Har stadig mine fortænder!

Overlevede Havnestafetten i går.

Arrangørerne havde taget fint hensyn til min store modvilje mod kuperet terræn og fundet en dejlig, flad rute frem.

Syntes egentlig det hele var gået meget godt - indtil jeg så billederne ...

Ok, når jeg nu skal være helt ærlig - så så min personlige stil betydeligt bedre ud for mit indre blik end den gjorde på de billeder, som den fremmødte fotograf fik skudt.

Ja, for fanden - jeg har sorteret i billederne.

Nej, I får ikke at vide, hvor de grimmeste er. Det rækker min lasede selvironi bare ikke til!

Indså hurtigt, at hvis jeg skulle komme gennem ruten uden at tisse i bukserne eller miste en fortand, så måtte jeg holde mig til mit gangvenlige løbetempo.

Det var ikke godt for selvtilliden, når sprinterne susede forbi - med vind i håret.

For at holde mig oprejst de sidste 100 meter løb jeg hånd i hånd over målstregen med Underbo.

Vores foto vil fremover blive brugt som (skræmmekampagne) reklamefremstød hos gayrun.dk
(vi fik endda en opløbspræmie, fnis :o)

Præmien var en trøje hver.

"Vil du ha' en størrelse 40 eller 42?", spurgte manden, der delte trøjerne ud.

(Størrelse 42??? As if!!!")
Jeg skulede olmt på ham igennem sveddråberne og bad pænt om den største størrelse og forærede den så til Underbo.

Så haltede vi hen til tæppe-/taskepasseren, den selvudråbte 1. reserve og en lille post-løbsøl og den madkurv, som løbets hjemmeside havde lokket med.

Blev en lillebittesmule-wtf-skuffet over plastikposen med en i øvrigt glimrende bolle, vandflaske og klidkiks .... Havde satset på lidt flere lækkerier efter mine anstrengelser.

Men hey, det hang sgu nok meget godt sammen (ifølge billederne, så har jeg vist fået rigeligt med klidkiks og andre godter :o)

Mine superseje løbekammerater

Kom til gengæld hjem med 5 bananer ...

What to do? Any ideas???