Jeg er sådan generelt ret glad for dyr.
Det er det mødrende ophav ikke nødvendigvis.
Dengang jeg ringede og fortalte, at jeg skulle have kat, blev røret knaldet på!
(Det lignede ikke noget at holde kat i en lejlighed på 4. sal ...!).
Jeg vil også skidegerne i
Skandinavisk Dyrepark og den slags - magter ikke almindelige zoologiske haver, hvor dyret ingen plads har
(hvem nævnte 4. sal? - i så fald kan jeg bemærke, at dobbeltmoral er dobbelt så godt og at mit eneste forsvar er ren og skær egoisme ... Argh, den skøjter vi meget let og ubemærket henover, ikk'?!).
Sidst jeg foreslog en køretur til en dyrepark lød svaret: 'Ja altså ... sådan noget med dyr - det gider jeg altså ikke!'
Hun er ikke meget for følgende historie - men jeg har hørt den flere steder fra og vælger derfor at konkludere, at den er sand:
Forestil jer:
- en varm sommerdag
- en trehjulet cykel med lad
- en lille mor E, hendes lille jævnaldrende fætter Orla og en meget uopmærksom høne.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg overbevist om, at plottet blev udklækket i Mor E's lille 3 årige hjerne.
Hønen blev indfanget.
Der blev gravet et hul.
Hønen stoppet deri og så blev der ellers skovlet jord omkring den, til den kun havde hovedet fri.
Orla hev lidt i hønens hals, så den kunne ligge strakt hen over jorden.
Imens gassede Mor E den trehjulede op - de små sandaler sparkede i den tørre jord på gårdspladsen!
Nu skulle hønen satme ha'!
Inden ulykken skete og de to forbryderspirer fik held med deres foretagende, nåede Mormor at fange øglekravlet og hønen slap med skrækken.
Synes alt i alt, at
Rasmus og
Miss E så har det meget godt.
