Kartoffeldag

Jamen der er ikke sket en bjælde i dag, som jeg gider kloge mig over.

Har skrællet en kartoffel, der lignede en røv ...

I får en sang i stedet.

Hørte den for nogle dage siden og syntes den gik fint i tråd med mit forårs kådhed, hvor jeg troede jeg var 17 år igen.

I mit hoved forestillede jeg denne sang ganske anderledes.

Så så jeg videoen ...

Jeg foreslår I lukker øjnene og bare lytter til sangen - den er herrenajs (honest!).

Flytta på dej med Alina Devercerski:

Er der en pille mod noia?

Er halvt pollen-hader/halvt pille-lover.

Hvis der findes en pille, der kan få alt til at blive godt igen, så er jeg game (altså forudsat vi snakker håndkøb eller lægeordineret - ellers så bliver jeg sgu tante sipperøv og frygter for mit unge liv og færden!).

Så jeg tager troligt mine allergipiller hele sommeren igennem og har gjort det siden før krigen.

Sidste sommer nøs og kløede det mødrende ophav sig igennem den tvivlsomme danske sommer.

I år røg hun på pilledillen og alt var godt, indtil livs'optimisten' fik noia .....:

Barnets trætheds symptomer smittede pludselig også af på moderen.

"Tror du det er pillerne?", sagde senioren mistænksomt.

Barnet nøs under telefonsamtalen med moderen.
"Det er pillerne!", lød det fra pensionisten.

Barnet blev forkølet.
"Pillerne!", konstaterede moderen tørt.

Barnet fik en akut allergisk reaktion og et mystisk hævet øjenlåg.
"Ja, jeg tror altså det er de piller!", lød det endnu engang.

Barnet fik sære tørre pletter på bimsebenene.
"Nej mor, stop!!! Det er ikke pillerne!!! Jeg har taget de piller i 100 år - de kan sgu da ikke være skyld i alverdens ulykker!!!".

"Jamen jeg synes du skal prøve at læse indlægssedlen!", lød det tvært fra senioren.

Jeg forestiller mig mor E så sådan her ud under samtalen:

Overbevist om, at Mor E forestillede sig mig sådan her:

Det værste er den der nagende lille fornemmelse, satans hvis hun har ret igen???

Hun siger også altid: "Det mildner hen mod aften!" (Det passer sgu også ...?!).

Tror sgu det smitter det der noia!

Go simple!

Morfar sagde altid:
"Alt kan fikses med et hårdt slag med en hammer!".

Hvilket der jo er betydelig sandhed i.

Problemet bliver i hvert fald et andet, på en eller anden facon.

Mormor sagde til gengæld:
"En rose pynter sig selv. Men det er dælme svært at pynte en savbuk!".

Men det startede altsammen med madklub i går aftes her på Kvisten.

Grundet min uheldige situation med usandsynligt lave ben og lår som en bryggerhest, havde jeg valgt at springe over, hvor gærdet nu engang er lavest og bestilt sandvisser til os.

Bästissen kom med en halv lagkage og så var tour de chambre ligesom skruet sammen.

Da festen var på sit sidste blev damerne slæbt med ud på badeværelset og Det Røde Apparat, der er pænt praktisk anlagt, blev bedt fikse mit armatur.
(Knappen, der kan trykkes ned, så vandet kan blive varmere end 38 grader havde sat sig aldeles fast).

Der blev kigget og drejet.

Madklubben var i plenum:

• Ring til en VVS'er
• Skift armaturet ud.

Ingen af delene var en option - dingenoten der skal skrues på for at lukke for vandet, sidder bag en vaskemaskine under en tørretumbler og man skal max være 1.40 høj med ca. lige så lange arme for at kunne komme til dingenoten - som sagt ikke en option!

Vi ringede til en voksen og fik et godt råd.

Ser I, jeg var begyndt at tvivle på madklubbens faglige egenskaber ...

Bästissen og Det Røde Apparat mente nemlig også, at de tørre pletter på mine ben enten måtte være fransk rosen (hvilket egentlig lyder elegant og passer til min eksklusive livsstil), børnesår eller en ny form for pest ...

Efter en nat i eddikebad og lidt nænsom fiflen med en hammer er armaturet så godt som nyt og Frk. Fin kan atter få sig et dejligt varmt bad.

Fodtusserne på tur

Det er altså en lille smule op ad bakke at gi' den som Frk. Fin, når man er lidt af et fæ ...

Regnen kom ikke i morges, som vi havde aftalt. Så jeg trampede ned ad trappen i løbeoutfit for at tage et par runder om søen med Holmgaard.

Da hoveddøren havde smækket bag mig, kiggede jeg på nøglerne i min hånd ...

Det var ikke nøglerne til hoveddøren ...

Jeg havde smækket mig selv ude ...

"Jamen???", sagde Holmgaard. "Hvad gør vi?"

Jeg fnes en smule forlegent, trådte mig selv lidt over løbeskoene (de nærmeste ekstranøgler lå hos Bästissen - godt 5 km væk) og bad om selskab på 'en lille gåtur' i stedet for dagens planlagte løbetur.

"Jeg gi'r sgu en hindbærsnitte på vejen!", råbte Holmgaard og sprang på cyklen og jeg satte efter hende i adstadigt trav, opløftet ved tanken om sukker.

Og således gik det så til at To Idioter På Tur, kunne ses siddende midt-formiddag, iført løbetøj, i havearrangementet foran Hasseris Bageren med hver sin hindbærsnitte ...
(Nej, folk gloede overhovedet ikke spor underligt på os).

Ja, Holmgaard havde penge med.
Ja, jeg kunne bare ha' lånt til en busbillet og suset frem og tilbage på en halv time.

Men det går bare ikke med universet, når man har været et kvaj af rang - så må man sgu bide til bolle (mmm ... hindbærsnitte) og trave (med et par få hundrede meters løb lagt strategisk ind, kun når det gik ned ad bakke forstås) godt 10 kilometer for at få sin ekstranøgle ...

Især når det ikke er første gang, man laver stuntet ...

Lige indtil i dag var røvturen over dem alle, da jeg havde smækket mig ude på Kastetvej og måtte gå turen ind til midtbyen i bondekjole, ankelsokker og badetøfler, hvor velcroen på den ene blev ved med at gå op ...

Det var først i 90'er og rigtig smart, I swear! (Altså måske pånær det med badetøflerne).

Må lige have gennemtænkt min nøglestrategi igen ...

Hvad fanden er der lige med mig og nøgler?

Jubiiiiinaren!

Så har den den lille blog rundet 10.000 hits og der er 30 likes på FB

Man takker og bukker på Kvisten! Det er et mægtigt fint heppekor jeg har - tak fordi I læser med!

Yay!

Mit næste klart definerede mål er at få min egen blog-stalker.

Det ønsker jeg mig bare brændende!

Det vil være super med én mere i klub crazy, så kan vi være to om det hårde arbejde det er at sidde og klikke løs på alle favorit-bloggene hvert andet minut i 'ryge'pauserne på job i min fritid i håbet om, der er kommet et nyt indlæg og klikke 'Like' til hver eneste statusopdatering på faceren og skrive fnidrede, star-struck og pinlige kommentarer på bloggene (naturligvis efter moden overvejelse, Genéveforhandling samt megen træden mig selv over tæerne):

"Arrrj, er det nu for dumt? Ku' jeg sige det smartere? Åhh, bare hun nu synes jeg er sjov!".

Eller når jeg sidder fuldstændig gasblå med hamsterkinder og holder vejret i åndeløs spænding for om én af stjerne-bloggerne svarer på min kommentar!

Så ku' vi mødes og snakke om, hvordan man seriøst tror man er venner med en man har mødt i to sekunder (og spyttet i ansigtet i bar iver over at sige noget pissedumt skidebegavet), som man ikke har den fjerneste anelse om hvem er bare ligner en selv totalt meget altså og som man bare forstår så godt overhovedet ikke kender.

Jeg vil være rar mod min stalker, er jeg sikker på!

Med mindre det virkelig er en freak eller den skide idiot, der bliver ved med at gå og komme et stykke toiletpapir ind bag min postkasse hver uge. (Stop, det, siger jeg dig! Stop det dog!!!).

Nårmen, smutter nu, for jeg har altså lidt travlt:

• Skal lige svinge forbi planteskolen, just in case fangsi Stine sender en invitation, så ville det sgu være så kikset ikke at ha' lidt med ...
• Og må lige ha' købt en ramme øl til Nadia (hun inviterer helt sikkert til fest, når hun er færdig med sit studie) - alle studerende er pjattede med bajere!
• Skal også lige ha' lært at joike, hvis nu verdens bedste Maren sku' invitere på kaffe og snitter!

Venner, venner, dejlige venner!!!



Åhh, vi er venner! Er vi ikke? Hallå, er vi ikke???!!!

"Oooooolefreakingloooooo!!!"

Grænsen mellem succes og røvtur er hårfin!

På vej hjem fra job puttes blututten i øret og der ringes op til det mødrende ophav.

Samtalen i dag lød således:

Barnet: Ihhh .... jeg skal ud spise sushi med nogle kolleger i aften!
Moderen: Nå .... Men kan du så nå ud og løbe først?
Barnet: Nej, det kan jeg ikke nå i dag.
Moderen: Nå .... Men betaler du så halv pris i løbeklubben?
Barnet: Hva'?
Moderen: Ja skal man betale fuld pris, når man ikke er der særligt tit?
Barnet: ....!

Jeg forestiller mig Mor E så ca. sådan her ud under samtalen:

Den bebrejdende moder

Regner til gengæld med, Mor E forestillede sig, jeg så sådan her ud under samtalen:

Det ædeglade barn

Sushien var total optur og jeg underholdt kollegerne med diverse røverhistorier fra de varme lande, Pandrup og omegn.

Forsøgte at køre den kølige stil og afsluttede aftenen med en Kamikaze cocktail.

Ikke min fineste idé ... tror den ætsede min drøbel og strengt taget er det vel heller ikke nødvendigt med emalje på alle tænderne, vel ...?

Servitricen syntes jeg var totalt tjekket til at snakke engelsk. "Arj, det lød altså bare sådan helt professionelt, når du snakkede engelsk! Har du boet derovre?"

Jeg forsøgte at mumle et kækt svar, mens jeg lå i fosterstilling bag disken med mavekramper og en sær brændende fornemmelse i tarmen.

Hun troede så på den anden side også, at de amerikansk kollegaer var englændere, så hendes sprogøre var måske ikke helt fin-tunet.

Men hey, Beggars can't be choosers, som vi siger ude i Mou, så jeg åd komplimenten :o)

Det tør jeg heller ikke

Nu, hvor vi så har etableret, at jeg er en skide bangebuks meget modig tiger, vil jeg gerne tilføje yderligere et par ting, som får mig til at græde en smule og kaste lidt op i min mund voksne mennesker med en normal livsslyst ikke bør bruge deres tid på:

Stå på rulleskøjter ...  Det er meget, meget farligt!

Jeg ville, uden pis, (i hvert fald i skrivende stund) hellere springe ud med faldskærm end stå på rulleskøjter.
De er megafarlige, de sataner. Man kan jo risikere at miste to fortænder og alt muligt!

Jeg kommer heller aldrig til at tage til Lene Bjerre lagerudsalg igen, ever!
Det er simpelthen ikke for normale mennesker.

"Der er lagerudsalg! Vil du med?"
"Jo tak. Det lyder knagenfisme hyggeligt!"

Først køes der i timevis (dameinteriørting er serious shit - kenderne møder op dagen i forvejen og sover i telt, udenfor, yes they do ...), i kulden, i små Frk. Fin sko.

Da vi endelig stod foran døren var jeg så bundblåfrossen, at jeg hverken kunne mærke arme eller ben.

Umiddelbart indenfor døren i det forjættede land fik jeg stukket en sort affaldssæk i hænderne.
Eller det vil sige armene, for mine hænder var så frosne, at jeg ikke kunne præstere et simpelt fingergreb om sækken ...

Min hjerne var også så frossen, at jeg i den første halve time kun evnede at stå oprejst i en krog og glo tåget med sammenknebne øjne på alle damerne, der kastede sig rundt mellem pyntepuder, dækkeservietter og bordløbere med psykotiske ansigtsudtryk.
Sækken skulle i øvrigt bruges til at komme alle godterne i.

Suckerfejl #1: Bind knude derpå øjeblikkeligt, på sekundet, så snart man har kommet noget deri - ellers er der ingen, der holder sig for gode til at hugge fra den håbløse sucker, der ikke har lært knudetricket endnu ... De var kolde kællingerne, kolde!!!

Lovløse tilstande - lovløse tilstande, siger jeg jer!

Sneblind og halvlam vaklede jeg rundt i infernoet af 100 vanvittige damemennesker.
Sækken var krampagtigt klemt fast i den ene armhule og en lille pyntepude under den anden.

Havde lært af mine begynderfejl og havde forsøgt at stoppe den i sækken, men havde måttet opgive min mission, da fingergrebet stadig var sat ud af funktion.

"Uh! En fin brødkurv på øverste hylde. Najs!´"

Fik lænet mig ind over midterhylden og droppede pyntepuden ned derpå, så jeg kunne række efter brødkurven ...

Suckerfejl #2 ... Dorrit, dit sløve læs: hvis du lægger noget fra dig, adios pyntepude!

Bästissens søs kom ud med hestehalen i panden!

Der var også engang én, der brækkede armen. A'mar!

Det tør jeg aldrig igen!