Frk. Fin hærger kirkegården

Havde en livskrise i går.

Jeg gør mit bedste for at verden har mindst én fin dame.

Men det ville så være pissefint, hvis Universet havde være forudseende nok til at udstyre mig med en velfungerende evne til at holde balancen.

Der var havedag på kirkegården i går - mormor og morfars pistne buksbom (ja, BUKSbom - ikke buskbom - læs det og lær det!) skulle graves op og de skulle ha' en fin ny lille grøn ting, som jeg ikke kan huske hvad hedder.

Seniorens naboer så os køre af sted mod kirkegården belæsset med planter, børnerive og andet grej.

Kort tid efter så samme naboer mig komme tilbage til Seniorens lille hus, uden Senioren, hente en spade og køre mod kirkegården igen. Det har helt sikkert ikke set spor mystisk ud.

Nå, men spaden var altså til buksbommen, der nægtede at forlade gravstedet.

Busken sked på spaden. Den ville ikke op!

Frk. Fin sprang op på spaden og hoppede til .... og lavede en baglæns flyvende hollænder ind over hækken og landede på skjoldet inde på nabogravstedet.

Mens jeg lå der, ude af stand til at trække vejret og med tårer i øjnene af hysterisk fniseri og viftede med en arm op i luften for at få Mor E til at hive mig op, indså jeg hurtigt, at hendes sølle 50 kilo var en skidt modvægt mod at få hevet det klodsede barn på ret køl.
Der kunne man så efterfølgende se mig ligge med røven i vejret og trille rundt på hellig jord oveni blomster og dekorationer og kæmpe for at komme på højkant, mens Senioren hang ind over en hæk og var ved at tisse i bukserne over synet.

Eneste lyspunkt i ydmygelsen var, at der ikke var nogen, der så det. Ja, altså på nær ham der Vor Herre, som jeg tror har en tvivlsom form for humor.