Du,
Salling - jeg siger det som det er: vi vil ha' klokkerne tilbage!
Der må stå en kasse på en hylde i en støvet reol i et mørkt baglokale, som I glemte, da I friskede butikken op.
Det er kassen med ringeklokkerne til omklædningsrummene i lingeriafdelingen.
Vi skal bruge den kasse, Salling! Nu, asap, i en hulens fart!
Var inde for at købe et ophæng til de personlige julekugler den anden dag.
Nej, ikke dem til træet - de andre I ved - ja, dem der!
Det er ikke noget der sker for tit.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg undgår det i samme omfang, som jeg ville undgå at sætte mig i en kasse kaktusser.
Jeg synes det er en forfærdelig vederstyggelighed at skulle stå der i omklædningsrummets neonlys og kunne se mit trinde blegfede selv fra 47 sider og ingen af dem,
ingen er flatterende ...
Så det er først i det øjeblik, at der går hul på noget eller en strop giver efter for metaltræthed, at du ser mig traske slukøret ind i lingeriafdelingen.
Fik fundet to modeller i den størrelse jeg havde købt sidst og luskede ind bag forhænget.
Det lignede en ulykke!
Enten var der noget, der var ved at blive kvalt i julekugleophænget eller også var der noget, der forsøgte at flygte.
Der måtte tydeligvis tilkaldes hjælp.
Damen fra Kvisten kiggede febrilsk efter klokken. Den var væk!!!
Paniksvedende blev jeg puttet i alt tøjet igen og moslede ud i butikken for at lede efter en voksen og nogle større størrelser.
Fandt begge dele og blev puffet bag forhænget igen.
"Jeg skal nok komme ind og kigge til dig", sagde den rare voksne dame.
Mens jeg med sved på panden prøvede det hele, var jeg på panikkens rand over, om den rare voksne dame nu skulle rive forhænget fra, mens julekuglerne ikke var pakket behørigt ind.
Lad os sige det som det er - de har set bedre dage og det vil ikke være en fornøjelse for ret mange at opleve dem naturel ...!
Endte til sidst i en påskegul rædsel - som sad perfekt.
Jeg ventede tilfreds (og en lille smule loren ved synet af mit halvpåklædte korpus) på damen ...
Følte det som om, der gik en evighed og til sidst var jeg desperat nok til at kaste en cardigan omkring den forårsfriske julekugleholder og listede ud i butikken og viftede efter en voksen, mens jeg krampagtigt holdt et fast greb om godterne.
Salling, come on - det er ikke ok. Gi' os klokkerne tilbage, ikk'?
Damerne i butikken aner for himlens skyld ikke om vi er klar til, at de stikker hovedet ind til os bag forhænget og hvordan dælen skal man få fat på dem???
For selvom man er en voksen dame selv, så er det altså en kende træls at skulle stå der bag skærmen og pippe "Er der nogen?" for så enten at blive mødt med larmende tavshed eller af en ældre mand (der forhåbentlig stod og ventede på konen ?), som forvirret pipper tilbage: "Ja ...?"
Klokkerne, Salling, klokkerne - det er det vi vil ha'.