Karriereskifte?

Fik en chokerende udmelding fra det mødrende ophav i dag.

Hun havde altid sådan håbet på, at jeg blev præst.

- Hva'?
- Ja!
- Øh, og hvornår gik det så op for dig, at det nok ikke kom til at ske?
- Jamen jeg kunne bare sådan se dig for mig i en præstegård. Så kunne du hjælpe folk, når livet gik dem imod. Du kan jo godt li' at hjælpe andre.
- Mjoh ... Men der er jo nok ikke lige nogen af os to, der er troende nok til præstegerningen.
- Nej, nej, men du kan jo godt li' at gå i kirke.
- Ja, jo - altså det er selvfølgelig rigtigt nok (altså jeg kan godt li' og sidde der og lade roen falde på mig - nænner ikke at fortælle Mor E, hvordan det egentlig hænger sammen) og jeg ville helt sikkert være god til at prædike.
- Ja, dét ville du!
- ... Men der er jo også lige det med skabelsen ... Den har jeg det altså mere end almindeligt svært med. Tror du ikke det står i kontrakten, at man skal gå ind for alt det med at der blev lys, sov på syvende dagen og så videre?
- Hmm ... jo, det ser de nok helst.
- Ja, så er det nok ikke så godt.
- Nej, receptionist er nok bedst!

Der kan man så bare se! Jeg påstod hårdnakket, at den havde hun da godt nok holdt tæt med.
Mor E på den anden side, insisterer på, at det har hun i hvert fald tit snakket om.

Hvorom alting er - not gonna happen!

Gad vide om mine KRIFA indbetalinger nu stiger til det dobbelte, fordi jeg ikke går den sande vej?

Har også pjækket fra løb i aften ...

Åh nej, min anløbne moral skriger på frelse!