mandag den 23. september 2013

Den Røde Satan fra Kaas

Så er den her igen. Den Røde Satan fra Kaas.

Snebolden er til undervognsbehandling. Vi ses først onsdag.

Jeg skal så køre rundt i den Røde Hævner indtil da, mens jeg sidder utroligt let i sædet, for Hævneren lugter altså lidt af hest.

For de der ikke kender Det Røde Mysterie fra Kaas, så er det lånebilen fra den lokale mekaniker.

De er søde. Snakker lidt bondsk. Jeg tror ikke de snyder mig. Men lånebilen er simpelthen en nitte af rang og jeg får en hysterisk lyst til desinfektionsservietter og en ukrudtsbrænder, hver gang jeg nærmer mig bilen.

Men man må jo ikke være utaknemmelig.

Da jeg hentede Den Røde Ulykke, spurgte jeg mekanikeren, om de nu havde fået sat servo-styring i siden sidst.

Han gloede lidt på mig med sammenknebne øjne, inden han undrende svarede: "Eeeijj?".

Det Røde Bæst skal tankes i dag.
Jeg overvejer allerede nu vinkel og hastighed.
Sidst den skulle tankes, filede jeg frem og tilbage i et kvarters tid, mens jeg lå nede i bunden af bilen for at rive det servo-fri rat rundt, så jeg kunne få Den Røde Kasse tæt nok på tanken.

Bange for mine polio-arme ikke kan holde til det.

Burde ha' taget traktorkørekort i ungdomsskolen i stedet for at gå til kinesiologi ...




3 kommentarer:

  1. Det ville fedt hjælpe; enhver traktor med respekt for sig selv er udstyret med servostyring. Med mindre den altså er lige så gammel som den røde olding fra Kaas. Man kan købe sådan nogle fine sædeovertræk, som er beregnet til at undgå, at man griser sit pæne bilsæde med sin snaskede bukser/overall/kedeldragt. Jeg vil tro, de også virker omvendt. Og så mangler du kun handsker og gasmaske for at være kørende

    SvarSlet
  2. Du kan da låne mit traktorkørekort. Ret billigt endda! Kan også se dig for mig iføre dig sådan en hvid maler-heldragt med hætte. Den vil falde ganske naturligt ind i din eksklusive livsstil!

    SvarSlet
  3. Jeg takker både Fruen og Holmgaard for gode tips og idéer. Næste gang jeg skal køre i den Røde Kvababbelse, så skal jeg bruge både sæde- og ratovertræk. Hvis I begynder at strikke begge dele nu, så ville det være fint!

    SvarSlet