fredag den 31. august 2012

Feriedag 15 - 18 for Rittersport ambassadøren:


Først og fremmest vil jeg godt sige, at I er skidesøde og takke for jeres ferietålmodighed - er lidt overvældet over, hvor mange af jer, der har kigget forbi til trods for mine sporadiske skriblerier.
Pænt tak!

Feriedag 15, 16, 17 og 18 har budt på kaffebesøg, pjæk fra løb (to gange!), Skagenstur, shoppetur og lave-ikke-en-hujende-skid!

Havde en vældig tur til Skagen med Mor E - den rene idyl.
Både mor og barn opførte sig pænt.
Det eneste der trak minuspoint var den aldeles ulidelige stank af fisk og at samtlige pensionister fra Sydjylland havde besluttet sig for at holde træf på Skagens Museum.

Under turens frokostbreak i klitterne ved Grenen bemærkede barnet, at der ikke var så mange turister lige der.

"Ja, ja nu er uge 27 jo også ovre!", sagde moderen afslappet og tog en tår kaffe.
"Uge 29, Mor E - det er uge 29!", sagde barnet belærende.
"Åhr, det er også bare fordi du ved alting ... Hvis det nu havde været én, der ikke vidste det, så havde det da lydt meget godt!", sagde senioren selvsikkert.



Efter nærmest at ha' indtaget chips og Rittersport på daglig basis i snart tre uger, tænkte jeg i går, at det nok ville være godt med nogle grøntsager.

Gik i gang med at rive et kilo gulerødder og mangler nu en halv negl og noget af den ene kno ...!

Tror det er Gud, der vil fortælle mig, at jeg bare skal blive ved med det Rittersport!





Ugens tophistorier:
- Fik fat på den sydvendte øjenvippe, der har på snedig vis har undveget min pincet hele ugen.
- Ny Essie overlak et hit. Det er spray-tingen fra OPI også.
- Har også fundet nyt yndlings toiletpapir. 5-lags fra Lotus. Lige noget der passer til den eksklusive stil på Kvisten!

Ja ok, vi er vist flere, der glæder sig til min ferie er ovre - I get it :o)

mandag den 27. august 2012

Feriedag 11-14 - yay, hvor spændende!

Ja ja - jeg er en røv - der er tyndt imellem indlæggene - jeg har ferie - har computerferiefnidder - og en lille smule ondt i hovedet i dag.

Således pga. af ferielidelser og en del dovenskab lyder de sidste dages ferieindhold sådan her:

Feriedag 11:
- provianteringstur (Hvor??? siger du, hvor??? Ok, favoritbutikkerne er Netto, Brugsen og Føtex  - there, I said it!).
- bilvask (efter Snebolden var blevet funklende ren og kørt ud af brusebadet gik maskinen i stykker = lang kø af sure billister med snavsede transportmidler - fnis :o) ...
- ny lak på alle negle oppe og nede.
Må her konstatere, at OPI ikke lever op til mine forventninger.
Har købt fangsi overlak, der tørrer med lynets hast (det gør den rent faktisk), men den er blevet tyk og bobler. Lort! Ikke pænt!
Gad vide om jeg tør komme et par dråber acetone i?
Mister den så sine superkræfter? Er det fordi jeg bruger Essie-lak og en Mavala underlak?
Bør jeg gøre det logiske og kun bruge ét mærke?
Vinder jeg nogensinde Nobel-prisen?

Feriedag 12:
Kusinebesøg i Silkeborg hos kusinen (!) og hendes rare, rare familie.
Skulle køre ALENE derned (og hjem igen).
ALENE uden stedsans overhovedet.
Men med GPS og en stor mængde held lykkedes det at finde både derned og hjem igen.
Besøget var lise for sjælen - jeg hyggede mig (snakkede indtil de græd) til jeg ikke kunne mere i 10 timer.
Arme mennesker - ret sikker på de alle fire lå i fosterstilling hele søndagen, mens de slog sig på ørerne ...

Feriedag 13:
- pjækkede fra løb
- tvang Mor E til at se Folk og Fæ maraton på Charlie :o)


Feriedag 14:
- kørte ud til senioren og spiste frokost
- tog senioren med på gåtur i Mosen (den lille - som rent faktisk er den største ...).
- gik flere kilometer for at finde et rovfugletårn, hvorfra man ikke kunne se en skid andet en mose og en gigantisk mængde fuglelort ...
- så dog en svane, noget der lignede ænder og to frøer eller skrubtudser (gad vide, hvordan man ser forskel, nogen der ved det?).
- blev over flere kilometer jagtet af noget der lignede en forgroet svirreflue (Mor E insisterede på, at vi tager fluesmækkeren med på tur næste gang).


Billede lånt her.

Jeg forstår ikke:
- hvorfor der ikke er flere dyr ude i Mosen  - er det bare ikke fint nok til jer eller hvad?

Jeg er vred over følgende:
- folk der bare klodser bremserne og først blinker af i sidste øjeblik
- folk der holder fest i karréen, skal holde deres kæft, hvis de skal stå ude på altanerne og ryge.
Holde kæft, siger jeg.
Kattene kan ikke sove i jeres forbandede fuldemandslarm.
Hold kæft!

Jeg har undret mig over følgende:
- hvorfor ser jeg reklamer for menstruationskopper over alt? Seriøst, hvem bruger dem?
- hvofor må man ikke fryse vandflasker ned? (Mor E siger hun har 'læst' det - sikkert i Biblen, hvilket øjeblikkeligt gør det til Guds ord og dermed den skinbarlige og eviggyldige sandhed ...

Hvis du bare ikke kan vente på at vide, hvad der mere skal ske resten af ugen: kaffebesøg, Skagenstur, tandlægebesøg, løberi, Aalborg i Rødt, Fødevaremarked i Nordkraft og den slags.

Tuttelut!

torsdag den 23. august 2012

Feriedag 9 & 10:

"For helvede, flere feriehistorier? Seriøst, hvor længe har du ferie???"

1½ uge endnu - suck it up og hold kæft!

I går:
Feriens første regnvejrsdag: så der stod hovedrengøring af Kvisten på programmet.

Mor E, det gode menneske tilbyder sin ekspertise tre gange årligt, så det arme barn ikke går til i hårlak og kattehår.

Først var der opvarming og åndedrætsøvelser og for ikke at lægge alt for hårdt ud, blev der strukket ud med rundstykker og onsdagssnegl (godt bagt, Guldbageren i Vejgaard!).

Allerede her var vi faretruende tæt på et par katastrofer: barnet fik det onde blik første gang, da der tydeligvis blev smurt en uhørt klam mængde smør på rundstykket.
Barnet så godt blikket ud af øjenkrogen, men ignorerede det - kærligheden til smør tangerer alvorligt frygten for det onde blik fra moderen.

Anden gang det onde blik ramte, havde barnet en uheldig synkerefleks - igen: 'no touch, no talk, no eye contact' - Cesar Millan virker også på mødre, yay!

Herefter var der rumfordeling - Mor E på stue og soveværelse og barnet på køkken og badeværelse.

Det går bare bedst, hvis vi holdes adskilt - samarbejde på afstand, dét fungerer.

På rengøringsdage enes vi forbløffende pænt.
Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok mest fordi jeg holder igen med spydighederne af bar angst for, at Mor E kaster støvkosten i ringen og tramper ud af døren i protest ...

Tror vi bytter rum næste gang - køkkenet er farligt ...

Har gaskomfur - elsker at ha' gaskomfur. Det der ild - exciting shit!
Men det er noget røv, når der skal gøres rent.

 
 

Risten skal af og ringene og de der små nogen, der sidder ovenpå og så står den på Ajax-bad i håndvasken.

Imens døbes komfuret i Ajax.

Tip til offentligheden: det er en pissegod idé at komme Ajax på en klud og behersket køre denne over komfuret.

Ikke en pissegod idé at tage flasken og kaste væsken ud over komfuret som en anden fuld tåbe, så det ryger direkte ned i gashullet ... ups!

Besluttede mig for at handle på egen hånd. Senioren støvsugede for fuld kraft og burde ikke forstyrres.

Lod skidtet fordampe i en halv time, lavede knæfald og håbede på det bedste.

Bevæbnet med store øjne, tilbageholdt åndedræt og en orkidepind fik jeg tændt for komfuret.

Den eksplosionsagtige brand udeblev - pfyyhhhhh :o)

Der må være noget i vejen med det komfur.

Badeforhænget er nu strøget, kattenes legetøj er colour-coordinated og her er en gennemtrængende duft af Ajax ...

I dag:
Rundstykker, taxaservice, seniorfrokost, taxaservice, løberi.

Mere feriedrama i morgen:
Ny neglelak på hænder og fusser - uh, det bliver spændende!!!


tirsdag den 21. august 2012

Feriedag 7 & 8:

Kan din ferie virkelig blive ved med at indeholde så meget spænding, spørger I.

Ork ja - men jeg nedtoner naturligvis min rapportering fra ferielandet, for at I ikke bliver alt for misundelige.

Programmet for mandag lød således på:

- Indkøbstur med Mor E
(Da Underbo aftenen forinden kom og forærede mig en omgang Body Butter, virkede det umiddelbart som en optur. Det gjorde det så ikke så meget, da jeg var omgivet af en hvepsesværm på Føtterens p-plads mandag formiddag. Vognstangen burde måske ikke ha' været til at overse, da jeg grattede mig ind om morgenen ... Chokomania Body Butter og en besynderlig lyst til at gnave mit ene ben af.

- Chris Macdonald foredrag i det fine nye sundhedshus i Aalborg Ø
Ja ja ja - ih han er glad og hopper rundt! Ja ja ja, det passer alt det han siger: Indstilling, motion, indstilling, motion. Jeg veeeed det godt - og jeg skal nok, promise ... (når jeg lige har spist guacamolen af 6 avocadoer og den sidste Tivolistang ...).

Er en smule bekymret for, hvorfor han altid lyder som om han er ved at blive kvalt når han snakker (jeg mistænker, at han slet ikke er i spor god form), og om han virkelige kun har det ene sæt tøj: sorte cowboybukser (nej, jeg kommer aldrig til at sige jeans) - og én sort t-shirt med v-hals?

Mor E morede sig strålende og grinede, ifølge sidekammeraten Holmgaard, alle de rigtige steder.

Da han gik forbi os på vej ud fra foredraget råbte jeg efter ham: "Er du min nye far???"

Jeg vælger at tro Mor E fnes forlegent, dog interesseret, og ikke var ved at sluge sin egen tunge over barnets uendelige idioti.


- Madklub i Ikea
Det virker altid som en skidegod idé og alligevel er vi altid ved at kløjes en smule i den, let's face it, klamme cafeteriamad. Jeg valgte burgeren. Ret sikker på, at kødet enten var dampet eller kogt.
Åh for hevlede - har det stadig en smule skidt efter det måltid.
Ikke engang den plade Rittersport jeg har spist i dag, har kunnet hjælpe på det.
Meget mærkeligt.
Næste gang holder jeg mig til kødbollerne!




Programmet for i dag:

- Gøre for-rent
Det mødrende ophav har meldt sig til den kvartalsvise hovedrengøring af Kvisten i morgen.
For ikke at fremstå som en totalt inhabil rengøringsdame, har det været nødvendigt med en lettere
for-rengøring, for at undgå alt for mange moderlige beklagelser i morgen.

Lånt hos StineStregen her.


- Korse mig over Frederik Fetterleins seneste tv-program
Den lader vi stå lettere ubemærket hen.
Jeg har lovet mig selv ikke at se den slags fordi jeg bliver så vred indeni.
Konklusionen må være, at det hverken er programmets deltagere eller TV3, der tager prisen for dagens fæ, men derimod damen på Kvisten.
Dammit.


- Lade mentalt op til at skulle i løbeskole for første gang i ugevis
Lige nu er jeg pissekæk og overbevist om at jeg skal af sted på en 5'er - men vi har heller ikke været af sted endnu ...
Bliver pludselig en smule bekymret over, om der mon er nogen jeg kender og om jeg kan holde til opvarmningen ...



søndag den 19. august 2012

Farlig ferie - dag 5 & 6:

Kvistens fantastiske feriefarce fortsætter:

Jamen ved I med store øjne og tilbageholdt åndedrag venter på, hvordan man holder en vanvittig spændende ferie på receptionissebudget!

Dag 5 lagde skidesundt ud med knækbrød, hytteost og løbetur med Holmgaard i fornuftig temperatur og let brise.

Efterfølgende blev der kompenseret med en lille formiddagslur inden turen gik videre ud i verden på en lille provianteringsekskursion (indkøb i Netto).

Vejrudsigten havde her ændret sig til vindstille, overskyet, klam sauna.

Da alt over 20 grader og under 5 m/s giver mig mental fnidder og kruset hår - skyndte jeg mig hjem til Kvisten igen og brugte resten af dagen på at se Mad Men og spise pebermyntechokolade.

Jo, jeg er ved at udvikle et særligt talent for at holde ferie.
Send endelig en mail, hvis I vil have yderligere tips og tricks!

Søndag har budt på brunch hos Bobby Stuebo, eftermiddagslur, vandkamp med kattene (jeg jagtede dem med vandkanden mens de flygtede for livet).

Der er har været 700 grader på Kvisten i dag, sommerdynen er endelig fundet frem og så skal der gudhjælpemig kun blive 14 grader i nat ...?

Nå, men her kl. ca. 21.00 er der fortsat som i en svedehytte.

Den situation er så ikke blevet afhjulpet af, at Frk. Geni har sat gang i tørretumbleren og strygejernet ... Nogle gange bliver jeg bekymret for mit mentale helbred ...

I morgen står der foredrag med Chris McDonald på programmet.

Mor E skal med. Rygtet vil, at vi får pladser på første række.

Er det nu en god idé, hører jeg jer tænke.

Nej, det er det sgu nok ikke ... Begynder allerede at fortryde en smule ...

Kombinationen af Chris og Mor E er bekymrende for et 42-årigt barn med kraftig knoglebygning.

Åh, at være et tykt enebarn - jeg trænger til aflastning!

Billede lånt her.

fredag den 17. august 2012

Ferie - dag 4:

Jeg fortsætter med beretninger fra en receptionistens drabelige ferie.

Feriedag nr. 4 stod barnet tidligt op kørte hjem til senioren med rundstykker og chokoladeboller med håbet om hjemlig hygge og moderlig omsorg.

Det sker ganske ofte, når der er mor/barn-samvær, at forventningsafstemningens svære kunst bliver sat under kraftigt pres.

For det første var senioren ikke klar, da barnet arriverede med favnen fuld af duftende bager-godter.

Barnet blev lidt små-irriteret. Satte kaffen over og tyvstartede på det første rundstykke.

Da senioren var dullet færdig, blev der morgenhygget i fordragelighed.

Så stod der spadseretur på programmet (aftalt på forhånd). "Tag sko med du kan gå i", sagde moderen.

Her begik barnet dagens første faux pas ... Havde taget sandaler på. Ca. sådan nogen her:
"Åh nej, græsset er vådt!", vrøvlede barnet på vej ned ad stien mod fjorden.

"Ja, hvad regnede du med? Det har regnet i nat og været tåget her til morgen!", sagde moderen spidst.

"Jamen, jeg troede solen ville ha' brændt det væk nu", ævlede barnet, mens det lavede høje knæløft.

Så blev der spadseret i venlig sameksistens i et par kilometer.

"Vi kan gå tilbage langs vandet!", foreslog moderen.

"Nej, ikke på vilkår!", protesterede barnet. "Jeg gider simpelthen ikke ha' sand mellem tæerne!".

Den meningsudveksling blev efterfulgt af en absurd omgang plageri fra senioren, som barnet ALDRIG var sluppet af sted med.

Barnet fik dog sin vilje og turen hjem gik via fast grund.

Frokosten blev indtaget i sofaen - fantastisk! Barnet fik sin vilje igen.
For 25 år siden var det ALDRIG gået. Godt senioren er mildnet med årene :o)

"Skal vi ikke ha' en eftermiddagslur?", foreslog moderen.

Den var barnet ikke sen til at gå med på. "Jo, men så skal jeg også ha' tæppe på!", ynkede ungen på 42 og krøllede sig sammen på moderens pygmæsofa.

Og her var karma så blevet så skidetræt af barnet, at der blev delt røvture ud resten af besøget:

- Moderen glemte at tæppe det frysende barn til.

- Så kunne barnet ikke falde i søvn, fordi moderen snorkede, igen ...!

- Barnet stod op og lavede kaffe, igen, som moderen konkluderede var blevet for tynd, fordi kaffefilteret kollapsede - fail!

- Herefter satte barnet havemøblerne fint på terrassen, så kaffen kunne nydes i det fri - fail ...
Der var tordenfluer og moderen nægtede at komme udenfor ...

Åh forventningsafstemning - lærer det bare aldrig!






torsdag den 16. august 2012

Kvistens vilde ferie, del II

Det går glimrende med at holde ferie på Kvisten.

Jeg er kommet mig 100% ifht den nagende følelse om at være blevet bortvist og samtidig pjække en smule.

I går gik turen til Silkeborg med Holmgaard og i dag, har jeg kunnet opleves i Aalborg midtby sammen med Den Langbenede.

Feriedag 2 og 3 har resulteret i følgende store overvejelser om verdens gang:

- har folk tjekket sig selv i spejlet inden de går hjemmefra - eller har de virkeligt dårligt lys på badeværelset?

- hvorfor skal samtlige hække i Østre Anlæg klippes i dag?
(Det larmer og forstyrrer feriebarnet - stop det!).

- hvorfor Dansk Turberkuloseforening holdt hoste-/harkeøvelser, mens Holmgaard og jeg sad og solede os ved Silkeborgsøerne, dybt koncentrerede over vores is og bad til at kano'isterne faldt i søen?


- hvordan det lykkedes os at finde til Silkeborg, Ry og retur til Aalleren uden at slå GPS'en til eller spørge en voksen om vej?

- om det egentlig er kattene eller mig, der fælder mest?
(Efter at have ligget med hovedet ud over sengekanten og gloet på gulvet, fordi jeg ikke gad stå op og tage opvasken - måtte jeg erkende, at der lå så absurd en mængde hår på gulvet, at det et medicinsk under, at hverken kattene eller jeg er pletskaldede året rundt. Nu skal jeg så ikke kun vaske op men også støvsuge ...!).

- om jeg bliver ramt af en tordenkile fa Madlog for at have spist nachos med ost til frokost to dage i træk?

Billede lånt her.
- hvor mange gange jeg kan pjække fra løb uden Mor E finder ud af det?

- om jeg kan slippe af sted med at trække i samme sæt tøj (med en plet på) tre dage i træk?

Ahr, det er dejligt at holde ferie og have tid til at tænke over alle de store spørgsmål i livet!

tirsdag den 14. august 2012

Kvistens vilde ferie

I dag har jeg undret mig over:

hvorfor alle folk på kanal 4 (som jeg ikke ser ...), er blå som skide smølfer?



hvorfor kuglenedbrydning af Østre Havn skal foregå i min ferie?

hvordan jeg præsterede at gå rundt i Kennedy Arkaden, Rema og var en tur på tanken med fjæset fuldt af små hår efter frisørbesøg uden at opdage det overhovedet?

hvorfor kattene ikke vil spise Jakas klamme, hudfarvede cocktailpølser uden skind?

hvorfor jeg ikke kan finde ud af at tage i løbeskole uden Underbo?
(Ja, jeg har spist en plade Rittersport allerede).

Hvordan jeg kunne være så dum at stille en åben flaske saftevand ved siden af en åben flaske neglelakfjerner?
(Nej, jeg drak ikke af det, men forsøgte at fjerne neglelakken med Fun Sports-saftevand ...).

Jo jo, det går glimrende med at holde ferie!



mandag den 13. august 2012

En lille smule bortvist ...

Så har verdensfirmaet receptionist-fri de næste tre uger og én dag (så Mor E kan blive kørt til tandlægen igen).
Der går af arven her - det er ikke godt.

Har det altid en smule svært med at gå på ferie.

De første par dage lider jeg under følelsen af, at være blevet bortvist ....
Alle de andre er på job. Hvad laver de? Hvad sker der? Er der noget godt til frokost?

Planen for mine bedrifter de næste uger er klar:

- gå i vejen for kattene (de plejer at ramme køjen igen, så snart de har fået morgenmad.
Det bliver et helvede for dem og de vil være i permanent søvnmangel indtil jeg starter på job igen).

- lade være med at se noget på Kanal 4 (med mindre det er Hart of Dixie, som jeg godt må se for kattene).

- forsøge at lade være med at spise chips med dip til samtlige måltider

- sove længe (selvfølgelig ikke til senere end kl. 8 - alt andet er jo noget værre svineri, ikke sandt?)

- se Mad Men på DVD og drømme om, at jeg er gift med Don Draper og øve mig i at være mere som Joan.

- passe mit løberi og lade være med at pjække.

- spise morgenmad i sengen - hver dag.

- nasse formiddagskaffe hos de hjemmegående veninder.

- gå i Biffen og se alle de film jeg kan nå.
(Nej, det er ikke muligt at se en film uden en stor kop kaffe og en plade Rittersport.
Det er derfor jeg ikke må pjække fra løb).

- se tv til langt ud på natten.

- køre en tur med tørve-toget i Lille Vildmose (jamen det vil jeg bare skidegerne).

Nej, jeg skal i bund og grund ingenting (har brugt alle pengene på Noa Noa og sushi ...), men det er helt ok.

Én af fordelene ved at være luddoven er, at man ikke behøver voldsomt meget underholdning.

Men aller først må jeg altså lige arbejde lidt med at være mullen over at være blevet bortvist.

Glade, dejlige ferie til mig :o)

lørdag den 11. august 2012

Bremsespor, tandbørster og cocktailpølser - det er her det sker!

Dagens program:

- Op før fanden fik sko på for at gøre gulvet rent efter Rasmus, der havde moret sig med at lave 'bremsespor' (I slipper for at få at vide, hvordan jeg opdagede det).

- Så ud og hente det mødrende ophav, der skulle fragtes ind til staden.

- Tilbage til Ø-gaden. Bästissen holder fødselsdagskalas i dag og misserne havde bedt mig købe en dusk til hende. Som befalet, så gjort.

- Så ud og købe ømme gummer mad til det mødrende ophav, som havde fået boret og banket i bisserne.

- Tilbage ind til byen og købe gave til Bästissen.
(Nej, jeg er ikke pissedårlig til at koordinere mine indkøb. Butikkerne er nogle røve med deres åbningstider!).

- Tilbage til Kvisten og suse rundt med klud og støvsuger og mor-præparere boligen.

- Pusle lidt om tandpatienten og overrække tudegave (det bliver man vel aldrig for gammel til?) og spise blød frokost.

- Vaske mine løbesko med tandbørste, så de må løbe på Tante Pips løbebånd i morgen.

- Fragte det mødrende ophav hjem igen.

- Drikke kaffe og spise kage.

- Tilbage til staden.

- Vaske Snebolden.

- Pakke gave ind og skrive kort (Miss E hjalp med at bide i gavebåndet).

- Spise en dåse Jaka cocktailpølser uden skind - addrrrkkkk!!! (Virkede som en skidegod idé på daværende tidspunkt. Kommer så aldrig til at ske igen!).

Og nu kører jeg videre ud i verden for at hygge mig med Bästis og andre rare damer.

fredag den 10. august 2012

Favoritter og røvture på Kvisten:

I vil vide mere siger I.

Du har så god smag Frk. Dahl - fortæl mere! (ok, det var måske ikke det I sagde, men det var det jeg hørte ...).

Jamen godt så, så letter vi lidt mere på døren ind til Kvisten.
(Har jo også rigeligt med tid nu, hvor jeg ikke skal sidde og læse korrektur om aftenen ...)

De evige favoritter
Vi springer hurtigt hen over min sygelige evige fascination af Noa Noa, sushi og lakridsbogstaver.
Alle tre er veldokumenterede, så inden I ryger direkte i koma, kan det hermed afsløres, at jeg også har en stor forkærlighed for:

Aromat
Favoritmorgenmaden fordi jeg ikke kan æde chips med holiday dip hver dag  er knækbrød med hytteost, som bare ikke er fuldendt uden en ordentlig røvfuld et drys Aromat.

Svalekolbøtter
Jeg bliver så skideglad, når svalerne laver luftøvelser i gården om aftenen og råber svale woop woop lyde imens. De kaster sig rundt i piruetter som psykotiske kamikazepiloter. Pissefedt!


Brad Brad World
Homo fashion lir - de er søde, gode mennesker. Jeg bliver glad indeni! (Tjek det ud på 3 Puls).




Hårlak& hårnåle
Åh, lak og nåle! Der kan bare aldrig være for meget lak eller for mange nåle.
Ville ønske jeg kunne lade lakken stå, men det kommer aldrig til at ske.
Er gladest, når jeg har hjelmhår og to hårnåle på hver side af sideskilningen. Yay!

Miracoli
Favoritaftensmaden næst efter chips med holiday dip.
Den skal spises straight. Ingen kød. Ud med parmesanen.
Det allerbedste er når jeg ikke kan spise op og jeg får resterne kolde næste morgen sammen med en kop te.
Nammenam!


Kvistens røvture
Ja, I slipper for et foredrag om hår i nakken og sokker i sandalerne.
I stedet vil det glæde jer at vide, at I skal styre uden om disse nulliteter:

Folk der spytter på gaden
Årrrrhhhh, det er så ulækkert! Hvad fanden sker der for jer? Slug det for fanden da!

Folk med beskidte negle
Åhhh irrrrvvvv .... Armen, nej - det er altså også ulækkert.
Hvorfor behøver du irritere mig med din manglende personlige hygiejne???
Jajaja, det er ok, hvis du står med fingrene i nakken af en dræbersnegl eller lige har rykket karburatoren ud af bilen - men ellers ikke, ok?
Det var så lidt!


Kogt hamburgerryg og bernaise sauce
Ved ikke hvornår traumet ramte mig.
Men hvis jeg nogensinde bliver budt på kogt hamburgerryg og bernaise sauce igen, så lammetæsker jeg simpelthen vedkommende til ukendelighed.
Og nej, det bliver ikke bedre af, at nogen mener, at saucen hedder ba-i-næse.
Helvede og pis!
Billede lånt her.


Så er vi enige om det - godnat!


onsdag den 8. august 2012

Stavelse for dummies

Jeg vil så skide helt vildt gerne være korrekturlæser i min fritid, men jeg er åbenbart en sproglig sinke ... Ca. ét komma fra at være fuldbyrdet analfabet???

Har nu taget testen fem gange uden at komme over 87% hos tarvelige e-marie, som tydeligvis hader mig og har en skjult agenda!

Jeg har tænkt over tingene - og nu får de et brev.


Kære marie!
Jeg er helt udenforståene over hvfor i ikke ka brue mig som karrikaturlæser?
At læse anders fejl er en af mine totale ynglingsting.
Jeg vil kunne rede mange fejl - det jeg overbevidst om
Måske i lissom har et b-hold for den knap så krædsne konde som jeg kan spile med på?
Jeg er vildig til at sættte alt på et brædt og jeg total dissiplinneret
Vis i bare sier et klokkeslet så mødder jeg op.
Om det var igår idag eller imorgen - vi ses!
Lad os mødes, jeg tager en sandwish med
Jeg vil se til højer og venster og finner alle tyrkfejl og kan bruge en orbog ind til jeg får ondt i mit hovede
Kom nu Marie - dit magre rær - Jeg elsker Jer allesammen!!! Ta mig!!!




Så, nu er den sprogged rundbarberet! De ringer sikkert allerede i aften!

tirsdag den 7. august 2012

Er det virkelig noget man kan ryge?

Min lettere regelbundne livsstil byder mig at høre P4 Nordjylland om morgenen.

Lige en opdatering på de lokale nyheder, så jeg ved om det er sikkert at færdes uden for Kvisten og just in case, hvis der nu skulle komme trafikopdateringer, så jeg er nødt til at omlægge min rute, så jeg kan nå frem til verdensfirmaet i tide.

I dag lærte jeg nyttige ting!

Eller .. ja ok, jeg hørte ting jeg ikke vidste!

Først snakkede studieværten om diverse OL udøvere, der var blevet kylet hjem på grund af usportslig optræden af forskellige karakter.

Én var røget hjem, fordi han havde røget ....(efter flere forsøg og en del mumlen fra studieværten):
'ma-ri-yu-anna' (!)
Ja, jo - altså jeg troede det skulle udtales på en anden facon, men ok - vi er jo i Nordjylland.

Dernæst kunne værten fortælle om en 'cyklist', der var blevet sparket ud fordi han havde taget EPO eller andre forbudte godbidder.
Hmm ...Ja altså - jeg havde regnet med, at det var cykelryttere, der kunne deres pis, som kom med til OL.
Men hvis os almindelige cyklister også må komme med, så af banen, her kommer den hvide bananen!!! Så skal jeg sgu med næste gang - bum!

Billede lånt her


Slutteligt blev der også fortalt om en udøver fra 'Uzbekien', som havde gjort sig utilbens og var blevet sat uden for døren.

Det var næsten lige så godt som dengang Mylle blev ved med at insistere på, at der var et land, som hed Abbasadjan!

Fra i morgen hører jeg kun efter hvad Rasmus fortæller mig!

Giv mig nu bare ret for fanden, så vi alle kan komme i seng!

mandag den 6. august 2012

Nogen der har en sko-tørrer?

Det begynder at blive en smule trivielt med de jordskælv - der sker jo ikke noget.
Er helt ærligt en smule skuffet.

Vågnede i morges ved at dækketøjsskabet klævrede (jo, det er et rigtigt ord).
Rasmus tog det i stiv pote og stod skævbenet og klatøjet i vindueskarmen indtil rysterierne holdt op og så lagde vi os alle på puden igen og sov videre.

Da jeg skulle ud af døren, havde syndfloden sat ind og det stod ned i kaskader.


I min uendelige visdom havde jeg parkeret Snebolden mindst hundrede meter væk.
Genialt!
Jeg balancerede af sted ned ad fortovet i sommerkjole, ballerinaer og paraply, rundt om hjørnet, over brosten det gik, alt imens jeg lavde badutspring og stor balancekunst udenom vandpytterne.

Til min store tilfredshed lykkedes det mig at komme hen til Snebolden relativt tørskoet.

Men på vej ind i bilen fik jeg igen høvl af Hybris og præsterede at slå mig selv i hovedet med med den sjaskvåde paraply.

Måtte herefter bruge et par minutter på at blive tørret med lommetørklæder, inden jeg kunne sætte kursen mod verdensfirmaet.

Ankelhøje vandpytter på p-pladsen hos verdensfirmaet betød, at håbet om at nå tørskoet ind i receptionen var aldeles dødfødt.

Således stod skoene til tørring foret med kleenex hele formiddagen.


Er det den samme idiot, der forsøger dette stunt i Reberbanen, hver eneste gang der kommer syndflod?
Nyhederne i Nordjylland har været ganske dramatiske i dagens løb - læs for eksempel med her, hvor der rapporteres om hele tre hjem med problemer!

Mor E har berettet om jordskred i Aalleren - det har jeg dog endnu ikke fundet beviser for.
Men det skal nok passe, at hun har ret igen.

Forventer græshopper og andet bibelsk uvejr i morgen!

søndag den 5. august 2012

Gymnasiet del II

Og fotokavalkaden fortsætter ...

Begynder at blive en lille smule i tvivl, om I griner med mig eller af mig.


Men vælger det halvfulde glas og kører ufortrødent videre i samme rille.

Første billede må være ca. 1987 - 10. klasses outfit: fake lacostestrik, poloshirt og ternet buks i multipastel.

Stilen bød også på sejlersko - hver dag.
Altid sejlersko. Altid uden sokker. Aldrig sokker!

De sejeste kunne holde hele vinteren igennem uden sokker.

Åh, respekten omkring dem - fashionistas, der kunne deres pis!

Kast også lige et blik på poseringen - boooring!
Ungdommen i dag har et andet blik for den slags.
Os dengang - vi stod gudhjælpemig, som vores mødre gjorde da de var teengagere.
Eller var det bare mig?
Crap, sig det ikke bare var mig!!!






August 1987 indtog jeg Aalborg Katedralskole sammen med Bästissen.
Som tidligere beskrevet i en sky af hårlak og et inferno af lyserødt.
Pastellerne var magtfulde i de år.
Jeg husker især et par basketball støvler i lyserøde med blomster på - tres chic!
Jeg er ikke engang sikker på om det her var en decideret frisure eller om jeg bare kørte håret bagover.





På et tidspunt i 1. G fik jeg en gevaldig idé - permanent!
Nej, der eksisterer ikke billeder, så dum var jeg alligevel ikke.

Enhver normaltfungerende frisør burde ha' fortalt mig, at min relativt tykke manke og permanentvæske var en syg kombi.

Jeg endte med det største mikrofonhår, ever!

Forsøgte hår(d)nakket at bilde folk ind, at krøllerne skam var naturlige og at jeg bare altid havde trukket dem ud ....
Yep ... Den troede de helt sikkert alle sammen på.

Her kæmper jeg med efterdønningerne af permen.
Pagen får lige lidt ekstra kick af den.
Min åbenlyse irritation skyldes Mor E's usandsynlige langsommelighed inden for fotografering.




Åh cityshorts og skråtasken ...
Jeg elskede de cityshorts indtil de kun hang sammen i syningerne.
Og ballerinaerne - tror jeg sov med dem på.
Min enorme forkærlighed for SOL-design havde også indfundet sig her - jeg holdt firmaet kørende i årevis.




Ja ... pagen ... Den kommer jeg jo nok aldrig væk fra.
Har vist haft den i de fleste afskygninger.
Her i 2. G. har den dog fundet vej helt op over øret og pandehåret/bølgen står lodret.
Det trænede øje kan lige spotte lidt af Bästissens perm i højre hjørne.





Frisuren er den samme her, det er skråtasken og SOL-design, med et par fornuftige skulderpuder også.
Lur mig om det ikke også er de elskede cityshorts, der bliver luftet igen.
Mine poseringsevner sucks stadigvæk.





Londondtur med gymnasiet.
Forsøgte at være tjekket med blå solbriller og tørklæde i håret.
Hvis jeg ikke kendte mig selv, er det ligefør jeg synes det lykkedes.






Foto-opgave i formning i 2. G. Drenge-looket er langt om længe ved at fortage sig en smule.
Begynder at blive en smule bekymret over, hvor meget hårlak det krævede at holde det hår oprejst.
Bliver også bekymret for, hvornår min spidse tud indfandt sig - har den i hvert fald ikke her.




Og til sidst, studenten (shit, synes igen jeg ligner en dreng???).
Skulle måske ha' haft en lidt større hat?
Men det var bare ikke skidenemt at få den trukket længere ned.
Den måtte jo endelig ikke trykke for meget på mit hår, så det klaskede.
Det var nogle svære hårdage efter eksamen!


Da vi gik ud af gymnasiet ville Bästissen på jordomrejse med kæresten.
Jeg ville til England og være au pair.

Af en eller anden uforklarlig årsag besluttede vi os for, at vi ikke måtte blive klippet før vi så hinanden igen.

Det viste sig at være knap så heldig en beslutning for os.

(fortsættes ...)

torsdag den 2. august 2012

Det her er I bare ikke klar til ...


Åh crap, hvad man da ikke gør for at tækkes sine læsere ....

80'er håret skabte en uventet stor glæde hos jer, så her følger optakten frem til den overvældende hårpragt (man fornemmer allerede nu en hårføljeton in the making ...).
Vi lægger friskt ud med en årgang 1977 frisure - 1. klasse, et dejligt tungt pandehår, der starter helt oppe på toppen af hovedet.
Bemærk også den dejlige plads mellem alle de store tænder.
Outfit: rød rullekravetrøje og en småblomstret skjortebluse.
Hvad??? Var der nogen, der sagde 'grim dreng'???!!!!




Nu går vi så over til show-stopperen ... 1979, 3. klasse.
Vi er her så langt ude over grim-dreng-kategorien, som det er menneskeligt muligt at komme.
Tror faktisk vi er røget direkte ind i grim gris sektionen.
Jeg var syg, men insisterede på at komme i skole.
Der skulle jo tages skole-foto: megavigtig begivenhed!
Mormor forsøgte sig med krøllejernet, det bedste hun kunne (man kan ikke se mine forbrændte ører).
Vi takker også frisøren for at have bibeholdt pandehåret, der starter på toppen af hovedet og så lige for at have valgt at klippe det fem cm kortere.

Tak Herdis!

Outfit: grøn-brun ternet skjorte med sødsuppefarvet, hjemmestrikket trøje.




Så rammer vi 1981 og Lady Di stilen er tydeligvis på sit højeste.
Jeg har her præsteret at holde tænderne indenbords og i den forbindelse anskaffet mig en overlæbe.
Outfit: hjemmestrikket rød trøje og blondekrave.


(Vi springer rask konfirmationen over - der er til et helt indlæg i sig selv!)


Så har midt-firsene ramt håret og Frk. Fin begynder at indfinde sig.
Håret er kommet op i 15 cm højde (ved hjælp af den gode lilla gelé på tube fra DKS).
Outfit: pastel, pastel, pastel FTW! Tror måske endda også der er et snert af make-up i douce farver.
(Ja, jeg ligner stadig en dreng!)



Mor E - hjemmefotograf extraordinaire. Jeg fik altid kappet enten benene eller et halvt hoved af.
(Tror ikke engang der er nogen i røret - bemærk drejeskiven).
Outfit: pastellyserød skjorte og hjemmesyet nederdel.



Og som afslutning, må jeg præsentere:
Den langbenede - hun var frygteligt eksotisk og nærmest voksen med fangsi briller og rigeligt med øjenskygge!
Duran Duran levede ikke forgæves.


Nej, jeg har åbenbart overhovedet ingen selvironi alligevel ….
I får mere af samme skuffe næste gang.
Vent i frygt på: Gymnasiet, del II