På vores lille-langsom hold i løbeskolen har vi tit snakket om, at vi gerne ville lære mere om at løbe, så vi kunne blive bedre.
Grundlæggende skal man jo nok bare lade være med at holde pause hele december måned.
Mest fordi man er ved at dø hele januar måned, så snart man bliver puttet i løbeskoene.
I tirsdags blev mit lille-langsom-hold hurtigt enige om, at der var alt for glat til at løbe - og da jeg absolut hverken har moral eller selvdisciplin til at komme afsted alene, krøllede jeg mig sammen i sofaneseren med kattene.
Nå, men pinslerne fortsatte altså i torsdags.
Lille-langsom-holdet sluttede sig til en større gruppe, som skulle ud på en 5'er.
Jeg bemærkede godt nok, at vi havde fået en autoritet med på holdet, som selvsikkert messede dessiner og udstak ruten.
Jeg hørte ikke rigtig efter - havde travlt med at få indstillet iPod'en, slået mit fod-refleks-bånd til og indstillet løbeuret.
Ud på ruten med os. De hurtige stak afsted og lille-langsom dannede bagtrop.
Den selvsikre med dessinerne var væk og jeg havde ro til at koncentrere mig om at holde mig oprejst og glæde mig til det næste røde lyskryds, hvor mine forpinte lunger kunne få et hvil.
Pludselig var han der igen, dessin-fyren, og konverserede gevaldigt med mine lille-langsom holdkammerater, mens jeg holdt mig bagved
Ord som 'længere skridt', 'øge tempoet' og 'sprinte efter fodgængerfeltet' trængte ind i mine ører (igennem øretelefonerne, der blæste musik for fuld volumen, så jeg slap for at høre min egen dødsrallen).
"Vi løber hele vejen op ad stigningen!", sagde den selvsikre.
"Jeg kan ikke li' dig!!!", hvæsede jeg halvkvalt efter ham.
Vi fulgtes ad de første 50 meter af stigningen.
"Godt tempo!", sagde den selvsikre opmuntrende.
"Hold kæft!", rallede jeg grædefærdigt.
Så løb han gudsketakoglov op til nogle andre og jeg så mit snit til at gå, hver eneste gang han vendte ryggen til.
Men det hjalp ikke en skid, for han løb tilbage og hentede mig.
"KOM SÅ, SÅ SPURTER VI OP TIL TOPPEN!!!"
"....!!!" (Kunne ikke sige en skid - var gasblå og mine lunger var ved at eksplodere).
"KOM SÅ, KOM SÅ, KOM SÅ!!!"
Gjorde mit bedste for at sætte en spurt ind og var efter 1.5 meter, millimeter fra at blive taget af manden med leen, mens jeg var ved at kvæles og forsøgte at lade være med at kaste op.
Fik luften lidt igen, mens det gik ned ad bakke i et par sekunder.
Så skulle der gudhjælpemig spurtes igen!
Den selvsikre spjættede, sprang og viftede med armene: "LØB, LØB, LØB!!! KOM SÅ, I KAN GODT! LØB, LØB, LØB!!!"
Jeg kunne ikke mere. Ville bare lægge mig ned på fortovet og vente på, at manden med leen fandt mig - men kunne heller ikke holde til at høre mere på alt skrigeriet, så i håbet om, at der da så for himlens skyld ville blive ro, løb jeg alt hvad jeg kunne, indtil jeg igen var ved at kaste op.
Det er vist en fast ordning med ham den selvsikre på holdet.
Han siger, han nok skal få lært os at løbe.
Næste gang tager jeg en brækpose med!
