tirsdag den 9. juli 2013

Dovne-Dahl

Efter at have forsømt jer i ugevis, fordi jeg har været voldsomt sur i en længere periode, har jeg nu skiftet stil.

Jeg har taget tastaturet i den anden hånd og er gået i en ny og spændende retning.

Nu er jeg nemlig ligeglad og doven.

Gider ingenting. Absolut ingenting.

Er ikke engang vred over det - bare lidt ligeglad.

Gider kun se krimisommer på Charlie og spille Wordfeud, som jeg alligevel taber hele tiden.
Derfor har jeg købt mig sådan en snyde-app. Men kan ikke finde ud af at bruge den ...

Nå ja, og så se Tour de France. Hvis de da bare ville klippe lyden af helikopteren ud - det er umanerligt søvndyssende. Kunsten er at vågne ca. 5 km inden opløbet.

Har min dovenskab alligevel evnet at være kreativ og har fundet på et nyt og tidsbesparende system.
I stedet for at lægge alt mit tøj sammen efter tørretumbling, bliver det liggende i tørretumbleren. Skidesmart!
Altså det der skal stryges, bliver selvfølgelig strøget - kan jo ikke gå rundt og ligne en hjemløs.

Fisefornem og doven er en listig combo, som man skal være mere end almindeligt kvik for at kunne håndtere.

 
 


tirsdag den 2. juli 2013

Åndssvage ting jeg gjorde som teenager

I anledningen af at det i dag er international UFO dag - kan det her afsløres, at blogindehaveren i teenage-årene var medlem af Skandinavisk UFO informations forening ...
Vi var med til foreningsmøder og alt muligt.

Mja ... altså ... Jamen det var bare rigtig dengang. Jeg ville så gerne tro på, at der var noget på den anden side og Bästissen og jeg rev alt ned af bibliotekets hylder, der bare havde en svag duft af det okkulte.

Det hele blev naturligvis besværliggjort en del af, at jeg var hamrende mørkeræd og ikke kunne læse så meget som et bogstav i de forjættede bøger efter mørkets frembrud.

Vi var selvudråbte eksperter i alt fra Roswell, Ouija boards, kiromanti, astrologi, paranormal aktivitet, varulve og andet godt og midt i det hele; glade amatørastronomer, der brændende håbede på at se en UFO. Bästissen havde en kikkert og kunne udpege flere stjernebilleder.

Mja ... altså. Jamen det var sådan det var.

Når man sammenholder sidste mandags indlæg med ovenstående, så er der ikke umiddelbart en naturlig sammenhæng. Midt i al min fisefornemhed var jeg en smule goth indeni.

 
Peace out, alien friends!

mandag den 1. juli 2013

Vredens Da(h)l

- Nå, Dulledahl - du har været lidt stille her på bloggen?

- Mjah ... har været noget sur.

- Igen?

- Ja!

- Nå for den, er det blevet bedre så?

- Fandt et lakridsbogstav fra sidste uge under mit tastatur her i morges - der blev jeg nærmest lykkelig.

- Det var da skønt.

- Egentlig ikke. Det var hurtigt væk. Så var jeg sur igen.

- Jeez, du malker det der martyrhalløj!

- Tak, det er en af mine spidskompetencer.

- Hvordan går det ellers med at være en fin dame?

- Fin dame er en skide røv!

- Hold nu kæft, du kan da ikke blive ved med at være så sur?

- Seriøst, jeg har siddet hele dagen på job med en gigaskjold på kjolen - lige oveni julekuglerne.
Ligner en gang indavl med savlen rendende ned ad fronten.
Det gør ikke gode ting for mit image.
Nu er jeg vred igen.

mandag den 24. juni 2013

Frk. Fin synger til - 80'er style:

Kanin-tjansen i lørdags var endnu engang et pinagtigt studie udi buttet uduelighed og manglende muskelmasse, som var blevet tyvstjålet fra mig, mens jeg sov.
De seneste to dage har jeg været nødt til at rulle ud af sengen, da mine mavemuskler ikke tåler nogen som helst form for bevægelse.

Men det kan jeg ikke snakke mere om ... døjer med at tænke på andet end den video af mig, der åbenbart florerer på Youtube ...

Jeg har tit tænkt på, hvornår mon min fisefornemhed satte ind.
Det kan nu med sikkerhed konkluderes, at den var stærkt repræsenteret i 3. G, der på Katedralskolen

Aalborg Katedralskole

Hvert år inden juleferien samledes hele Katedralskolen i auditoriet, festsalen (hvad fanden kaldte vi den nu ...? Det var helt sikkert noget fornemt) - og indøvede Mary's Boy Child - flerstemmigt og alt muligt.
Jeg var pissekålhøgen over, at jeg evnede at komme i sopran-gruppen.
Min post-gymnasiale hjerne husker det som, at vi alle tog det mægtigt seriøst, ingen fnisen, gakken eller gøjlen.
Jeg syntes det lød fantastisk og i 3. G skrev jeg et højtideligt brev til DR, at de bare havde af at komme forbi og optage hele seancen og dele det med Danmark.
De gjorde det sgu.

Nej, jeg har absolut ingen idé om, hvorfor jeg taler som en fra 1955.
Jeg kan forsikre alle om, at jeg er fuldt ud lige så fisefornem som altid - men sådan taler jeg sgu ikke mere.
Social deroute? Tjah ...

Og ja, teknikken driller - så videoen kommer her.

Nej, jeg tager ikke ud og optræder med det!




fredag den 21. juni 2013

Den falske kanin

Har gjort det igen ... Jeg er en spade.
Næste gang siger jeg nej.
Det gør ondt, jeg ser dum ud og det varer en hel dag.
Jeg behøver ikke se dum ud en hel dag - i hvert fald ikke med vilje.

Første gang gik det sådan her.
Anden gang gik det ikke bedre.
Tredje gang var jeg stadig en pinlig idiot.

Men i morgen ... der bliver jeg en stjerne, for jeg har luret det hele!

- Har du trænet?
- Naiiijjj, altså .... nej ...
- Har du øvet planken siden sidst?
- Ikke rigtigt, nej.
- Nå, jamen squats så?
- Åh nej, det gør så ondt!
- Javel ja ... Nå, men så har du da haft tid til at øve lunges?
- Er du sindssyg? De gør pisseondt, vel har jeg da ej!

Åh jo, det skal nok komme til at gå godt i morgen.

Pinsels- og selvmelidenhendsrapport følger søndag.


tirsdag den 18. juni 2013

Nu, nu? Næ ...

Næ, der kommer heller ingen indlæg i aften.

Jeg skal ud og spise med mit løbehold  - Langsom 5'er - vi pjækker fra løbeskole.

Nej, det er ikke engang mig, der har overtalt dem til at pjække - de er helt selv med på den.

Det er sgu nogle fine damer dem på mit løbehold :o)

søndag den 16. juni 2013

Ting vi lige skal blive enige om

Den der OK kål reklame behøver vi ikke se igen, vel? Den er ikke sjov og det pubertære fæ, som fik idéen, skulle tæves med en våd Berlinger.

Der skal skrappe midler i brug for at jeg kan glemme, at Linses hund har haft forhudsbetændelse. Tusind tak Linse, for at sige ordet 300 gange i løbet af fem minutter.