Frk. Fin går til tandlægen

Som meget fin dame tåler jeg dårligt smerte.

Dagens tur til tandlægen var derfor ikke på hitlisten over indstillede emner til en hopla-nål.

Javist - jeg havde kun slået en flig af en plastiktand, så der skulle vel bare svejses en smule ny plastik på og fem minutter efter ville jeg sidde i Snebolden og mæske mig i kakaomælk og Skagenslapper med tandsmør med en fin ny tand. Herrestegud, hvor slemt kunne det være?

Min tandlæge kan ikke li' mig, tror jeg. Han synes i hvert fald ikke jeg er en skid sjov.

Så det tog ham ikke længe at finde 'et hul  under tandkødet' ...?

Der blev boret med det store bor .... og med det lille bor ... og med det store bor igen, 47 gange indtil jeg fesent og en smule sølle spurgte, om det virkelig var nødvendigt med al den boren?

Et øjeblik, to tamponer og 5 instrumenter i kæften senere bad han assistenten om det frygtede metalbånd. Det gør så ondt - jeg hader det metalbånd, når det skal tvinges ned om mine sarte tænder og skærer sig ned i mit fine tandkød.

Havde allerede sagt "Av!" 20 gange mens han borede og jeg holdt mig ikke tilbage med ond og savlende mumlen, da han gik i gang med metalbåndet.
Til sidst mente han, at det nok var bedre at bedøve mig. Vi var helt enige!

"Bare skyd til indtil jeg ikke kan mærke mine fødder!", snøftede jeg.

Sku' ha' holdt min kæft, for med nålen inde i munden af mig, så han sit snit til at stikke mig i tungen ...

"Av!!!", vrælede jeg igen (og et par hundrede gange mere), inden jeg en time senere igen sad i Snebolden ... 800,- fattigere og med ømme gummer og en lille yoghurt ...

Fra nu af vil jeg kun spise blødt hvidt brød og drikke lunken mælk!

.