Jo jo - tager da også imod opfordringer, så her følger historien om min uheldige skraldespand.
Som en meget ung 20-årig, særdeles grøn og
absolut ikke børneglad student, satte jeg mig på flyet til England for at være au pair i et år.
Lillebitte landsby i det sydengelske, mor, far, storesøster på 12, storebror på 14 og efternøleren på 2 år.
Var BLANK på børnepasningsteknikker - arme, lille unge.
Men det lykkedes mig da at holde hende i live, mens jeg var der.
I dag må hun jo være 24 år gammel - Jesus også.
Har ikke kontakt til familien mere - men tænker tit på, om de nogensinde fandt ud af, hvor håbløst uduelig jeg var til børnepasning :o)
Er det mon derfor vi ikke længere har kontakt? Hmm ...... ?
Anyhoo, en søndag morgen var jeg stået tidligt op, og sad nede i køkkenet og hyggede mig med morgenmad og avisen og nød gevaldigt, at der var fred og ro.
Kunne godt høre noget fodtrin ovenpå, men tænkte (åh så naivt ...), at det nok bare var efternøleren, der trissede rundt og legede.
Da jeg kom ovenpå igen, kunnejeg se en lille, hvid børnestol stå foran min dør.
20 år, åh så dum og åh så grøn!
(Det skal lige noteres, at engelske dørhåndtag af og til sidder en kende højere end vores herhjemme).
Jeg åbnede døren ind til mit værelse og gloede måbende på det ragnarok, der mødte mig.
Alt mit tøj var rykket ud af skabe og skuffer, undertøjet dinglede fra lampen i loftet.
Bag min seng fik jeg øje på efternøleren, der med fedtede fingre forsøgte at få det lange hår væk fra øjnene, så hun bedre kunne se mit fine, dyre brevpapir, som hun tegnede lystigt på.
"Hewow Metta!", sagde øglen.
"Bethany! What are you doing?!", spurgte den dumme, børnefjendske au pair (med en formfuldent britisk accent, naturligvis).
"I was wooking for sweeties!", svarede krapylet med største selvfølgelighed.
Ungen havde fået smækket sig selv inde på mit værelse.
Det skal nemlig også lige noteres, at englændere har en eller anden uforklarlig tendens til at sænke gulvhøjden i værelserne i forhold til gulvhøjden i gangen .... Jamen jeg aner da ikke hvorfor!
Det gjorde så, at når man kun er to år og ca. ...... så lang og ikke har noget at kravle op på - jamen så havde man altså også kinamands lortechance for at komme ud igen.
Så kunne man jo lige så godt give sig til at kigge efter lidt snolder og udtrykke sig kunstnerisk på de forhåndenværende materialer.
Jeg fik sparket indbrudstyven ud og gik i gang med at rydde op.
Der lugtede sært, det gjorde der altså ...
(det var før mit misbrug opstod og jeg stadig havde noget der mindede om en normaltfungerende lugtesans - dø lede næsespray, dø!).
Tog det ødelagte brevpapir og ville smide det ud.
Gloede ned i skraldespanden, kneb øjnene i, bukkede mig lidt ned, kiggede igen:
Ungen havde skidt i min skraldespand og brugt mit dyre brevpapir til at tørre sig i sin lille to-årige, engelske, vandalistiske røv!!!!
Jeg kan ikke huske, hvad der så skete - men jeg har sikkert trampet mig en lang tur (forbi kiosken og købt chips og chokolade) :o)
