senfirserne.
Har jeg ret eller har hårlaktågerne tærret for meget på min arme hjerne?

Taberne tog bussen langt oppe nordenfjordsfra og helt ud til Mou og alle overholdt 'taber-dogmet' til punkt og prikke, men på grund af min, allerede dengang, til tider manglende selvironi, tyede jeg i hemmelighed til en smule mascara og  lidt højt hår.

Vi gav den gas til vores taber-fest og dele af selskabet forsøgte på et tidspunkt at stjæle Mor E's cykel for at cykle til nabobyen.
På grund af hysterisk fnisen og alt for mange promiller endte de i en hæk og blev hentet ind igen.

Der eksisterer desværre kun ét billede fra den aften - Bästissen, der sidder under et vaskebord med en papirkurv på hovedet.

Ca. 1988
 
 
Har for nogle år siden anmodet Bent om venskab på FB - Bent har ikke svaret :o)
 
Det helt ironiske ved alt dette Bent-halløj er, at rygtet vil, at manden i dag er .... sognepræst ...!!!
 
Det der med næstekærlighed og andre fremmedord, må være kommet til ham sent i livet?
 
Jamen det kan både være det ene og det andet!
 

søndag den 5. august 2012

Gymnasiet del II

Og fotokavalkaden fortsætter ...

Begynder at blive en lille smule i tvivl, om I griner med mig eller af mig.


Men vælger det halvfulde glas og kører ufortrødent videre i samme rille.

Første billede må være ca. 1987 - 10. klasses outfit: fake lacostestrik, poloshirt og ternet buks i multipastel.

Stilen bød også på sejlersko - hver dag.
Altid sejlersko. Altid uden sokker. Aldrig sokker!

De sejeste kunne holde hele vinteren igennem uden sokker.

Åh, respekten omkring dem - fashionistas, der kunne deres pis!

Kast også lige et blik på poseringen - boooring!
Ungdommen i dag har et andet blik for den slags.
Os dengang - vi stod gudhjælpemig, som vores mødre gjorde da de var teengagere.
Eller var det bare mig?
Crap, sig det ikke bare var mig!!!






August 1987 indtog jeg Aalborg Katedralskole sammen med Bästissen.
Som tidligere beskrevet i en sky af hårlak og et inferno af lyserødt.
Pastellerne var magtfulde i de år.
Jeg husker især et par basketball støvler i lyserøde med blomster på - tres chic!
Jeg er ikke engang sikker på om det her var en decideret frisure eller om jeg bare kørte håret bagover.





På et tidspunt i 1. G fik jeg en gevaldig idé - permanent!
Nej, der eksisterer ikke billeder, så dum var jeg alligevel ikke.

Enhver normaltfungerende frisør burde ha' fortalt mig, at min relativt tykke manke og permanentvæske var en syg kombi.

Jeg endte med det største mikrofonhår, ever!

Forsøgte hår(d)nakket at bilde folk ind, at krøllerne skam var naturlige og at jeg bare altid havde trukket dem ud ....
Yep ... Den troede de helt sikkert alle sammen på.

Her kæmper jeg med efterdønningerne af permen.
Pagen får lige lidt ekstra kick af den.
Min åbenlyse irritation skyldes Mor E's usandsynlige langsommelighed inden for fotografering.




Åh cityshorts og skråtasken ...
Jeg elskede de cityshorts indtil de kun hang sammen i syningerne.
Og ballerinaerne - tror jeg sov med dem på.
Min enorme forkærlighed for SOL-design havde også indfundet sig her - jeg holdt firmaet kørende i årevis.




Ja ... pagen ... Den kommer jeg jo nok aldrig væk fra.
Har vist haft den i de fleste afskygninger.
Her i 2. G. har den dog fundet vej helt op over øret og pandehåret/bølgen står lodret.
Det trænede øje kan lige spotte lidt af Bästissens perm i højre hjørne.





Frisuren er den samme her, det er skråtasken og SOL-design, med et par fornuftige skulderpuder også.
Lur mig om det ikke også er de elskede cityshorts, der bliver luftet igen.
Mine poseringsevner sucks stadigvæk.





Londondtur med gymnasiet.
Forsøgte at være tjekket med blå solbriller og tørklæde i håret.
Hvis jeg ikke kendte mig selv, er det ligefør jeg synes det lykkedes.






Foto-opgave i formning i 2. G. Drenge-looket er langt om længe ved at fortage sig en smule.
Begynder at blive en smule bekymret over, hvor meget hårlak det krævede at holde det hår oprejst.
Bliver også bekymret for, hvornår min spidse tud indfandt sig - har den i hvert fald ikke her.




Og til sidst, studenten (shit, synes igen jeg ligner en dreng???).
Skulle måske ha' haft en lidt større hat?
Men det var bare ikke skidenemt at få den trukket længere ned.
Den måtte jo endelig ikke trykke for meget på mit hår, så det klaskede.
Det var nogle svære hårdage efter eksamen!


Da vi gik ud af gymnasiet ville Bästissen på jordomrejse med kæresten.
Jeg ville til England og være au pair.

Af en eller anden uforklarlig årsag besluttede vi os for, at vi ikke måtte blive klippet før vi så hinanden igen.

Det viste sig at være knap så heldig en beslutning for os.

(fortsættes ...)

tirsdag den 31. juli 2012

Dengang i gymnasiet

Nu vi er ved køer, der læmmer og den slags, så vil jeg gerne til yderligere samfundsoplysning kaste endnu et par ord op i luften til jer. Men først lidt unyttig baggrundsinfo:

Engang før Krigen... dengang Bästissen og jeg slog om os med vores hårlakkede lokker på Aalborg Katedralskole, gik vi i klasse med en dreng nordenfjords fra. Lad os kalde ham Bent.

Denne klassekammerat var efter egen opfattelse ud af det bedre borgerskab og for ligesom også at få bonderøvene fra Mou og omegn til at fatte det, så gik han (bogstaveligt talt) med både livrem og seler!

Hvis jeg husker ret, så syntes vi faktisk han så ret smart ud dengang i sen-firserne ....

Der var ikke det han ikke kunne.
Han var for eksempel en ørn til at oversætte fra fransk til dansk.
Således blev sætningen 'Il pedalé, il pedalé et il pedalé' oversat med 'Han pedalerede, han pedalerede og han pedalerede!'

Dem fra Mou sad og måbede. Sådan kørte man sgu ikke på cykel søndenfjords!

I kantinen blev der også underholdt.

Moulingerne sad med sammenknebne øjne, leverpostejsmadder og højt hår, mens vi holdt skarpt øje med Bent, når han underholdt med betydningen af diverse fremmedord.

Vi blev blandt andet belært om, at et planetarium er et sted, hvor man har planter fra hele verden ...

Den dag, hvor han ville fortælle os, hvad det ville sige, at inseminere, følte vi os på hjemmebane.
Den kunne vi godt hjælpe ham med.

Vi blev dog en smule overraskede over den åbenlyse forskel der var i vores opfattelse af  betydningen.

"Hvad vil det sige at inseminere?", spurgte den unge mand retorisk udover frokostbordet.

Moulingerne rettede sig op - det vidste vi godt!

"Det er når man indsætter en læge eller en præst i et embede i løbet af kort tid!", proklamerede Bent.

Moudyrene fnes ned i leverpostejen - åh, det var skæg!

Men vi havde nu ikke så meget at lade andre høre for ... Første dag i 1. G troppede vi op i ens outfits:
  • lyserøde strikketrøjer
  • gulerods cowboybukser med hvid lårstribe
  • sejlersko med kvast
  • lyserøde fjældrøve
  • lyserøde madkasser
  • lyserød neglelak
  • nok elfenben til 7 stødtænder
  • og et løfte til om, at hvis vi nogensinde kom til at bruge for meget lak eller make-up, så ville vi sige det til hinanden (det gjorde vi så tydeligvis ikke):
Nej, det er ikke en paryk - så meget hår havde jeg bare (Frk. Dahl tv - Bästis th)
Hvem sagde trench-coat gruppepres? (Bästis yderst tv - Frk. Dahl yderst th)
Nej, det er ikke en hat - det er mit hår! (Bästis tv - Frk. Dahl th)


Afslutning på Bent-sagaen kan læses her.