mandag den 24. juni 2013

Frk. Fin synger til - 80'er style:

Kanin-tjansen i lørdags var endnu engang et pinagtigt studie udi buttet uduelighed og manglende muskelmasse, som var blevet tyvstjålet fra mig, mens jeg sov.
De seneste to dage har jeg været nødt til at rulle ud af sengen, da mine mavemuskler ikke tåler nogen som helst form for bevægelse.

Men det kan jeg ikke snakke mere om ... døjer med at tænke på andet end den video af mig, der åbenbart florerer på Youtube ...

Jeg har tit tænkt på, hvornår mon min fisefornemhed satte ind.
Det kan nu med sikkerhed konkluderes, at den var stærkt repræsenteret i 3. G, der på Katedralskolen

Aalborg Katedralskole

Hvert år inden juleferien samledes hele Katedralskolen i auditoriet, festsalen (hvad fanden kaldte vi den nu ...? Det var helt sikkert noget fornemt) - og indøvede Mary's Boy Child - flerstemmigt og alt muligt.
Jeg var pissekålhøgen over, at jeg evnede at komme i sopran-gruppen.
Min post-gymnasiale hjerne husker det som, at vi alle tog det mægtigt seriøst, ingen fnisen, gakken eller gøjlen.
Jeg syntes det lød fantastisk og i 3. G skrev jeg et højtideligt brev til DR, at de bare havde af at komme forbi og optage hele seancen og dele det med Danmark.
De gjorde det sgu.

Nej, jeg har absolut ingen idé om, hvorfor jeg taler som en fra 1955.
Jeg kan forsikre alle om, at jeg er fuldt ud lige så fisefornem som altid - men sådan taler jeg sgu ikke mere.
Social deroute? Tjah ...

Og ja, teknikken driller - så videoen kommer her.

Nej, jeg tager ikke ud og optræder med det!




fredag den 21. juni 2013

Den falske kanin

Har gjort det igen ... Jeg er en spade.
Næste gang siger jeg nej.
Det gør ondt, jeg ser dum ud og det varer en hel dag.
Jeg behøver ikke se dum ud en hel dag - i hvert fald ikke med vilje.

Første gang gik det sådan her.
Anden gang gik det ikke bedre.
Tredje gang var jeg stadig en pinlig idiot.

Men i morgen ... der bliver jeg en stjerne, for jeg har luret det hele!

- Har du trænet?
- Naiiijjj, altså .... nej ...
- Har du øvet planken siden sidst?
- Ikke rigtigt, nej.
- Nå, jamen squats så?
- Åh nej, det gør så ondt!
- Javel ja ... Nå, men så har du da haft tid til at øve lunges?
- Er du sindssyg? De gør pisseondt, vel har jeg da ej!

Åh jo, det skal nok komme til at gå godt i morgen.

Pinsels- og selvmelidenhendsrapport følger søndag.


tirsdag den 18. juni 2013

Nu, nu? Næ ...

Næ, der kommer heller ingen indlæg i aften.

Jeg skal ud og spise med mit løbehold  - Langsom 5'er - vi pjækker fra løbeskole.

Nej, det er ikke engang mig, der har overtalt dem til at pjække - de er helt selv med på den.

Det er sgu nogle fine damer dem på mit løbehold :o)

søndag den 16. juni 2013

Ting vi lige skal blive enige om

Den der OK kål reklame behøver vi ikke se igen, vel? Den er ikke sjov og det pubertære fæ, som fik idéen, skulle tæves med en våd Berlinger.

Der skal skrappe midler i brug for at jeg kan glemme, at Linses hund har haft forhudsbetændelse. Tusind tak Linse, for at sige ordet 300 gange i løbet af fem minutter.

fredag den 14. juni 2013

Jeg er sur fordi:

  • folk ikke kan kende forskel på nektariner og ferskner
  • kattene fælder og der kommer hår på mit fine, nye sofa-arrangement
  • folk - voksne mennesker med fine uddannelser - mener  det hedder en advocado
  • folk bliver ved med at skrive 'idag' - HOLD NU FOR FANDEN OP MED DET!!! Det hedder jo heller ikke imorgen, vel???
  • bilister ikke blinker af ude i trafikken
  • cyklister ikke viser af, når de skal dreje. Hvad fanden sker der for dine arme - er du blevet lam??? (Altså undskyld, hvis du er - men så burde du nok heller ikke køre cykel, vel?)
  • man bliver tyk af at spise chips med dip til morgenmad og aftensmad. Det er ikke ok!
  • folk smider deres klamme lort alle mulige steder nede i anlægget og inde i byen - RYD OP EFTER JER FOR FANDEN!!! Jeg gider ikke gå og skrumle i alt jeres lort!
  • jeg ikke er millionær og kan få sushi til aftensmad hver dag
  • jeg ikke kan finde ud af at gå på udsalg, men kommer hjem med en 1.200 kroners pose med nye varer til fuld pris - pisseflot Frk. Dahl Noa Noa!
  • jeg ikke tør fortælle min mor, at jeg har fået nyt sofa-arrangement


Nå, men i morgen bliver en fin dag. Der er plantemarked i anlægget og Rasmus fylder 12 år og han har inviteret gæster.

Gad vide, hvornår jeg bliver nødt til at afsløre sofa-erhvervelse for Senioren?

torsdag den 13. juni 2013

Så kan jeg også bare gå i seng!

Afslører en hemmelighed (I siger det fandme ikke til nogen):
når man er godt sur, så hjælper det faktisk med en løbetur.
Men hvis nogen spørger, så vil jeg til enhver tid påstå, at det eneste, der hjælper, er chips med dip. Holiday, naturligvis - den eneste sande dip.
Det hjælper også at gå tidligt i køjen og se krimi sommer på Charlie.
Indlæg skrevet på mobilen fordi jeg er for gal til at åbne computeren.
Godnat!


tirsdag den 11. juni 2013

Kvisten indskærper reglerne

Inden sommeren kommer for godt i gang, vil Kvisten godt lige ridse reglerne op for passende og fin opførsel i og omkring anlægget.

Jeg vil ikke tolerere møgen og svineri i anlægget - den er vi alle med på, ikke?

 
Der skal se således ud. Alle græsstrå peger i samme retning.
Find en skraldespand eller tag jeres billige proletarskrammel med hjem igen!
 
Og hvis jeg bare én gang mere ser de to tosser af et par pensionister, der bruger bilernes parkeringspladser til deres personlige cykelparkering, så bliver deres otium betydeligt kortere end forventet.
 
Der vil også blive indført en regel om nattero fra kl. 20.00 alle ugens dage.
For Frk. Fin går i seng med hønsene og sover med åbne vinduer - og der skal være helt stille!
Så I kan glemme alle jeres fjogede øl- og keglespil på plænen nede i gården.
Skrigeri og råbekonkurrencer på altanerne midt om natten udløser øjeblikkelige dummebøder og et årskontingent til at hente sushi til mig og frisere kattene det næste år.
 
Godt, glimrende. Vi er klar til at holde sommer.

søndag den 9. juni 2013

Men en fin gris, naturligvis

Var en tur inde i byen i går. Der skulle købes smukkeseringssager.

Dagen var, hvad resten af verden sikkert vil kalde en fin sommerdag.

For mig var det universets helt egen måde at irritere mig på.

Nu er jeg jo ikke decideret pjattet med at afsløre for meget af skroget, så jeg var stoppet i både en let forårsstøvle, cardigan og et tørklæde.

Forsøgte under gåturen at afpasse mit tempo, men jeg var kittet ud som til en skide polarekspedition og solen bagte, som om den fik penge for det.

Da jeg endelig ramte butikken, svedte jeg, som jeg havde løbet hele vejen fra Hals-Egense færgen.

Butikkens air-con kunne ikke en skid og jeg trissede forsigtigt rundt og forsøgte ikke at se skummel ud, mens jeg diskret prøvede på at tørre mig i nakken og forsøgte at køle ned.

Da jeg syntes, at jeg var tilpas tempereret og kunne være det bekendt, bad jeg damen bag disken om en concealer.

"Hvilken farve plejer du at bruge?"
"Øh, det mærke der!"
"Ja, men hvilken farve?"
"Mnæh ..."
"Jeg synes lige vi renser din makeup under øjnene af og prøver os frem"

Pis! Så sad man der og lignede en rødøjet, svedende gris, der ikke havde sovet nok.
Damen kæmpede for at få halløjet til at blive siddende på mit svedglinsende fjæs.

"Hmm ... synes du ikke vi har ramt farven fint?", spørger damen tilfreds.

"Ihjo,denermægtigDenkøberjeg!Viseshejhej!", speedsnakkede jeg og spænede stadig storsvedende ud af butikken.

Det ville altså være betydeligt nemmere at være en fin dame, hvis jeg da bare var lidt mere tjekket.



torsdag den 6. juni 2013

Sovende geni

Har overgået mig selv denne uge og vundet det jyske indendørsmesterskab i genialitet.

Har vrælet over at være pisselangsom til at løbe - og i forsøget på at optimere min form, har jeg ædt alt inden for rækkevidde og pjækket fra løbeskole tirsdag og torsdag.

Er bare megasøvnig for tiden - pollen, piller, ungdomssløvsind - aner det ikke, trænger bare til at se puder!

Føler mig helt særligt trodsig denne uge og har i protest valgt at lade dagens opvask stå ... Joh, jeg er ualmindeligt kvik.

Nå men skrider nu - skal lige overveje, hvad jeg gør når Gabriel ringer.
Drømte en dejlig drøm - havde et lysende klarsyn i nat.
Smukke Gabriel og jeg var fanget i et hus.
Militæret og verdensfirmaets IT-mand var efter os - SWAT team, frømænd - the shit - de var efter os alle sammen.
Lige inden de fanger os, kigger Gabriel på mig og siger, at han synes vi skal være kærester, for han har aldrig kunnet komme sig over mig ...
Jeg når hurtigt at tænke over, at det nok ikke er så smart med kattene og hans pæne møbler, men da jeg nødigt vil skuffe det smukkeste menneske i verden, ja så siger jeg "Skidt, okay så" :o)
Åh, pæne, pæne Gabriel ...


 
 

onsdag den 5. juni 2013

Frk. Sur går til løb

Var til det her i mandags.

I to dage har jeg været så træt, at jeg ikke evnede at skrive om det og måtte gå i seng med hønsene.

Eftersom det var mit tredje motionsløb i år, tænkte jeg, at det var nu jeg overhalede alle og kunne holde trit med sylfiderne.



Burde have anet, hvor det bar hen, da jeg allerede var gal over opvarmningen.

Fællesopvarmning gør mig sur. Gider ikke stå og røre ved andre damer og de skal slet ikke røre ved mig!

Det første 500 meter gik forrygende, overlevede endda en bakke. Men så skete det, der altid sker ... det ene færgetræk efter det andet overhalede mig, så støvet stod om mig på de smalle stier.

På et tidspunkt begyndte det at undre mig, hvor mange der egentlig kunne blive ved med at tage mig i svinget? Så mange var der sgu da heller ikke meldt til løbet?

Arrangørerne havde advaret mod, at der altså var strøm i de hegn vi løb langs, så jeg skulede angst efter aggressive elementer blandt alle dem, der gav mig baghjul.

Fik slidt mig igennem og kom ind på 36,25 - var pissesur. Overbevist om, at jeg var kommet under 35. Den der med at komme ind på 30 har godt nok lange udsigter ...

Det hjalp heller ikke en skid, at kollegerne kom ind på 27 minutter.

Blev yderligere sur over den fesne og våde Alt for Damerne sandwich jeg havde investeret gode penge i.

Eneste lyspunkt var den plade chokolade, som Marabou havde været søde nok til at komme i goodie bag'en.

Jeg har spist den, så nu har jeg ikke mere chokolade.

Det er jeg også sur over.

lørdag den 1. juni 2013

Frk. Fin på flugt fra alderdommen

Holdt i kø på broen den anden dag på vej på job.

 
Opdagede ikke lige, at trafikken havde sat i gang igen - havde formentlig travlt med at holde øje med en måge eller mit eget kontrafej i bakspejlet.
 
Der var nok ca. plads til 2-3 biler mellem mig og den forankørende. Lad os antage, at jeg havde sløvet den i 2-3 sekunder.

 
Idet jeg sætter Snebolden i omdrejninger, dytter bilen bag mig. Jeg tjekker bakspejlet og der sidder gammelfar, på minimum 75 med sin mor på 120 ved siden af, og ryster en truende næve efter mig ...!!!
 
WTF???
 
Her går man og tror at mildhed, visdom og tålmod er proportional med den fremadskridende alder.
 
Gammelnok var rasende! Han kørte helt op i røveren af Snebolden og dyttede endnu mere.
 
Jamen for fanden da? Vi kørte stadig inde i byen og måtte altså kun køre 50!
 
Efter en endnu en omgang hysterisk dytteri så jeg mig nødsaget til at vise Metusalem en høflig  finger.
 
Mere dytteri, kofangertagfat og rasende viften med armen.
 
Seriøst, hvor travlt kunne han have?
 
En overgang frygtede jeg, at få en tur med rollatoren, hvis vi skulle holde for rødt.
 
Overlevede denne gang - gamle gubbe drejede fra og jeg lavede hjulspind resten af turen til verdensfirmaet.