Grænsen mellem succes og røvtur er hårfin!

På vej hjem fra job puttes blututten i øret og der ringes op til det mødrende ophav.

Samtalen i dag lød således:

Barnet: Ihhh .... jeg skal ud spise sushi med nogle kolleger i aften!
Moderen: Nå .... Men kan du så nå ud og løbe først?
Barnet: Nej, det kan jeg ikke nå i dag.
Moderen: Nå .... Men betaler du så halv pris i løbeklubben?
Barnet: Hva'?
Moderen: Ja skal man betale fuld pris, når man ikke er der særligt tit?
Barnet: ....!

Jeg forestiller mig Mor E så ca. sådan her ud under samtalen:

Den bebrejdende moder

Regner til gengæld med, Mor E forestillede sig, jeg så sådan her ud under samtalen:

Det ædeglade barn

Sushien var total optur og jeg underholdt kollegerne med diverse røverhistorier fra de varme lande, Pandrup og omegn.

Forsøgte at køre den kølige stil og afsluttede aftenen med en Kamikaze cocktail.

Ikke min fineste idé ... tror den ætsede min drøbel og strengt taget er det vel heller ikke nødvendigt med emalje på alle tænderne, vel ...?

Servitricen syntes jeg var totalt tjekket til at snakke engelsk. "Arj, det lød altså bare sådan helt professionelt, når du snakkede engelsk! Har du boet derovre?"

Jeg forsøgte at mumle et kækt svar, mens jeg lå i fosterstilling bag disken med mavekramper og en sær brændende fornemmelse i tarmen.

Hun troede så på den anden side også, at de amerikansk kollegaer var englændere, så hendes sprogøre var måske ikke helt fin-tunet.

Men hey, Beggars can't be choosers, som vi siger ude i Mou, så jeg åd komplimenten :o)