Pjækker aldrig igen

Ved I venter i åndeløs spænding på, hvordan det gik mig i tirsdagens løbeskole ...

Forsøgte at holde lav profil til opvarmningen - det gik glimrende.

Gik også forrygende den første halve kilometer af turen, så løb assistentløbetræneren tilbage til mig.

"Er du den sidste, eller er der nogen bagved dig?"

" ... Rosinen ....!", fik jeg frempustet og så kunne jeg ikke høre, hvad han svarede, for alt lød så uldent.

Kække-Ib stæsede rundt oppe ved de hurtige og jeg hinkede af sted nede bagved og forsøgte (uden held) at ryste et par pensionister af mig.

Pludselig var assistenten der igen.

"Er du ok?", spurgte han bekymret.

"Ja ja", hostede jeg forpint. "Det går ... bare ...lidt langsomt ...".

Havde også i al min genialitet fået indstillet iPod'en på opera ... Er normalt særligt glad for den slags - men det er altså ikke pissegodt at løbe til.

Så var assistenten der igen ...

"Er du forkølet?"

"Nejjjjjj ...!" (jeg lyder som en spasser - lad mig nu bare do my thang!)

Turen nærmede sig sin slutning og jeg kunne endelig øjne frelse og luft i lungerne.

Rutens sidste kilometer ganske vist den rådneste del af turen, men nu var vi da gudsketakoglov snart i mål.

Så slog Kække-Ib til. Jeg blev under hyl og skrig (mest Ibs) sparket op af en rædderlig stigning og kastede vist en lille smule op i min mund.

Næste gang pjækker jeg ikke.