Denial, denial, denial!

Var hos tandlægen i dag for at diskutere min tandstumps fremtid.

Oktober ender om muligt endnu mere råddent, end man troede kunne lade sig gøre.

Ordet implantat blev nævnt.

Jeg googlede prisen: 17.000,-

En stiftkrone til otte af de lange virker pludseligt utroligt tiltrækkende ...

(suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ... suk ...!).

Nå, jeg skrider.

Går i Noa Noa og bruger alle de penge jeg ikke har.

Brandgod idé!

Oktober status

- Nå, Frk. Dahl ... her på falderebet af oktober, skulle vi ikke gøre status?

- ??? Hvor irriterende. Okay så.

- Hvordan synes du, måneden er gået?

- Det har været en utroligt dårlig måned.

- Du har været vred igen.

- Ja. Det er også fordi, folk er så irriterende.

- Du er sikker på, det ikke har noget med dig selv at gøre?

- Det var dog et utroligt dumt spørgsmål.

- Jamen har det?

- As if!!!

- Hvad har de gjort?

- Knækket min tand,  givet mig en p-bøde og ødelagt mit komfur.

- Ahr, det var vel dig selv, der knækkede tanden, satte bilen et forkert sted og sled komfuret ihjel?

- Meget muligt - det bliver det ikke bedre af.

- Giver banken dig penge til tanden?

- Ja, det kunne da også lige mangle - de har masser af dem.

- Får du et nyt komfur?

- Nej, viceværten reparerede det gamle ...

- Men havde han ikke lovet dig et funklende nyt komfur?

- Jo ...

- Er du sådan en smule voksen-skuffet?

- Giga voksen-skuffet!

- Hvordan går det med løbeskolen.

- Dårligt. Har pjækket så meget, at jeg har været nødt til at klippe min refleksvest op i siderne for at kunne være i den.

Tror jeg køber en lotto-kupon i aften - bound to win!

Hvis forskningen siger det, så er det sandt!

Tykke må ikke tabe sig, så dør de.

Det er utroligt heldigt, for jeg synes, det er svært det der taberi.

Til gengæld var det utroligt nemt at spise chips og drikke kakao til morgenmad i dag.

Billede lånt hos Oatmeal

I sjæl og hjerte, sagde jeg!

Det går ikke som forventet i løbeskolen.

Nu har jeg været af sted både søndag, tirsdag og torsdag - men det hjælper ikke!

Tirsdag og torsdag var den rene tortur: 6 km begge gange!

Nej, nej - få I bare hænderne ned igen - det tog rundt regnet 45 minutter begge gange, så Kipketer frygter ikke for sin rekord.

Tirsdag var en øvelse ud i klodsethed og smerte.

Torsdag fik jeg øje på to af de oprykkede nybegyndere og gned mig i hænderne - nu skulle de få, skulle de.
Nu skulle jeg ikke længere være den tykke, der kom sidst i mål - næ, jeg skulle stå ved mållinjen og grine bedrevidende, når de svedende og prustende kravlede i mål.

Ja, jeg ved ikke, hvem det var, der ikke havde læst min dagsorden - for den ene drejede af og tog den korte vej hjem. Den anden havde tydeligvis taget speed og spænede af sted, som om Fede Dorit var efter hende.

Jeg tog til gengæld samtlige røde lys i Aalborg - gudsketakoglov, ellers var jeg død og kravlede svedende og prustende i mål, mens alle de andre stod og strakte ud og hyggesludrede og slet ikke så mig ...

Jeg havde ondt i både sjæl og hjerte.

Det er svært at lægge onde planer.

På tirsdag er jeg snedig!

Berømmelsen ånder mig i nakken

Hep hey - bloggen får reklame!

Tjekkede statistikkerne her til morgen og syntes, det var lidt sært, at der havde været så mange forbi, når nu jeg ikke havde skrevet noget vittigt, begavet eller bovlamt.

Årsagen kan findes her.

Tusind tak til søde Gitte, der er indehaver af Boghylden. Hun får læst alle de bøger, som jeg ikke har ro i hovedet til.

Det ville være mægtig hyggeligt, hvis et par af Gittes faste læsere bliver hængende her.

Jah ... Magnus Kjøller, tænk du nu lidt over den ...!

Billede lånt her.

Halløj i radioen

Er ved at blive skingrende vanvittig af at, hver eneste gang jeg åbner radioen, så hører jeg enten den elendige reggae reklame for en eller anden tvivlsom a-kasse eller Seebachs seneste, som jeg, i bare hysteri, ikke kan huske navnet på lige nu.

Stop det - jeg vil ikke høre på det!!! Intet af det! Hold så op!

- Du, Frk. Dahl?

- HVAD???

- Skift kanal.

- Nå ja ... - ja, god idé. Glimrende ...

- Kæft, du er sur.

- Flet!

Yo tweeps! #JegFatterIngenting!

Angående vedrørende det der Twitter ...

Lad os nu bare være ærlige - jeg er der for at se og blive set. Og det er helt vildt cool, når I gider at høre på mine fablerier og jeg kan få lov til at kigge jer over skulderen.

Men nu kender vi jo ikke altid sådan helt hinanden, vel? Og det er jo egentlig det hyggelige ved det - at vi er venner, sådan uden at være helt sikre på, om vi nu egentlig kan li' hinanden.

Men jeg tænker da alligevel lidt over mine nye venner ...

Bør jeg være bekymret, når Magnus Kjøller ikke længere følger mig på Twitter?
Ok, indrømmet - jeg hævede også det ene øjenbryn, da han begyndte at følge mig, men accepterede, at bloggens berømmelse havde nået Dubai.
For en sikkerheds skyld skyndte jeg mig at kaste et follow-back efter Magnus - som jeg nu, pigefornærmet, har inddraget igen, da han slog op.
(Magnus, kom tilbage! Hvad har jeg gjort?)

Jeg har ej heller en gangbar forklaring på Messecenter Vesthimmerlands fascination af min eksistens. Men det er top-dollar. Vi er venner, er vi. Jeg kan også godt li' jer!

Ovre på 'hauhghhh?' hylden står også en lille undren over, hvorfor monstro vagtchefen for ordensmagten i Aalleren holder et vågent øje med Kvistens bedrifter?
Men jeg tænker, at det naturligvis skyldes mit store bidrag inden for frivilligt arbejde for lovens lange arm.

Hvis I vil holde øje med mig i aften, så lusker jeg rundt i Pandrup og omegn. Jeg kan ikke sige mere, men det bliver stort!

Agent hemmelig!