Kunne lige pludselig ikke rigtig kende mig selv her til aften.
Pjækkede fra løb i tirsdags -der var varmt - og det var slemt (ja, Mor E tror jeg var ude og løbe. Ja, jeg løj ...).
Underbo syntes også vi skulle pjække i dag og bare hygge os.
Og her var det så jeg blev bange for mig selv: jeg insisterede på, at vi skulle af sted!
På med skoene, ned ad trappen, ud i verden...
Fandt dog hurtigt ind til min naturlige, ugidelige natur.
Efter et par hundrede meter gik det nemlig op for mig, hvor varmt der egentlig var.
Måtte flere gange undervejs undskylde pænt til Underbo for at ha' tvunget hende med på saunaturen.
Turen blev kortere end beregnet.
Der blev gået mere end planlagt.
Der stod nogle visdomsord i Mor E's bibel (Ude & Hjemme, Red.) i sidste uge: folk der løber langsomt bliver ældre end folk, der løber hurtigt.
Jeg blir' ældre end Methusalem!!!
Hvis Mor E spørger, så har jeg været af sted - på en laaang tur!
Respekt, du ender jo med at blive helt sporty og hvad skal der så blive af mig?
SvarSletDet er 2. gang at du udviser tegn på at være "løber-voksen"...
SvarSletJeg er bekymret.....
Første gang i søndags, da du efter 4. runde i baghaven højt, tydeligt uden tegn på forpustelse råbte kommmandoen 'EEN OMGANG MERE'.... for satan jeg fik et chok og spurtede hele omgangen ...
Turde fandme ikke andet...