Det går forrygende

- Der var stille på bloggen i går?

- Mjoh ...

- Du var måske i løbeskole?

- Mnarhhh ...

- Pjækkede du, igen?

- Jæp. Var træt og det regnede. Stablede opvasken og gik i seng kl. 19.00 - sov inden 20.00!

- Da din mor ringede og vækkede dig kl. 21.30, løj du så og påstod, at du havde været ude og løbe?

- Yissir, i regnvejr! Hun syntes, det var mægtig synd for mig.

- Du er et pjok.

- I know.

Hvis I siger noget, så benægter jeg ALT!

Snebolden er hjemme igen - halleluja!

Ikke mere gearstangsslør. Ikke mere mørnet rat. Ikke mere besynderlig heste-odeur. Ikke mere manglende hattehylde. Ikke mere ræs i den modsatte kørebane, fordi mine polio-arme ikke kunne holde Røde Oktober i egen kørebane. Ikke mere sært krimskrams, som jeg ikke turde røre ved, i bunden af bilen. Ikke mere spritten mine hænder af, hver gang jeg havde rørt den Røde Syge. Ikke mere 'jo hurtigere jeg kører, jo mere viser benzinmåleren'.

Hvis I ikke siger noget til nogen, så kommer jeg måske til at savne panoramavinduerne en smule - Ford, der kunne I godt lære lidt. Mere udsyn tak!

Nå, nu vil jeg suse ud og undervise mit aftenskolehold og prøve at forklare dem, hvorfor der ikke er flere M&M's i deres snolderblanding ...

Den Røde Satan fra Kaas

Så er den her igen. Den Røde Satan fra Kaas.

Snebolden er til undervognsbehandling. Vi ses først onsdag.

Jeg skal så køre rundt i den Røde Hævner indtil da, mens jeg sidder utroligt let i sædet, for Hævneren lugter altså lidt af hest.

For de der ikke kender Det Røde Mysterie fra Kaas, så er det lånebilen fra den lokale mekaniker.

De er søde. Snakker lidt bondsk. Jeg tror ikke de snyder mig. Men lånebilen er simpelthen en nitte af rang og jeg får en hysterisk lyst til desinfektionsservietter og en ukrudtsbrænder, hver gang jeg nærmer mig bilen.

Men man må jo ikke være utaknemmelig.

Da jeg hentede Den Røde Ulykke, spurgte jeg mekanikeren, om de nu havde fået sat servo-styring i siden sidst.

Han gloede lidt på mig med sammenknebne øjne, inden han undrende svarede: "Eeeijj?".

Det Røde Bæst skal tankes i dag.
Jeg overvejer allerede nu vinkel og hastighed.
Sidst den skulle tankes, filede jeg frem og tilbage i et kvarters tid, mens jeg lå nede i bunden af bilen for at rive det servo-fri rat rundt, så jeg kunne få Den Røde Kasse tæt nok på tanken.

Bange for mine polio-arme ikke kan holde til det.

Burde ha' taget traktorkørekort i ungdomsskolen i stedet for at gå til kinesiologi ...

Hvad lærte vi så der?

Kvisten har gjort nogle vigtige observationer denne weekend. Jeg skal være kvikkere. Betydeligt kvikkere.

Har tydeligvis misset beatet i op til fire tilfælde:

1. Homeland er Kvistens nye totale yndlingsserie. Hvor fanden har jeg været?
(Ok, hvis jeg skal være helt ærlig - kattene er pisseligeglade og ligger med bunden i vejret og snorker lige nu).

2. Elevernes snolder smager stadig fremragende.
(Bliver nok nødt til at begynde at købe noget til dem, som jeg ikke kan li' ...).

3. Det er en grim, bitter og trist følelse, der rammer én, når det går op for én, at de søndags-hygge pommes og pølser man købte af hende den sure i Netto, skal forblive på frost og ikke ende deres dage i min mave - fordi jeg har glemt, at min ovn er i stykker ...
(Kan man monstro kokkerere pommes i mikroen? Hmm ...?).

4. Når man har nuked sin kaffe med mælk i  mikroen og man får mælkeskindet i munden.
(Grim fornemmelse, rigtig grim).

Damn you, M&M's

Er der en voksen hjemme?

Jeg er udsat for et skisme-anfald.

Er ikke synderligt pjattet med det der sommer-halløj. Alt over 20 grader generer min eksklusive livsstil.

Men der er én særligt god ting ved varmere vejr: klipklappere! Så længe der er to-cifrede varmegrader, så er der klipklappere på programmet.

Men Kvisten  er i skrivende stund just færdig med at udføre et reality-tjek: septemberregn og klipklappere = lortekombination!

Kæmpede mig igennem midtbyen i øspisregnvejr, mens jeg lignede en gammel, fuld mand, der krabbede sig henover en skøjtebane med bæ i båsserne.

Kvisten ønsker at klage til en voksen.

Nej, Kvisten er ikke sikker på, om det hedder klip-klapper eller klip-klappere i flertal.

Your what hurts?

Så går Kvistens engelskundervisning sæson 2 i luften i aften. Fuldt hold og fire ekstra hentet ind fra ventelisten, fordi jeg er en sucker for folk, der er pjattede med engelsk.

Sidste sæson var jeg en smule loren ved konceptet; ville de sige noget? Ville jeg kunne holde min kæft?
Ville der være slik nok?

Denne sæson er jeg meget klogere!

Vi skal ud på gulvet og 'finde hinanden' og lege navneleg - gu skal vi så!

Kæften står ikke på dem.

Jeg kan (en sjælden gang) holde min kæft.

Der er aldrig slik nok - og hvis jeg ikke lader det ligge i bilen, så æder jeg det, så snart jeg kan se mit snit til det.

Håber denne sæsons kuld er pissesøde og at de gider lave en kageordning.

Kære Underbo ...

... det fjernlager du tror du har af chips og chokolade oppe hos mig efter sidste fredags opgangsfest ... det har du altså ikke mere.

Jeg har til gengæld spist chips med dip og Rittersport til både morgenmad og aftensmad i et par dage.

Jeg bliver en drøm at have med i løbeskolen i aften!

Nå, smutter - skal forbi kørelærerveninden og i Netto efter snacks til Underbo.

Jamen de havde ikke andre ... (!)

Senioren kan godt lide at sende Junior på handlen.

Junior hader det som pesten og påstår som regel, at der er udsolgt.

Senioren har luret det ...

I dag blev jeg sendt af sted efter fuldkornspasta fra Urtekram.

Skruerne er det eneste, der dur.

Jeg købte safariformede pastadimser og fnes hele vejen hjem.

Nu skal Senioren spise spaghettigiraffer i en måned.

Iz funny as shit!!!

NB. Indlæg skrevet fra Seniorens computer - jeg leger totalt med ilden i dag!

Nej, du er ikke sjov ...

Var jo i løbeskole i går. Og til trods for mit imponerende langsomme tempo svedte jeg, så det løb af mig.

Svedte også i det ene øre.

Det er ikke spændende, hører jeg jer sige. Nej, det er meget muligt - men jeg bygger en stemning op her, ok?

Efter løbeskole skulle jeg lige aflevere noget hos kørerlærerveninden - som var midt i teoriundervisningen.

Sveddryppende, ildrød i hovedet og i neongrøn t-shirt flåede jeg døren op til teorilokalet, hvor Aallerens håbefulde ungdom sad og terpede de trafikale spidsfindigheder.

- Det er Aalborg politi - I bliver bare siddende! Forsøgte jeg mig, med dyb og bestemt stemme, mens jeg placerede de hemmelige varer inden for døren.

Ungdommen vendte sig i stolene og gloede måbende.

- Ja, jeg kender ikke hende der! Råbte jeg, og viftede med en finger efter den hovedrystende køreskolelærer.

Ungdommen gloede fåret på mig og jeg forsøgte at se politagentagtig ud, da jeg kastede mig ud af døren igen.

Tror ikke de syntes, jeg var sjov ...

Så gør dog som jeg siger

Der er nogen, der skal forventningsafstemmes med.

Nu er der endelig kommet nogen med på mit løbehold, som jeg kan løbe fra og så stikker de fandengalme af halvvejs på ruten.

Nogen kan vente sig en alvorlig snak om rangorden og klassement på tirsdag.

Under ingen omstændigheder skal jeg lade muligheden for ikke længere at være den tykkeste, der kommer sidst i mål gå fra mig. Ja ja, jeg er stadig den tykkeste - men det andet kan vi vel forhandle om.

Herudover, så er der også nogen, der bør være lidt mere taknemmelige, når jeg, med en særdeles aktiv brækrefleks, har kørt kogt torsk hele fra verdensfirmaet og hjem til pelsdyrene.
Rasmus den lille røde lort valgte, med fuldt overlæg er jeg sikker på, at ørle det hele op igen, da Frk. Fin var gået i seng.

Fisk er fino, hvis det er paneret og stegt i friture eller rullet ind i tang sammen med en god klat ris.
Otherwise, skanky klamt!

Til almen høflig information kan det oplyses, for de få interesserede, at varm kattebræk i køkkenrulle mærker skidt, især når der er mørkt. Nogen kan forvente tørkost det næste lange stykke tid - også de nye fra løbeskolen, hvis de ikke makker ret.

Oh, du sure pige i Netto

Jamen så var jeg der igen, i Netto.

Ja ja, jeg ved godt, at de er mere profsige ved kassen i andre butikker - men jeg er alligevel pjattet med Netto og insisterer på min ret til at gøre mine fisefornemme indkøb der.

Der sad hun så, kassepigen, i hyggelig sludder med en kollega, som lige skulle vurdere hvor mange byttepenge der skulle bruges i kassen.

Nu er der jo ingen grund til at fortælle det, mens man står ved siden af kassen og føromtalte kollega.

Nej da.

Råb det for pokker, når du er 10 meter væk fra kassen, så vi alle kan høre det.

Festligt! Nu ved jeg fx at kassepigen havde 'rigeligt' med byttepenge.

Kassepigen var ikke overbevist og skumlede lidt og rodede rundt i kassen.

En veninde/kollega/irriterende teenager i grimme sko, som stod først i køen og hang ind over båndet, spurgte kassepigen om noget i normalt tale niveau, så jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt.

Kassepigen var dog lidt mere liberal med, hvorvidt det var nødvendigt at bruge indoor eller outdoor voices og råbte: 'Det ved jeg for helvede ikke!'

Frk. Fisefornem er forarget.

Nå ja ... er også pissed over, at de ikke kører de sidste varer ned ad båndet, så jeg er nødt til at stå med arme så lange som en orangutang for at få fat på de sidste varer.

Hold så øje med dine kunder!

Tror jeg starter et aftenskolehold i kassebetjening. Holdet bliver overtegnet - jeg ved det bare.
Alle vil ha' fisefornem kassebetjening.

Was???

Nu er det jo ikke fordi, jeg er jysk indendørsmester i tysk.

Kan dog fingere noget, der minder om en samtale på tysk og man kommer forbavsende langt med et par 'Doch, ja - so ist es ja eben ...'

Men jeg kan så meget tysk, at Der Kleine Nils er pissehyl!
Jeg griner så jeg græder, hver eneste gang - til trods for, at jeg har hørt yndlingsklippene 100 gange.

RTL Radio har en værre pjatrøv ansat som journalist og han kan snakke som en lille dreng på fem år, der hedder Nils.

Nils ringer til sagesløse tyske stakler, der er så rare at hoppe i med begge prøjserben, hver eneste gang.

I aftenens tysk-tema får I to klip. Ja .... echt geil!!!

I den første står han i en telefonboks og ringer til en flink mand.
Nils har skidt i bukserne og har virkelig brug for hjælp.
Det er i øvrigt Nils' hamster, Horst, som kan ses nederst i venstre hjørne.

I den her ringer han til en musikinstrumentsforretning(?) og klager over en defekt tromme.
Jeg ved ikke, hvor tyskernes IQ normalt ligger - men jeg synes de er mægtig rare, når de tror en femårig sparker røv på trommer.

Mojn!

Hvad, hvor?

Var på langtur i weekenden. Heraf radiostilheden.

Skulle selv, helt alene, finde ned til kusinen og familien i Silkeborg.

Det er svært for mig. Jeg har ingen stedsans. Kan knap nok finde hjem fra arbejde.

- Jamen du var da hernede sidste år?
- Ja, og?

Alt ligner hinanden og intet ligner sig selv og jeg kan ikke huske en skid, om jeg skal dreje før eller efter brandstationen, ponyen, eller det-der-kryds-du-ved-nok ....

Skal helst  ha' kørt den samme vej 50 gange inden for samme døgn - ellers er der intet, der hænger ved.
Intet!

- Jamen du kørte da vejen herned, så kan du da også finde hjem igen. Det er jo bare lige omvendt.
- Og det synes du lyder logisk? Hvad fanden er der i vejen med din hjerne? Det vender jo lige præcis omvendt. ALT vender forkert. Det går bare ikke.

Så jeg tastede løs i GPS'en og Damen begyndte at plapre om højre- og venstresving og anden vej i rundkørslen.

Nu mente jeg jo nok alligevel, at jeg kunne noget af vejen og det var ikke lige den vej, som Damen foreslog.

Vi havde dialog indtil Randers, hvor samtalen lød således:
- tag næste afkørsel og forlad mortorvejen
- hold kæft
- tag næste afkørsel og forlad mortorvejen
- ja ja
- tag næste afkørsel og forlad mortorvejen
- hold nu kæft!

Synes hun lød lidt spids, da hun til sidst hvæsede:
- Beregner ny rute ...!

Jeg nåede min destination (sagde Damen) og holdt og gloede på et hus, jeg aldrig havde set før.
Efter lidt roden rundt fandt jeg ud af, at det rigtige hus var bag mig ...

Fandt også hjem igen. Efter lidt sight-seeing i Silkeborgs forstæder og omkringliggende landsbyer ... Der er pænt, rigtig pænt.
Det hele ser bekendt ud, men jeg tror aldrig jeg har været der før ...

Netto, er der en voksen hjemme?

Kan godt li' at handle i Netto.

Varerne er i orden.

Prisen er i orden.

Nej, nej bevares - de har ikke altid de varer i butikken, som de reklamerer med og det er ikke altid man kan finde varerne på det indlysende sted, men i stedet finder en pakke fars henne ved sokkerne.

Når det er sagt, så er jeg grundlæggende godt tilfreds og lægger de fleste af mine sirligt planlagte indkøb der.

Men du Netto ... nu kaster jeg bare lige en idé op i luften; har du nogensinde overvejet at give dine kassemedarbejdere et kursus i almen pli og omtanke?

1. Du skal kigge mig i øjnene og smile til mig og anerkende min skide eksistens.

2. Lad være med at rende rundt i butikken og råbe private samtaler til hindanden henover hylderne. Det er ikke en debatklub, vel? Plus, det irriterer mig helt vildt.

3. Du skal kigge på mine varer og omhyggeligt sortere dem, inden du kører dem ned i bunden af båndet. For jeg bliver pisserasende, når du kører damebladet ned først og det sætter sig fast i båndet nedenunder chips, småkager og andre skrøbelige lækkerier, som bliver kvast af en pose kartofler eller den mursten jeg lige har købt, som du er i overhængende fare for at blive knaldet over knæet med, hvis du ikke snart retter ind til højre. (Murstenen, forstås - ikke kartoflerne!).

4. Det ville også være en smuk gestus fra din side, hvis du var opmærksom på, om jeg havde nået at pakke mine varer, inden du kværner næste kundes indkøb sammen med mine, så vi ender med at stå og slås om, hvis Rittersport, chips og Holiday dip klidkiks det nu er.

Hvad, hvem sagde jeg var blevet gammel og forstokket???

Uartig tegning der tydeligt indikerer, at jeg er hip med de unge.

Nej, jeg spurgte ikke!

Da Senioren var færdig med at trave enegang på Sønderstrand, satte vi os under Vippefyret og gloede på havet.

Ja, altså på vej ud mod Vippefyret ...

Der kom en mand med et sært skelende/dødt øje og en fin Golden Retriever.
Jeg kan godt li' Golden Retrievere. Bedre end jeg kan li' mænd og i særdeleshed ham, der kom med hunden.

Manden misforstod min savlende og fjantede kommunikation med hunden som et tegn på, at jeg også gerne ville snakke med ham.

Seniorens hørelse er udfordret, så hun sad bare og gloede fjoget mod horisonten.

Imens fik jeg i løbet af de næste ti minutter følgende informationer fra manden:

- Hvor mange hunde han havde haft.
- Hvor mange år han havde haft hunde.
- Hvad de var døde af.
- At han var på dating.dk og ikke havde været på så mange dates.
- At han havde haft en kæreste i 7 år og det havde været et helvede.
- At han var flyttet til Skagen for 4 år siden og ernærede sig som kunstmaler.
- Hvem hunden gad tale med og hvem den ignorerede.
- At et ægtepar i vennekredsen var blevet skilt og havde delt de fælles venner mellem sig. Men ingen af dem ville have ham.
- At kronprinseparret havde flere af hans billeder hængende.
- Der var spejle i hans billeder. Runde spejle.
- Man kan ikke få de spejle mere.
- Han havde en facebook konto - havde jeg mon hørt om ham?
- At han havde set folk knalde på stranden.

Så undskyldte Junior/Senior sig og benede hjem til lejligheden for at spise kage.

Kvistens ferie i ord og billeder

Ferie slut, blogdriveri slut.

Satser på, at I alle har hygget jer, læst indlæg hos bloggere, der gad skrive noget til jer, spist chokolade og drukket rigelige mængder med alkohol.

Kvistens sommerferie kort opsummeret her:

- Tæv i Wordfeud, alt for lidt chokolade og alt for lidt alkohol.

- DHL stafetten var en rædderlig fremvisning i fysisk uduelighed fra min side og jeg løber ALDRIG med i en stafet igen, ever. Med mindre det er et løb for et-benede eller blinde eller nogen uden stedsans.
Stafet??? For helvede - hvad tænkte jeg på? Havde ikke overvejet i hvor høj grad, holdet var afhængig af min tid. Nå, selvsagt blev vi noget nær nummer sjok.
Blev sendt af sted som nummer 1 på mit hold. Da jeg havde løbet godt 1 km, mødte jeg en af de andre 1'ere, der var på vej retur - sprintende op ad en bakke med hælene i røven .... Jeg græd lidt. Og spiste fem pølser, da jeg endelig kom i mål.

- Ferien i Skagen gik over al forventning. Der var solskin alle dage. Lejligheden var fino og mor og barn kunne enes, det meste af tiden, næsten.

Bedst gik det, når vi var til frokost hos Brøndums. Idel lykke og venlige ord blandt junior og senior.
(Hos junior fordi der var mad. Hos Senior fordi det var et fint sted, hvor man skal opføre sig dannet).

 

 

Men 'nogen' havde kun taget klipklappere med. 'Andre' troede, vi var meldt til det nordiske mesterskaber i kapgang.

Mange af feriebillederne ser derfor ca. sådan her ud:



Senioren på vej hjem fra Grenen

 

Senioren på vej mod Sønderstrand

 

Og i morgen, ikke ... Der skal jeg i løbeskole, igen! Slut med pjækkeri. Mon jeg kan snige mig med på begynderholdet?