Egentlig skulle dette indlæg bare ha' været et billigt grin til jer ifht., hvad der sker, når man kombinerer en Haribo Megaroulette med en lettere allergisk personage ...
I stedet sidder jeg nu og snøfter i skægget over, hvad der dog skete med mit ungdoms så faste kød og markerede kæbelinje ...?
Jeg skyder ene og alene skylden på kantinedamen i Verdensfirmaet.
Nårmen, gloede altså mig selv i spejlet en morgen (engang før krigen) og konstaterede, at mit ene øjenlåg hang.
Oh well, det måtte vel ske på et tidspunkt, at ældningsprocessen satte ind.
Jeg smak en gang make-up ovenpå og så måtte det være godt.
Da jeg kom på job, gloede alle lidt sært på mig (særere end normalt i hvert fald).
De fnes også, når jeg snakkede til dem.
Kunne godt selv høre, at jeg lød en kende spøjs.
Til sidst skubbede de mig hen til et spejl.
Jeg så sådan her ud:
Chefen insisterede på, at jeg kørte direkte til lægen.
Således blev jeg for første gang i mit liv sendt hjem fra job, men ikke før de havde taget billeder og rullet rundt på gulvet af grin ...
Da jeg kom ind til lægen var begge øjne lige så hævede som en gennembanket boksers og jeg havde kun to kinesersprækker at titte ud af.
Min underlæbe kunne ha' skaffet mig en prominent plads blandt tallerkennegerne og jeg havde pænt svært ved at forklare mit ærinde til lægesekretæren.
Måtte nøjes med at pege først på mit ansigt og derefter på lægens dør, mens jeg læspede:
'Det er vthhhtthh noget jeg har hhhpthhhtthhhh!'
Storfnisende guidede lægesekretæren mig ind til lægen, mens jeg med hovedet på skrå forsøgte at orientere mig igennem øjensprækkerne, der blev mindre og mindre.
Enden på miséren blev, at jeg fik en spandfuld binyrebarkhormon hældt direkte i halsen og en håndfuld piller med i lommen.
Gik direkte hjem i køjen og vågnede tre timer senere - helt normal igen.
Nu tænker I: har hun spist Megaroulette igen siden?
Ja, det har jeg - men der gik årevis og der skete ikke en skid. Blev faktisk en lille smule skuffet.
