Mens jeg rallende og hvæsende slæbte mig op på kvisten ringede telefonen.
Det var Underbo - hun magtede bare ikke det der løbegejl i dag.
Når der er udsigt til dovenskab eller kalorier, slår jeg til som en fed unge, der har set et glas Nutella.
Jeg er jysk mester i medløberi. Lemming-Lalleglad, det er mig!
"Åh, fedt!!!", pustede jeg. "Det gør jeg heller ikke!".
Men da jeg havde smækket døren bag mig fik jeg moralsk kvababbelse ...
Havnestafetten er jo lige om hjørnet. Jeg er i lousy form. Jeg buuuurde virkelig tage af sted.
Skulle jeg tage af sted alene?
Naaarhhh ....mon ikke det ville fortage sig, hvis jeg lige sad lidt på sengen?
Jeg løber trods alt bedst, hvis jeg har en lidelsesfælle, som jeg kan trække ned i mit gangvenlige løbetempo.
Det blæste. Jeg var træt. Oooorkede bare ikke!
Holdt lidt voksen-forhandling med mig selv.
Den røvsyge voksen-konklusion blev, at jeg hverken blev tyndere eller bedre til at løbe af at blive hjemme og efter at have fundet to små Toblerone i dametasken, blev min moral så boostet, at jeg drog af sted med et anfald af voksen-ansvarlighed i lommen.
Det skavede lidt i starten, men jeg vænnede mig til det - især da det viste sig at dagens løbetur blev lavet om til en gåtur, hvilket passede betydeligt bedre til min eksklusive livsstil :o)
Nu ryger jeg i køjen med Frost og en sur kat - godnat :o)
Selvom man er Frk. Fin, så kan det jo ikke benægtes, at man kommer fra rimeligt jævne kår.
Fra dag ét blev det banket ind med en våd avis, at man bare havde af at være pisseglad og tossevild over de ting man havde, ellers så vankede det onde blik fra det mødrende ophav.
Det blik er der ingen sunde mennesker med normalt fungerende livslyst, der har lyst til at møde!
Derfor var glæden også nærmest fuld af regnbuer, sæbebobler og lammehaler, da jeg sidst på eftermiddagen i dag åbnede skrivebordsskuffen på job og fandt 10 lakridsbogstaver, som jeg havde glemt jeg havde.
Havde det sgu som om jeg havde vundet HOPLA nålen!
(Vi springer så let og elegant hen over, at lakridserne var blevet købt fredag og havde ligget og glanet, aldeles ubemærkede, i min skuffe hele tirsdagen, mens jeg åbenbart var blevet ramt af akut malerhjerne eller noget. Jeg må jo fejle et eller andet farligt, når jeg kan glemme 10 stykker af det bedste lakrids, ever???)
Næst efter sushi er jeg nok mest glad for lakridsbogstaver!
Arj, det passer ikke:
1. Sushi
2. Sushi Sushi sauce
3. Lakridsbogstaver
Nårmen man sku' da være en sjuft, hvis man ikke blev behørigt glad over gensynet med lakridserne.
Så jeg holdt fest for én i receptionen og åd alle godterne selv - så endte også den arbejdsdag godt :o)
Var inviteret til landsholdshåndbold i Gigantium af Tante Pip i går.
Som selvudråbt håndboldtosse havde jeg gladeligt takket ja.
Forudseende som vi var, havde vi chauffør på (der gik nemlig rygter om, at Gigantium havde så mange bajsere, at de solgte ud af dem!).
Havde tydeligvis fået lidt feriehjerne, men jeg sad der på bagsædet.
På turen derud, ytrede jeg min bekymring om, hvorvidt AGK's landsholdsspillere nu kunne nå frem til hallen i tide fra dagens tidligere kamp i Köln og om de ikke ville være for trætte til en ny kamp om aftenen ...???
"Øh??!!!", sagde Tante Pip. "Det er altså kvindernes OL kvalifikation vi skal se!"
"Nååårrhhh ...." mumlede feriehjernen omme fra bagsædet, "Så kan jeg bedre forstå det.
Synes også det andet var lidt noget rod."
"Undrede det dig også, at de skulle spille om kvalifikation igen, nu hvor der havde været så meget ballade i medierne om deres seeding til OL?", prøvede Tante Pip pædagogisk.
"Ja, lidt. Syntes faktisk det var lidt sært", sagde geniet på bagsædet.
1. kamp mindede i bedste fald om en minipigekamp mellem Tunesien og Den Dominicanske Republik.
En runde fadøl og en gang baconchips hjalp på de sølle præstationer på banen.
2. kamp mellem Danmark og Rusland højnede niveauet med adskillige klasser.
Endnu flere fadøl og de indkøbte baconchips gjorde også stadig stor lykke.
Overvejede mellem alle hepperåbene og klapsalverne, at hvis kamerat tilfældigvis skulle feje forbi række 17 i sektion D, så var der overvejende sandsynlighed for, at jeg ville fremtone på tv-skærmene i de små hjem med en fadøl højt hævet og kæften og hamsterkinder fulde af baconchips ...
Kan snildt forestille mig 'stoltheden' vælde op i Mor E ...
Sidder lige nu og skumler lidt over, hvorfor mit hår ligner en hat ... Mindre hårlak kunne måske gøre det?
Tak til min 'runner' for at ha' dobbelttjekket de faktuelle oplysninger til dette indlæg :o)
Var med Tina Underbo og Bobby Stuebo på Shan Kou. Sku' ha' testet det der running sushi.
Konceptet er som følger: spis hvad du kan for 228,-
På nederste dæk kører de kolde retter (sushi og andre lækkerier) og på øverste dæk kører der varme godter (små kinaruller, nudler, indbagte bananer og den slags).
Man åbner bare lågen, stikker poten ind og snupper den tallerken, der ser bedst ud.
Jeg fik lågepladsen.
Det gik helt galt!
Jeg ku' slet ikke styre det. Kastede tallerkener ud på vores bord, som var jeg til optagelsesprøve i kampfrisbee.
Mine øjne stod på stilke.
Jeg evnede overhovedet ikke at føre en samtale med mine borddamer.
Alverdens godter susede afsted på båndet og jeg var som besat.
Kunne slet ikke få øjnene fra det rullende paradis.
Måtte til sidst, noget rød i kinderne og med begyndende trommesyge, sige undskyld til indehaveren over at have spist så meget ... (ret sikker på jeg så ham tørre en tåre væk og mumle noget om 'underskudsforretning', da vi vraltede ud af restauranten).
Efter at have travet en smule rundt og kigget lidt karneval mente vi os nu alligevel i stand til at indtage en soft ice.
Så den sliksyge flok slog et slag indenom en snolderbutik på Østerå.
"NÆSTE!!!", råbte manden bag disken (kom også fra syd for Skalborg Bakke).
"En soft ice, tak", sagde Bobby Stuebo.
"Youuuba ( hvilket vi fejlagtigt tolkede som nougat),vanille eller blandet?", spurgte manden bag disken med lynets hast.
"Øh, hvad?", spurgte Bobby Stuebo lidt forvirret, og lettere plaget af full-blown trommesyge, og kiggede hen mod isen.
"SE PÅ MIG!!!", skreg manden bag disken og pegede fægtende på valgmulighederne, som viste sig at bestå af jordbær og vanille - nougat var så ikke 'youuuba' ...!)
Bobby Stuebo fik sin is og undskyldte alt besværet og vi tog flugten ud til sambarytmerne.
Har lært to ting:
1. Næste gang skal jeg ikke ha' lågepladsen!
2. Næste gang reagerer jeg kun på ord jeg kender, som fx. krymmel!
Det skorter ikke på gode idéer og træningstips, hvis man vover sig op i cafeteriaet inden løbetræningen begynder.
Der holder 'de store' nemlig hof.
Dem der rigtig kan løbe. Sådan 5 km på 30 minutter og derunder.
Eller de helt mærklige, som jeg ikke tør tale med - dem der løber 10 km ....!
Og så er der dem uden for kategori. Maratonløberne. Dem der fabler om 'intervaltræning' og 'bakketræning' og som bliver helt fjerne i blikket og fjantede over tanken.
Én af dem mente jeg kunne drage nytte af lidt erfaren løbeteknik:
"Når du løver med pøls", sagde han (ja, ok han kommer fra syd for Skalborg Bakke).
'!!!???' Tænkte receptionisten og overvejede for et kort øjeblik den øgede motivationsværdi i en grillet frankfurter eller måske bare en lille letlunet kyllingepølse ...
"Pølse???", spurgte jeg tvivlende (omend med håb i stemmen).
"Ja, pøls! Du løber med ur, ikk?"
Nårrhhh, øv - pulsur, crap ... Det er der sgu bare ikke den samme motivationsværdi i.
Efter at have brugt hele aftenen på fransk vask, strygning og opvask (ok, det har taget hele aftenen fordi jeg har gloet tv det meste af tiden), så er jeg nu alligevel pisrasende over at have brugt min tid på håbløse husmoderlige gøremål, så jeg knap nok kan tænke en sammenhængede tanke.
Man sku' satme tro det var tirsdag!
Så I får en sang i stedet for.
Tralletralletralle ... hvaffer en skal vi vælge ...?
Nårmen, det bliver vist 'Trapped':
Seems like I'm caught up in your trap again
Seems like I'll be wearing the same old chains
Good will conquer Evil
And the truth will set me free
And I know some day I will find the key
I know somewhere I will find the key
Seems like I've been playing your game way too long
Seems the game I've played has made you strong
When the game is over I won't walk out the loser
I know I'll walk out of here again
I know someday I'll walk out of here again
Well now I'm trapped ooh yeah - trapped, ooh yeah, trapped
Seems like I've been sleeping in your bed too long
Seems like you've been meaning to do me harm
But I'll teach my eyes to see beyond these walls in front of me
Someday I'll walk out of here again
Someday I'll walk out of here again
Trapped ooh yeah - trapped ooh yeah
Trapped ooh yeah - trapped ooh yeah
Seems like I've been playing your game way too long
Seems the game I've played has made you strong
Trapped ooh yeah - trapped ooh yeah
Trapped ooh yeah - trapped ooh yeah
og så lige én mere til at sove på ... Candy's Room:
In Candy's room, there are pictures of her heroes on the wall.
But to get to Candy's room, you gotta walk the darkness of Candy's hall.
Strangers from the city, call my babys number and they bring her toys,
When I come knocking, she smiles pretty. She knows I wanna be Candy's boy,
There's a sadness hidden in that pretty face, a sadness all her own, from which no man can keep Candy safe.
We kiss, my hearts pumpin to my brain, the blood rushes in my veins, when I touch Candys lips.
We go driving, driving deep into the night, I go driving deep into the light, in Candys eyes.
She says, Baby if you wanna be wild, you got a lot to learn, close your eyes,
Let them melt, let them fire, let them burn.
Cause in the darkness, there'll be hidden worlds that shine.
When I hold Candy close she makes the hidden worlds mine.
She has fancy clothes and diamond rings,
She has men who give her anything she wants, but they dont see, that what she wants is me.
Oh, and I want her so, I'll never let her go, no, no, no.
She knows that I'd give all that I got to give.
All that I want, all that I live, to make Candy mine tonight.
Nårhmen nu vi taler sådan lidt om at rette op på verdensordnen, så er der her endnu en plan, som jeg gerne vil indstille til OCD-rådet (nogen må jo tage sig af det her!)
Kan da ikke li' tirsdage!
Har aldrig kunnet det.
Det er en forfærdelig dag.
Grimt ord. Grimme ulige bogstaver!
Der må da være andre end mig, der kan se det her?!
Der sker heller aldrig noget godt på tirsdage!
Det er bare et inferno af ligegyldighed, sure katte, lousy hårdage, fesne outfits, kedelig mad, sucker-tv og pissebelastende løbeture (hvor jeg igen bliver overhalet af Sven Svingben på 70+! Hvad fanden sker der for mig???).
Det er en dårlig dag, som burde stryges aldeles!
Hvem ville i det hele taget savne den? Ja sgu ikke nogen her på kvisten!
Så må en voksen indføre to onsdage eller noget - I don't care.
Alle de andre dage i ugen er fine. Venlige dage med gode bogstaver - det fremgår jo med al tydelighed. Det behøver I jo ikke mig til at fortælle jer.
Kan så i den forbindelse også lige så godt kaste denne her op på bordet: kan heller ikke li' februar - rædderligt grim måned!
Efter fyraften i dag kunne receptionisten findes i en butik fyldt med sko i 'adskillige-tusind-kroners-klassen' midt i Halvrimmen (vi lader ironien i det stå ubemærket hen) med sveden løbende ned ad ryggen.
Ret sikker på, at indehaveren havde sat klima-anlægget på varm luft i den tro, at det øgede købelysten.
Der var hyldemeter efter hyldemeter fyldt til randen med sylespidse, pivlange stilletter med blå pels, glaskugler og halvædelstene på.
Det var lige en tand for avanceret for receptionisten, så turen gik retur til kvisten med finanserne i behold.
Fik tre seriøst københavnertjekkede damer med i Snebolden på vej hjem mod Aalborg og blev i den grad bevidst om min enorme provinsialitet og nordjyske dialekt.
Men damerne var søde og morede sig over mine fjollerier undervejs.
Aircon med kold luft i snebolden hjalp betydeligt på min humoristiske sans.
Fik smidt den ene Københavner ud i et lyskryds (ja hun ville selv ud!) og kunne på mærkværdig vis ikke få bilen til at køre.
"Kunne være man skulle forsøge sig med første gear?", mumlede receptionisten.
(Der skete ikke en skid!)
Forsøgte samme manøvre igen.
(Der skete igen ikke en skid! Sjovt nok ...)
Rækken af biler bag os blev længere og længere ... (Det var ikke spor pinligt, overhovedet!)
"Du holder vist med håndbremsen trukket!" lød det tørt omme fra bagsædet.
Forsøgte at gakke og gøjle mig ud af det og insisterede på, at jeg altså havde haft kørekort i over 20 år.
Men tror ikke de kunne høre mig pga. fnisen fra bagsædet.
Har fejret 2. Himmelfartsdag i dag med kørerlærerveninden og Tante Pip.
På spadsereturen ind til byen fik jeg øje på en af tåberne, der cykler med pedalen midt inde under foden.
Århforsaddan det ser åndssvagt ud!!!
Har aldrig forstået det. Har ingen af dem fået memoet om, hvor spadeagtige de ser ud???
Dagen blev brugt fornuftigt med en smule shopping af de mest basale nødvendigheder (Noa Noa og MAC) og så et lille smut indenom en beværtning og få lidt til mavsen (hvor jeg forsøgte at stikke af fra regningen til damernes store fornøjelse).
Næste vigtige punkt på dagsordnen var en eftermiddagslur, som dog på groveste vis blev afbrudt af en storsmaskende kat, der mente at en kampvask var tiltrængt lige præcis som katteejeren sov allerbedst.
Dyr med overdreven god hygiejne sucks!
Madlog siger jeg har brugt alle mine kalorier for i dag - men min hjerne vil gerne have knækbrød med honning og smør - what to do???
Har tillagt mig en pisirriterende vane med at hidse mig totalt op i et hjørne over verdens uretfærdigheder, når jeg kører hjem fra job.
Det fører så til en tarvelig telefonsession med senioren, der forsøger at holde en samtale kørende, mens jeg svarer med enstavelsesord og lammetyrrer spydigheder efter hende.
Fik gjort mig selv endnu mere rasende ved tanken om at opvasken, vasketøjet, støvsugningen, en tur i Føtteren og aftensmaden ventede, når jeg kom hjem.
Hidsig, som en fed unge uden Nutella, trampede jeg op ad trappen og kastede mig ind på sengen.
Lå længe og gloede og bad til de højere magter om at kvisten var funklende ren, aftensmaden stod klar på bordet og at vasketøjet, opvasken og alle de overflødige kilo ville være væk, når jeg fik væltet mig ud over kanten af køjen igen.
Nårmen det var de så ikke ... så jeg hev og flåede i vasketøj og sparkede til støvsugeren.
Det er et under jeg har kindtænder tilbage - var så rasende jeg ku' spise en lagkage!
Frem og tilbage, frem og tilbage - 47. gange - rædselsfuldt!
Hente vasketøj ud af tumbleren, lægge det sammen, lægge det på plads, vaske op, sætte det på plads, sætte varer på plads, frem og tilbage med støvsugeren, lave mad, vaske op - igen ... skifte sengetøj, finde mad til yngste og ældste og så endelig ind og spise aftensmad!
Midtvejs i al hysteriet blev jeg da så kisteglad, da det viste sig at jeg havde været ualmindeligt fremsynet, da jeg strøg dynebetrækket og vendt vrangen udad, så det var lige til at krænge på dynen (jeg er alså pænt kvik nogle gange).
Blev også en lille smule mere glad, da de indkøbte gulerødder var usædvanligt pæne og med den fineste obo koncert på P1 i baggrunden ( - ja ja, kald mig bare en nørd - flet!), så kan jeg nu ende dagen med at være sådan jævnt fornøjet.
Hvornår er det lige jeg bli'r jysk mester i det der løberi??? (Når du holder op med at æde og bliver ved med at løbe, blablabla, Dorit, blablabla ...!)
Åhsguforhelvededaosse!
Fortræning til Feminaløb i dag - pisrute.
Hvem er keglen, der har fundet på den?
Meganederen.
Siger det bare!
Første halvdel er med stigning uden for kategori! Gasblå og astmahvæsende sled jeg mig op ad bakkerne (mens jeg blev overhalet af dem, der var nede og gå).
Knap halvvejs mens jeg hinkede af sted i feltet, forsøgte jeg at tjekke min tid på løbeuret: 8.24! Pfhwattt??? Jeg måtte jo være flyvende? Ih, det gav fornyet energi, hvilket holdt lige præcis indtil næste stigning ...
Sidste halvdel af ruten lavede jeg rullefald hele vejen ned til stadion.
Hurra for tyngdekraft, halleluja!
Da jeg kom i mål fandt jeg ud af, at 8.24 havde været mit gennemsnitstrav - hvilket så var mere nedslående end man troede muligt.
Nåede dog at rette op på situationen under alle rullefaldende på vej ind på stadion :o)
Jeg gør det aldrig igen - elendige onde rute! (I hvert fald ikke før næste tirsdag - vi ses derude :o)
Ja! Jeg er en pisling, der blev kørt i sænk af en 71-årig ... sucks!
Dorit is back in town og efter at have vundet konkurrencen om at æde alt spiseligt nord for Skalborg Bakke og holdt festivitas tre dage i træk - ja så blev det hele bare en smule for meget for en enlig mor til to katte.
Det resulterede så i, at den levende død kørte til Mou søndag morgen for at hente det mødrende ophav, så damen kunne blive fejret for fuld skrue.
Mens senioren fedede den på sofaneseren sammen med reklamerne og børnekattene (ja, det er ikke mit udtryk - den har hun selv fundet på!) stod barnet på hovedet i køkkenet og kokkererede stegt flæsk efter alle kunstens regler.
I enigt samråd var det besluttet, at flæsket skulle være gennemstegt og sprødt - det blev det satme også!
For meget og for lidt og alt det der ... I dette tilfælde en hel del for meget!
Men dagens midtpunkt syntes alt var i skønneste orden og det er vel trods alt det vigtigste.
Nu stinker kvisten så til gengæld af død gris, så det skriger til himlen - skanky, landlig slagterbutik.
Øv!
Har forsøgt at maskere stanken med 'Vanilla og Tonka Bean Linen Spritz'-
Dårlig idé, rigtig dårlig idé!
Efter festmiddagen gik turen for levende død barn og pivfrisk senior videre til det forjættede Plantorama og Kvickly for at komme ud af begge butikker med INTET af det der havde stået på seniorens indkøbsseddel!!!
Da jeg om aftenen, småsnøftende af træthed, sku' i pyjamasbukserne, faldt jeg, da jeg forsøgte at få begge ben ned i samme bukseben ...
Da jeg kom hjem fra job i dag, lå der en besked fra min udlejer, der nu klager over, at bygningen har fået sætningsskader ...???
Jeg er færdig, kørt ned, nakket af en 71 årig!
Nej! Jeg fik ikke billedet beskåret - og Nej! Jeg ved ikke, hvad der er for nogle klatter der ligger bagved den!
Holdt pjækkedag med job i den lokale golfklub i går i stormende kuling.
Efter en rå mængde luftslag, jordslag, lavtflyvende, skamslåede flugtere og en blodvabel kunne det hurtigt konstateres, at jeg ikke var noget naturtalent in spe.
Dagen fik dog en en vis herlighedsværdi grundet det glimrende selskab på mit hold, den solbrune instruktør med det besynderligt høje hår og 'servicevognen', der kørte rundt på banen med snolder og bajere.
I min hysterisk tøsefnidrede overgearede tilstand over at have set lyset i den højhårede instruktør, kom jeg til at give Lille-Lise så hård en lammer, at hun var både rød og varm på armen resten af aftenen og insisterede på en armslynge og en pose frosne ærter.
Snebolden havde tilbudt at køre nogle af de feststemte golfere hjem og læsset med promiller og kloge opråb gik turen mod Aalborg.
Under urimelige køreforhold med døråbninger, knapdrejninger, lystænding, selesjov og almen teeangeforvirring missede chaufføren den rigtige afkørsel, hvilket resulterede i en 'mindre omvej' ....
Denne detour kastede de mandlige passagerer ud i et ramaskrig og hysteriske tudekrav om tissepause.
Mens vi holdt der på p-pladsen og ventede på vandfald, ivrede Lille-Lise fra bagsædet:
"Holder vi på en viadukt Mette??? Gør vi??? Holder vi på en viadukt???"
(Ikke i dette liv, ej heller i en parallel verden eller et ideelt univers, er det muligt at køre over en viadukt på vej hjem mod Aalborg).
Spørgsmålet blev dog hurtigt afløst af en ny opfordring:
"Prøv at køre fra dem!!! Kør lidt med døren åben! Gør det! Kør lidt med døren åben!!!"
Jeg måtte dog hurtigt opgive missionen, fordi jeg grinede så meget, at jeg ikke ku' se noget.
Det var altsammen meget forsvarligt, hr betjent!
Fik afleveret alle tre passagerer og krøb selv i køjen.
I dag ser min blodvabel stadig drabelig ud og passer fint til min momentære lammelse i venstre side af kroppen!
Alt burde have været ideelt til et par timers åndelig føde.
Det var forfærdeligt!!!
Efter fem minutter sejlede min hjerne rundt og mine øjenlåg var så tunge som bare satan.
Jeg prøvede at fokusere på den Polo jeg havde fået af kollegaen og om der mon for fanden ikke kom flere op af lommen?
Prøvede at høre efter emnet.
Tjekkede samtlige kursister ud (diverse seriøse arbejdsmænd, direkte fra septiktanken - lad os bare sige, at den personlige hygiejne lod sig noget at ønske ...). Frk. Fin var på udebane - big time!
Talte bordben.
Tjekkede syningerne på foredragsholderens skjorte.
Forsøgte skiftevis at knibe øjnene i og gøre dem riiiigtigt store - den arme foredragsholder må ha' undret sig voldsomt over min psykotiske mimik ...
Brugte også lang tid på at beundre min nye grå neglelak, som jeg synes er særligt farligt fin :o) (Kunne den tommeltot være kortere? Seriøst??? Der må sgu være noget i vejen med mig???).
Endelig, efter ti minutters selvbeundring vågnede jeg op og klarede de sidste 20 minutter i vågen og kvik stil.
Og så var der pause med kaffe og kage!!!
Kastede mig ud af døren og lå spread-eagle over buffet'en, som en fed unge, der har fundet et glas Nutella.
Skulede ondt efter septiktanksvindlerne, mens jeg ragede til mig af hjemmelavede romkugler, hindbærostekage, citronsnitte og andre gode sager.
Besluttede kort efter at droppe aftenens løbetur, fordi jeg havde haft en hård dag.
Nå, smutter nu - er ved at skrive ansøgning til Mensa!
Fra man kommer hjem, småfrustreret, med en banan og en flaske Sparkletini i dametasken.
Til at man sidder træt og koneudkørt og kigger på den tykke, sorte sure brække aftensmaden op og på den bagvendte, rundøjede røde æde det hele igen ...
Haft travlt med at holde fridag - kattedyrene skulle til det årlige dyrlægetjek.
Det var det sædvanlige cirkus: Rasmus brægede som en gal i transporttasken hele vejen hen til dyrlægen, hvor både han og Miss E endnu en gang på mystisk vis mistede brugsevnen over deres ekstremiteter.
Al krudt blev brugt på at agere isbjørneskind og gå i et med undersøgelsesbordet.
Den rare dyrlæge forsøgte at undersøge de slatne og angstlammede dyr i en sky af panikfældning.
Både yngste og ældste fik en lille legeting af dyrlægen for at ha' været så dygtige (læs: sølle), mens de fik deres indsprøjtning.
Vel hjemme igen blev eftermiddagen brugt på at holde en pissur, hvæsende og knurrende sort kat fra at lammetæve den stakkels lille røde - der allerede lykkeligt havde glemt sin momentære lammelse og dødsangst.
Så ringer telefonen.
Det er VVS'eren der skal tjekke stueradiatoren, der lider kraftigt af metaltræthed.
"Er du hjemme nu, så kigger vi op. Vi skal også lige hen i nr. 9!"
Crap!!! Åh, pispispis - tag nr. 9 først, tænker Frk. Fin desperat og kigger sig omkring på den omhyggeligt stablede opvask og alt vasketøjet der 'lufter' på spisebordet.
DUTTELUTTELUTTELUT!!! (hysterisk ringen fra dørtelefonen): "Ja, det er VVS'eren!"
Åh for sgudasaddan også!!!!
Ud i køkkenet og skubbe al opvasken ned i vasken og hanen på fuld blus ned over.
Ind i stuen og kaste alt vasketøjet ... hvorhen, hvorhen, hvorhen????
Aaaarrgggghhh ????
Ned i transporttaskerne!!! Super!
Springe ud i køkkenet igen, snuppe opvaskebørste, kaste viskestykket henover skulderen og gå hen i døren og hilse afslappet på de to VVS'ere, der kommer pustende op ad trappen.
"Ja, patienten er derinde - så kan I kigge på den og så fortsætter jeg lige med opvasken", siger Frk. Fin og forsøger at ligne en, der har været helt cool og husmoderlig hele dagen.
Nu kan jeg så bruge resten af eftermiddagen med at hive vasketøj op af transporttaskerne: velkommen til et fnugrulle cum kattehårshelvede Frk. Spade ...!!!
Det var et inferno af bløde ting og grimme dukker.
Vi forsøgte at se hjemmevante ud, men skyndte os igennem biksen af bare angst for at blive bortvist pga. uduelighed.
Ligbleg af sult ku' man ved frokosttid se mig køre grædende og hulkende forbi McD og den legendariske Skalborgbager (giv den bager Pulitzerprisen!) med de lækre kokosmakroner.
Herefter rallede jeg nogle omgange rundt nede i anlægget med Holmgaard (sidste gang i en måneds tid inden hun skal interneres i Haslev. Der går allerede rygter om medicinering og tvangsfiksering!).
Brugte også lørdag aften på at se dokumentar på DR2 om begravelser - burde jeg komme noget mere ud?
Sidder og pralsnakker lidt med mig selv og kattene om morfar, der var modstandsmand og måtte gå under jorden og mormor der klarede den alene med tre små børn imens.
Hvor må de og alle andre ha' været glade, da de fik at vide, at det hele var ovre.
Har tændt lys i vinduerne og det ser frygteligt fint ud med den forårsgrønne baggrund.
4. maj på kvisten
Må blankt erkende, at jeg tidligere har brugt denne højtidelige lejlighed til at mele min egen klistrede, selvfede kage ...
Da jeg var stuepige i min pure ungdom (ok, for godt 10 år siden) var jeg travlt optaget af skamløst at stalke chefdirigenten for Aalborg Symfoniorkester, når han boede på mit hotel.
Jeg syntes manden var det smarteste og mest begavede siden skiveskåret brød og Einstein!
Han var waliser og en kapacitet af den anden verden inden for klassisk musik - ergo: han var røvlækker!!! (Vi ser elegant bort fra, at manden allerede på det tidspunkt var ca. 80 år gammel ...!)
Jeg hang som en tæge ved hans side, hver gang han forlod sit værelse og blabrede de mest debile og latterlige spørgsmål af mig om dette og hint stykke af den ene og anden komponist.
Det år faldt Store Bededag og 4. maj ca. sammen - så psycho-maid købte hveder og en lille fyrfadsstage og satte det på dirigentens værelse, sammen med en lille OCD-præget forklarende seddel.
Pis-scary for den arme mand? Naaarjjj da!!!
Staklen må ha' frygtet for sit syn og øvrige førlighed og sat dobbeltlås på hoteldøren hver eneste nat.
Anyhoo, manden sku' videre i noderne. Der skulle en ny dirigent på pinden hans sidste dag på hotellet var til sidst en realitet.
Han må ha' skålet lidt rigeligt i afskedssherryen hos orkestret - for da jeg 'tilfældigvis' mødte ham på hotellet fik jeg et lille kys på munden og en invitation til at mødes med ham på den lokale bæverding om aftenen.
Aaaaaaarrrrgggghhhhh ...........!!!!!!!
Jeg ku' ha' eksploderet af lykke!!! Åh, jeg var så glad! NU sku' jeg være Fru Chefdirigent og leve et liv i sus og dus og smukke toner - lige noget der passede til min nyanlagte eksklusive livsstil.
Dumdidumdidum, lalalalalaaaaaaa :o)
Men mæfikken Hybris havde igen rottet sig sammen med Nemesis, den fede ged - og jeg ku' i stedet for evig lykke få lov til at lægge mig med migræne den aften.
Efter en opslidende, polleninficeret løbetur med underbo og søster blev der kompenseret med indtag af rigeligt med hveder. Højtbelagt med pålæg - underbo kan sgu stadse en hvede op!
Efter at have slæbt mig selv fra tredje sal op til fjerde, lå jeg svækket og lallende i en kanalrundfart og for mit tågede blik sprang der en fugleedderkop på størrelse med en meget stor ting frem på skærmen.
Hele mit unge liv og færden passerede revy på et splitsekund.
Jeg lavede dobbelt salto med skrue og røg ud over kanten af sengen (Ok, lukkede bare øjnene...) mens jeg kastede lidt op i min mund af dødsangst.
Hvor fanden er den voksne, der skal sørge for man ikke får den slags at se???!!!
De render rundt dernede med en-gangs-griller, slatne pølser, klam dåsekartoffelsalat, pisdårlig holdning (Så ret jer dog op!!! sagde Frk. Fin), lange tænder og fedtet hår.
Hvor fanden kommer de fra??? Gå væk! I hvirvler støv og pollen op!!!
Nå, I det mindste har de fattige studerende ikke råd til bil, så de havde ikke taget min p-plads!
Har brugt det meste af aftenen på at kradse mine øjne ud af deres huler.
Nu vil jeg lægge mig i fosterstilling med noget kamillete og nogle vatrondeller.
Håber jeg kan kigge ud af sprækkerne i morgen.
Hvis ikke, så vanker der flyvskaller, skanky ungdom!
