Sovende geni

Har overgået mig selv denne uge og vundet det jyske indendørsmesterskab i genialitet.

Har vrælet over at være pisselangsom til at løbe - og i forsøget på at optimere min form, har jeg ædt alt inden for rækkevidde og pjækket fra løbeskole tirsdag og torsdag.

Er bare megasøvnig for tiden - pollen, piller, ungdomssløvsind - aner det ikke, trænger bare til at se puder!

Føler mig helt særligt trodsig denne uge og har i protest valgt at lade dagens opvask stå ... Joh, jeg er ualmindeligt kvik.

Nå men skrider nu - skal lige overveje, hvad jeg gør når Gabriel ringer.
Drømte en dejlig drøm - havde et lysende klarsyn i nat.
Smukke Gabriel og jeg var fanget i et hus.
Militæret og verdensfirmaets IT-mand var efter os - SWAT team, frømænd - the shit - de var efter os alle sammen.
Lige inden de fanger os, kigger Gabriel på mig og siger, at han synes vi skal være kærester, for han har aldrig kunnet komme sig over mig ...
Jeg når hurtigt at tænke over, at det nok ikke er så smart med kattene og hans pæne møbler, men da jeg nødigt vil skuffe det smukkeste menneske i verden, ja så siger jeg "Skidt, okay så" :o)
Åh, pæne, pæne Gabriel ...

 

 

Frk. Sur går til løb

Var til det her i mandags.

I to dage har jeg været så træt, at jeg ikke evnede at skrive om det og måtte gå i seng med hønsene.

Eftersom det var mit tredje motionsløb i år, tænkte jeg, at det var nu jeg overhalede alle og kunne holde trit med sylfiderne.

Burde have anet, hvor det bar hen, da jeg allerede var gal over opvarmningen.

Fællesopvarmning gør mig sur. Gider ikke stå og røre ved andre damer og de skal slet ikke røre ved mig!

Det første 500 meter gik forrygende, overlevede endda en bakke. Men så skete det, der altid sker ... det ene færgetræk efter det andet overhalede mig, så støvet stod om mig på de smalle stier.

På et tidspunkt begyndte det at undre mig, hvor mange der egentlig kunne blive ved med at tage mig i svinget? Så mange var der sgu da heller ikke meldt til løbet?

Arrangørerne havde advaret mod, at der altså var strøm i de hegn vi løb langs, så jeg skulede angst efter aggressive elementer blandt alle dem, der gav mig baghjul.

Fik slidt mig igennem og kom ind på 36,25 - var pissesur. Overbevist om, at jeg var kommet under 35. Den der med at komme ind på 30 har godt nok lange udsigter ...

Det hjalp heller ikke en skid, at kollegerne kom ind på 27 minutter.

Blev yderligere sur over den fesne og våde Alt for Damerne sandwich jeg havde investeret gode penge i.

Eneste lyspunkt var den plade chokolade, som Marabou havde været søde nok til at komme i goodie bag'en.

Jeg har spist den, så nu har jeg ikke mere chokolade.

Det er jeg også sur over.

Frk. Fin på flugt fra alderdommen

Holdt i kø på broen den anden dag på vej på job.

 

Opdagede ikke lige, at trafikken havde sat i gang igen - havde formentlig travlt med at holde øje med en måge eller mit eget kontrafej i bakspejlet.

 

Der var nok ca. plads til 2-3 biler mellem mig og den forankørende. Lad os antage, at jeg havde sløvet den i 2-3 sekunder.



 

Idet jeg sætter Snebolden i omdrejninger, dytter bilen bag mig. Jeg tjekker bakspejlet og der sidder gammelfar, på minimum 75 med sin mor på 120 ved siden af, og ryster en truende næve efter mig ...!!!

 

WTF???

 

Her går man og tror at mildhed, visdom og tålmod er proportional med den fremadskridende alder.

 

Gammelnok var rasende! Han kørte helt op i røveren af Snebolden og dyttede endnu mere.

 

Jamen for fanden da? Vi kørte stadig inde i byen og måtte altså kun køre 50!

 

Efter en endnu en omgang hysterisk dytteri så jeg mig nødsaget til at vise Metusalem en høflig  finger.

 

Mere dytteri, kofangertagfat og rasende viften med armen.

 

Seriøst, hvor travlt kunne han have?

 

En overgang frygtede jeg, at få en tur med rollatoren, hvis vi skulle holde for rødt.

 

Overlevede denne gang - gamle gubbe drejede fra og jeg lavede hjulspind resten af turen til verdensfirmaet.

 

 

Frk. Fin går til løb

Var til dameløberi i går.

Før løbet sad jeg på det medbragte picnictæppe og missede ondskabsfuldt mod solen og alle de fitte rær, der vimsede rundt.

Ved simpelthen ikke, hvorfor jeg gør det hvert eneste år.
Ruten er rædderlig!
Første halvdel går lodret opad - herefter går det den rigtige vej = ligeud/nedad, men der er bimsebenene tunge som bly og jeg hvæser som en blæsebælg.
Jeg løb ikke op ad en eneste stigning, i protest. Mit legeme tåler ikke stigninger.
Til gengæld gjorde tyngdekraften og udsigten til sandwiches og hvidvin på plænen sit til at stængerne kom i gang og jeg trillede ind på stadion i  en forrygende tid på 36.58, men jeg spurtede også nærmest de sidste 100 meter.

Jeg vandt ikke prisen for at være den tykkeste.
Vandt heller ikke for at være den, der kom sidst i mål.
Jeg tog dog præmien, ubetinget ,blandt de tusindvis af løbende koner, som den med de hvideste ben ...

På mandag gør jeg det igen ... ja, man fatter ingenting. Jeg ved dog, at der er udsigt til sandwiches og hygge efter løb - og at jeg bliver kørt hjem bagefter.

Tager muligvis også præmien som mest magelige løber.

Åh, gid det var sandt.

Frk. Fin under fontænen

Var til tandlæge igen i dag - bare et 'hurtigt' eftersyn (som tog 3 korte og et par af de lange).

Umiddelbart var der ikke intet at udsætte på bisserne. Men tandplejerdamen følte det nødvendigt at indvie mig i diverse børnefødselsdage, bilbuler, ægtemænd og åbningstider i institutioner, imens jeg havde et springvand i min mund - jamen ting tager bare tid ... og efter en halv time kunne jeg kravle ud af stolen med en halv make-up som var forsvundet i springvandet.

Til sidst snuppede vi lige et par røntgenbilleder og så væltede læsset:

Det er var den sædvanlige hjørnepløk, der ikke fatter en skid og ødelægger alting af for alle vi andre.
Den har været en røv i ualmindeligt mange år.
Først knækkede den.
Tandlægen (en anden!) satte en plastkrone på.
Den kunne ikke holde og knækkede så mange gange, at den til sidst bare blev slebet i halv højde og bedt om at holde sin kæft.
Det sked den på og har knækket ca. 47 gange siden da og har kostet mig en mindre formue.

Røntgenbillederne fra i dag afslørede, at plomben er 'overfyldt' (???) og skal slibes eller laves helt om.

Jeg lå i fosterstilling foran tandlægereceptionen og sniflede: "Jeg skal ikke ha' det der metalbånd på, vel? Det skal jeg ikke, vel?"

Burde jeg ha' hørt efter Mor E og fået sat en keramikkrone på helt fra starten?

Hva'?! Nej, jeg kan virkelig ikke høre, hvad I siger!

 

 

Folk jeg hader

Det må man ikke! Der skal være plads til os alle! Ingen er bedre end andre!

Ja ja, nu skal I ikke komme for godt i gang - pis I bare ned af piedestalen!

Lad os nu bare være ærlige - der er flere af jer, som jeg ikke kan li' - ja, altså formentlig ikke nogen af jer der læser med - men nogen af de andre idioter derude.

Nå, men hende jeg allermindst kan li' for tiden, er mor til tvillinger.
Hun løber.
Med tvillingebarnevogen foran sig.
Hun er tynd.
Hun overhalede mig i sidste uge.
Jeg kan ikke li' hende.
Hang ud af vinduet på Kvisten i går.
Der var hun ude at løbe - igen ...
En af ungerne blev ved med at tyrre sutten ud af barnevognen - den unge kan jeg godt li' :o)

Havde engang en Steen og Stoffer seddel til at hænge på mit køleskab.
Der stod:

"Every day of my life I am forced to add yet another name to the list of people who piss me permanently off:"

Lige nu overvejer jeg, hvem jeg skal skrive på listen i morgen.

Frk. Fin hærger kirkegården

Havde en livskrise i går.

Jeg gør mit bedste for at verden har mindst én fin dame.

Men det ville så være pissefint, hvis Universet havde være forudseende nok til at udstyre mig med en velfungerende evne til at holde balancen.

Der var havedag på kirkegården i går - mormor og morfars pistne buksbom (ja, BUKSbom - ikke buskbom - læs det og lær det!) skulle graves op og de skulle ha' en fin ny lille grøn ting, som jeg ikke kan huske hvad hedder.

Seniorens naboer så os køre af sted mod kirkegården belæsset med planter, børnerive og andet grej.

Kort tid efter så samme naboer mig komme tilbage til Seniorens lille hus, uden Senioren, hente en spade og køre mod kirkegården igen. Det har helt sikkert ikke set spor mystisk ud.

Nå, men spaden var altså til buksbommen, der nægtede at forlade gravstedet.

Busken sked på spaden. Den ville ikke op!

Frk. Fin sprang op på spaden og hoppede til .... og lavede en baglæns flyvende hollænder ind over hækken og landede på skjoldet inde på nabogravstedet.

Mens jeg lå der, ude af stand til at trække vejret og med tårer i øjnene af hysterisk fniseri og viftede med en arm op i luften for at få Mor E til at hive mig op, indså jeg hurtigt, at hendes sølle 50 kilo var en skidt modvægt mod at få hevet det klodsede barn på ret køl.
Der kunne man så efterfølgende se mig ligge med røven i vejret og trille rundt på hellig jord oveni blomster og dekorationer og kæmpe for at komme på højkant, mens Senioren hang ind over en hæk og var ved at tisse i bukserne over synet.

Eneste lyspunkt i ydmygelsen var, at der ikke var nogen, der så det. Ja, altså på nær ham der Vor Herre, som jeg tror har en tvivlsom form for humor.