fredag den 30. november 2012

Hårstatus - en lidelseshistorie

Jamen jeg ved, I venter på en opdatering.

Det går altså ikke med det hår ...

Kald mig konservativ - skideligeglad!
Vil ha' min gamle page tilbage.

Jeg forstår, at det var en funky frisure - men havde mere end almindeligt svært ved, at man ikke kunne se mine øjenbryn.
Følte, at jeg mistede enhver form for mimik og mulighed for at lave spøjse ansigtsudtryk ...

Nå ja, så var der også lige det, at jeg havde meget svært ved at overse ligheden mellem mig og så en playmobilfigur ...


 
Efter at have levet i pandehårshelvede i en hel lang uge, fik jeg tyndet det, så man igen kunne se øjenbryn, hvilket gav en oplagt mulighed for at lave spøjse ansigtsudtryk.
Resten af manken er nu stoppet bag ørerne.

 
Til almen oplysning kan jeg informere om, at grunden til jeg har så lange ører, er at de nødvendigvis må ha' en vis størrelse for at kunne tilbageholde alt det hår.

Skal bruge weekenden på at lære at rulle pandehår - er røvtræt af at gratte mine fe-tynde øjenbryn ind i hårlak for at holde dem på plads.

Gi' mig min pande og mine øjenbryn tilbage, tak!

Optakt til hår(d)knuden kan læses her og her.

torsdag den 29. november 2012

Løberi for dummies

Det der løberi ...

Man får så meget energi af sådan en løbetur!
Nej jeg gør ej!
Jeg kan findes liggende komatøs hen over sengen efter løbeturen, mens kattene tjekker om jeg trækker vejret, eller om de kan begynde at æde mig.

Man tænker så godt under sådan et løbetur!
What?! Are you shitting me? Jeg evner ikke en selvstændig tanke, mens torturen står på.
Har rigeligt at gøre med at holde mig oprejst og ikke blive væk fra de andre.

Jeg kan slet ikke undvære mine løbeture!
Seriøst? Hvad fanden er der i vejen med dig?

Jeg bliver så glad af sådan en løbetur!
Nå. Jeg bliver sur over at være den tykkeste, der kommer sidst i mål.

Det er bare så afslappet - man kan løbe i lige, hvad man vil.
Meget muligt. Jeg lignede en cirkusklovn i aften i mit multifarvede outfit: mørkeblå bukser med pink striber på lårene, turkis trøje, neonvest, leopardplettet halstørklæde og blinkende refleksbånd om det ene ben ...

Nu vil jeg vælte om i min dyne-tipi med propper i ørerne og primadonna-hoste.

Godnat.

 
 



tirsdag den 27. november 2012

Vingummiernes hævn

Egentlig skulle dette indlæg bare ha' været et billigt grin til jer ifht., hvad der sker, når man kombinerer en Haribo Megaroulette med en lettere allergisk personage ...



I stedet sidder jeg nu og snøfter i skægget over, hvad der dog skete med mit ungdoms så faste kød og markerede kæbelinje ...?
Jeg skyder ene og alene skylden på kantinedamen i Verdensfirmaet.

Nårmen, gloede altså mig selv i spejlet en morgen (engang før krigen) og konstaterede, at mit ene øjenlåg hang.

Oh well, det måtte vel ske på et tidspunkt, at ældningsprocessen satte ind.

Jeg smak en gang make-up ovenpå og så måtte det være godt.

Da jeg kom på job, gloede alle lidt sært på mig (særere end normalt i hvert fald).

De fnes også, når jeg snakkede til dem.

Kunne godt selv høre, at jeg lød en kende spøjs.

Til sidst skubbede de mig hen til et spejl.

Jeg så sådan her ud:



Chefen insisterede på, at jeg kørte direkte til lægen.
Således blev jeg for første gang i mit liv sendt hjem fra job, men ikke før de havde taget billeder og rullet rundt på gulvet af grin ...



Da jeg kom ind til lægen var begge øjne lige så hævede som en gennembanket boksers og jeg havde kun to kinesersprækker at titte ud af.

Min underlæbe kunne ha' skaffet mig en prominent plads blandt tallerkennegerne og jeg havde pænt svært ved at forklare mit ærinde til lægesekretæren.

Måtte nøjes med at pege først på mit ansigt og derefter på lægens dør, mens jeg læspede: 'Det er vthhhtthh noget jeg har hhhpthhhtthhhh!'

Storfnisende guidede lægesekretæren mig ind til lægen, mens jeg med hovedet på skrå forsøgte at orientere mig igennem øjensprækkerne, der blev mindre og mindre.

Enden på miséren blev, at jeg fik en spandfuld binyrebarkhormon hældt direkte i halsen og en håndfuld piller med i lommen.

Gik direkte hjem i køjen og vågnede tre timer senere - helt normal igen.

Nu tænker I: har hun spist Megaroulette igen siden?

Ja, det har jeg - men der gik årevis og der skete ikke en skid. Blev faktisk en lille smule skuffet.


mandag den 26. november 2012

Fårespøgelset


 
Døjer en kende med at være en lille smule mørkeræd ...

Det har faktisk gået meget godt på det seneste og har i en længere periode kunnet sove med lyset slukket.

Det er nu slut!

AmarOrama den lusker, lokkede på Twitter med en listig teaser: 'Shit et billede' - totalt blåøjet og lalleglad klikker jeg på dette link og kan nu se frem til endeløse nætter uden søvn og med grimme billeder på nethinden.

Min hjerne er gået i overload med rædselsvækkende scenarier om, hvordan fåret er havnet der i den våde og kolde grav.

Helt galt gik det, da AmarOrama syntes mit klynken udløste tøseskvat-kortet og slyngede følgende kommentar efter mig: 'Come on. Som om, der findes fårespøgelser.'

Crap, fårespøgelser? For real?! Åh røv - selvfølgelig gør der da det.

Får og spøgelser en hidtil ukendt kombi som sucks!

Må smutte nu - skal ha' fundet en 60 watts til nattelampen.

 
 

søndag den 25. november 2012

Mor E vinder, igen ...

Dagens emne, dagens emne ... hvad skal jeg skrive om ...?

Blog-pjækkede i går, så der er pres på i dag.

Bliver nødt til at være kvik og vittig ...

Crap, I've got nothing!

Har blandt andet brugt weekenden på visit hos det mødrende ophav, hvor jeg kæftede op og var smart og holdt endeløse foredrag om, hvordan man udtaler 'pebermynte' - det prellede fuldstændig af på pensionisten og jeg opgav til sidst kampen, overbevist om, at det enten var gået helt hen over hovedet på hende eller at hun var bedøvende skideligeglad - lige indtil jeg fik serveret aftensmaden ... som viste sig at være hendes seneste diskrete forsøg på at få skovlen under mig: saltfattig føde til barnet ...

Hun er en sand mester i jysk 'passive-aggressiveness' og jeg er en lorte amatør-kloge-Åge.

Har hævnet mig i dag ved at pjække fra løb og spise 7 kilo kage til en omgang børnefødselsdag.

 
 

fredag den 23. november 2012

Frk. Dahl føjter, igen!

Har virkelig ikke tid til at skrive indlæg i dag - pas jer selv!

Skal til kalas med Verdensfirmaet i aften og er nødt til at prioritere min tid på at blive dullet, gjort lækker og få hevet julekuglerne op i en passende højde!

I kan muntre jer med den sejeste julesang, ever:

(KNA Connected - Julegaven jeg aldrig fik).
 
 
 
Glade, dejlige weekend til jer alle!

torsdag den 22. november 2012

Verdenshersker in spe


Hvis nogle af jer skulle være bekymrede, så kan jeg berolige jer med, at jeg fortsat arbejder hårdt på at skabe orden i universet.

Jeg ligger ikke på den lade side og arbejder stadig benhårdt på at overtage verdensherredømmet!

Siden sidst har jeg udrettet følgende:
  • Skaffet en ekstra p-plads i Kvistens lokalområde:
    Efter at den samme bil i længere tid havde okkuperet den samme p-plads i døgndrift, tog jeg affære.
    Den lokale ordensmagt blev orienteret og pladerne blev klippet.
    Spanden er nu væk og beboerne i mit hood har en ekstra p-plads at mænge sig på.
    Jeg venter dog stadig på takkebreve og fangaver ... De er nok i posten!


  • Prøvet på at forbedre tandhygiejnen i Aalborg og omegn: Har brugt denne uge på at spise alle lakridsbogstaver i hele verden.
    Det skal nok hjælpe, når jeg forsøger at klemme mig i kjolen til firmajulefrokosten i morgen aften ...


  • Forsøgt at afskaffe stavefejl ude på worldwide web:
    Jeg tog mit ansvar som karikaturlæser på mig og læste, fuldstændig og aldeles uopfordret, hysterisk rødstregskorrektur på en vildtfremmed mands hjemmeside og sendte alle de røde streger til ham.
    Han tog det pænt. Skrev tilbage, at det var ' ... indsats og initiativ over norm ...' - hvilket jeg tolker som en kende bedre end emsig og bedrevidende :o)
Nu da der er styr på ovenstående, overvejer jeg at tilbyde SAS og Gazastriben min assistance.


 



Min vej til verdensherredømmet kan i øvrigt læses her i fire dele: del 1, del 2, del 3 og del 4.