Bageren Pels-Bent

Det mødrende ophav holdt fødselsdag i dag.

Jeg havde rigtig revet mig og haft muldvarpen oppe og gav hende en fin plastikspand.

Som det nøjsomme lille menneske Mor E er, så var hun himmelbegejstret for spanden :o)

Familien var inviteret på kaffe, kage og sludder.

Jeeeeezzz, der blev sludret.

Til enhver familiesammenkomst kommer der et tidspunkt, hvor man bare er for lille til at kunne være med - 42 år gammel eller ej!

Det er der, hvor man begynder at sidde og space lidt med øjnene, tjekke lakken (som man prioriterede i går), køre krummerne rundt på tallerkenen og lave balancetricks med teskeen.

Emnet man gruer for hver eneste gang, når man er den yngste til kalas: gamle dage!

Et inferno af familieforhold, boligsituationer, arbejdsforhold - hvem der har været kæreste med hvem, arbejdet hvor, været død, levende eller begravet i årevis - eller en prominent bankmand som Mor E længe insisterede på havde vejet 12 pund, da han blev gift!

"Hvor var det nu han boede?"
"Hvad var det nu hendes søster hed?"
"Er han ikke død?"
"Gud, lever hun endnu?"
"De er da gået på pension!"
"Nej, men han har også boet i København"
"Det var da en neger!"
"Olsens kom nordenfjords fra - jamen det gjorde de altså!"
"Jamen hun går altså også mærkeligt!"
"Hvorfor kan du da ikke huske det???!"
"Jamen hvornår skete det?"
"Ja, sidst i 50'erne velsagtens?!"
"Jamen mor, jeg er jo kun 42???!"
"Kan du ikke huske Pels-Bent?"
"Pels-Bent? Hvad lavede han?"
"Jamen han var da bager!"
( ...!!! Er det bare mig - eller er det et uheldigt tilnavn for en bager???)

Første gang der blev sagt sygerplejerske, slugte jeg tungen og sagde ingenting.
Anden gang der blev sagt sygerplejerske, kunne jeg ikke mere og sagde: "En hvafferén?"

Så slyngede Mor E piskeblikket i fjæset af mig og så var jeg igen for lille til at være med til fest ....

Men vi havde en fin fødselsdag og jeg fik kage til aftensmad - så hopla, dagen endte godt :o)