tirsdag den 14. maj 2013

Jamen jeg ved ikke hvorfor!

Jeg takker himlens og jordens skaber for, at der ikke er kamera med, når jeg er i løbeskole.
Tør simpelthen ikke tænke på, hvordan det ser ud, når jeg humper af sted i Aalborgs gader, men jeg er ret sikker på, at det ligner en krydsning mellem Quasimodo og Jesu færd mod korset ...

Sled mig igennem aftenens for-træning til Femina Kvindeløb.
Løbet er en ulidelig pinsel hvert eneste år og jeg har i skrivende stund ikke nogen plausibel forklaring på, hvorfor jeg igen og igen forsøger at tage livet af mig selv og konsekvent er den tykkeste, der kommer sidst i mål.

Instruktøren blev ved med at løbe ned og hente mig.
"Det ser godt ud!", insisterede han.
Jeg skulede og tænkte over, hvor imponeret han egentlig kunne være over, at jeg var nede og gå - igen ...!

Endomondo-damen ævlede løs: "Workout paused, workout resumed, workout paused!"
Da det endelig begyndte at gå ned ad bakke satte jeg i løb og fik i processen jongleret mobilen op i luften og ned på asfalten. Skidefint, Frk. Klovn!
Nå, mobilis overlevede - men Endomondo-damen klappede endegyldigt i.
Det resulterede så også i, at jeg nu er noteret for 3,4 km på 33 minutter ... Røv!

Mens jeg forsøger at drukne sorgerne i te og vingummi, er jeg ganske overvældet og pænt fisefornem over Sallings promoveren af Kvistens lille blog - kæmpe velkommen til alle I nye læsere, skide hyggeligt, at I kigger forbi - bliv endelig hængende!

Hvis Salling spørger, så giver jeg den sgu da gerne som husskribent - mod en klækkelig hyre forstås - shopper endda både i herreafdelingen und alles!

Salling, er du min nye stalker?

Jamen jo, jeg er sgu en smule tilpas lige nu :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar