Ingen tryl her

Har tillagt mig en pisirriterende vane med at hidse mig totalt op i et hjørne over verdens uretfærdigheder, når jeg kører hjem fra job.

Det fører så til en tarvelig telefonsession med senioren, der forsøger at holde en samtale kørende, mens jeg svarer med enstavelsesord og lammetyrrer spydigheder efter hende.

Fik gjort mig selv endnu mere rasende ved tanken om at opvasken, vasketøjet, støvsugningen, en tur i Føtteren og aftensmaden ventede, når jeg kom hjem.

Hidsig, som en fed unge uden Nutella, trampede jeg op ad trappen og kastede mig ind på sengen.

Lå længe og gloede og bad til de højere magter om at kvisten var funklende ren, aftensmaden stod klar på bordet og at vasketøjet, opvasken og alle de overflødige kilo ville være væk, når jeg fik væltet mig ud over kanten af køjen igen.

Nårmen det var de så ikke ... så jeg hev og flåede i vasketøj og sparkede til støvsugeren.

Det er et under jeg har kindtænder tilbage - var så rasende jeg ku' spise en lagkage!

Frem og tilbage, frem og tilbage - 47. gange - rædselsfuldt!

Hente vasketøj ud af tumbleren, lægge det sammen, lægge det på plads, vaske op, sætte det på plads, sætte varer på plads, frem og tilbage med støvsugeren, lave mad, vaske op - igen ... skifte sengetøj, finde mad til yngste og ældste og så endelig ind og spise aftensmad!

Midtvejs i al hysteriet blev jeg da så kisteglad, da det viste sig at jeg havde været ualmindeligt fremsynet, da jeg strøg dynebetrækket og vendt vrangen udad, så det var lige til at krænge på dynen (jeg er alså pænt kvik nogle gange).

Blev også en lille smule mere glad, da de indkøbte gulerødder var usædvanligt pæne og med den fineste obo koncert på P1 i baggrunden ( - ja ja, kald mig bare en nørd - flet!), så kan jeg nu ende dagen med at være sådan jævnt fornøjet.

Det er sgu nok godt nok.