".... Arj, jeg vil virkelig gerne vide, hvad du synes om min blog?"
"Nå ...ja, altså, den har jeg ikke læst. Men jeg synes, at folk der blogger, er uinteressante og bare slagter folk de ikke kan li' og i øvrigt bare sidder tuder over deres ligegyldige liv!"
"......?!"
Jeg ville så gerne med en blanding af storsind og en smule nedladenhed, ha' reageret rationelt, roligt, og taget imod kritikken.
I stedet gloede jeg vantro på manden med mord i øjnene og spyttet flyvende ud af mundvigene, mens jeg hørte mig selv hvisle:
"Øh, okay - you say potato, I say fuck you!"
Har
tyvstjålet og ranet til mig fra det store internet tegnet og været kreativ og vil med de følgende billeder illustrere for jer, hvordan den kemiske reaktion, foregik inde i min rasende hjerne:
Yep, cirka sådan foregik det.
Hvad fanden havde jeg forventet?
Gu' vil jeg da ha' bekræftelse, aes på sjælen og ha' at vide, at jeg er et litterært geni, hvis umiddelbare og strålende berømmelse er lige om det næste hjørne.
I stedet fik jeg et mentalt bitch-slap lige i fjæset.
Jeg burde da være fuldstændig lallende ligeglad med en eller anden nullitet, som for fanden ikke engang har læst min blog - så det er jo ikke mine reelle skriblerier, der er under luppen.
Blandet med forventningen om litterær berømmelse og millionerne, der kommer til at rulle ind på kontoen, er den altoverskyggende frygt for at nogle af de 'voksne' ude i blogland får øje på min lille blog og lukker den ned på grund af uduelighed.
Så imens jeg forsøger at flyve under radaren, for ikke at blive opdaget af blog-politiet, så vil jeg godt sige tusind, tusind tak til alle mine søde læsere, som skriver søde ting til mig (ja ok, også til jer, der skriver sære ting :o)
Nu vil jeg reparere mit virtuelle blå øje med en smule chokolade og lidt pommes.
Madlog, du lukker bare røven!
