Kanin-tjansen i lørdags var endnu engang et pinagtigt studie udi buttet uduelighed og manglende muskelmasse, som var blevet tyvstjålet fra mig, mens jeg sov.
De seneste to dage har jeg været nødt til at rulle ud af sengen, da mine mavemuskler ikke tåler nogen som helst form for bevægelse.
Men det kan jeg ikke snakke mere om ... døjer med at tænke på andet end den video af mig, der åbenbart florerer på Youtube ...
Jeg har tit tænkt på, hvornår mon min fisefornemhed satte ind.
Det kan nu med sikkerhed konkluderes, at den var stærkt repræsenteret i 3. G, der på Katedralskolen
Hvert år inden juleferien samledes hele Katedralskolen i auditoriet, festsalen (hvad fanden kaldte vi den nu ...? Det var helt sikkert noget fornemt) - og indøvede Mary's Boy Child - flerstemmigt og alt muligt.
Jeg var pissekålhøgen over, at jeg evnede at komme i sopran-gruppen.
Min post-gymnasiale hjerne husker det som, at vi alle tog det mægtigt seriøst, ingen fnisen, gakken eller gøjlen.
Jeg syntes det lød fantastisk og i 3. G skrev jeg et højtideligt brev til DR, at de bare havde af at komme forbi og optage hele seancen og dele det med Danmark.
De gjorde det sgu.
Nej, jeg har absolut ingen idé om, hvorfor jeg taler som en fra 1955.
Jeg kan forsikre alle om, at jeg er fuldt ud lige så fisefornem som altid - men sådan taler jeg sgu ikke mere.
Social deroute? Tjah ...
Og ja, teknikken driller - så videoen kommer
her.
Nej, jeg tager ikke ud og optræder med det!
