Frk. Fin går til løb

Var til dameløberi i går.

Før løbet sad jeg på det medbragte picnictæppe og missede ondskabsfuldt mod solen og alle de fitte rær, der vimsede rundt.

Ved simpelthen ikke, hvorfor jeg gør det hvert eneste år.
Ruten er rædderlig!
Første halvdel går lodret opad - herefter går det den rigtige vej = ligeud/nedad, men der er bimsebenene tunge som bly og jeg hvæser som en blæsebælg.
Jeg løb ikke op ad en eneste stigning, i protest. Mit legeme tåler ikke stigninger.
Til gengæld gjorde tyngdekraften og udsigten til sandwiches og hvidvin på plænen sit til at stængerne kom i gang og jeg trillede ind på stadion i  en forrygende tid på 36.58, men jeg spurtede også nærmest de sidste 100 meter.

Jeg vandt ikke prisen for at være den tykkeste.
Vandt heller ikke for at være den, der kom sidst i mål.
Jeg tog dog præmien, ubetinget ,blandt de tusindvis af løbende koner, som den med de hvideste ben ...

På mandag gør jeg det igen ... ja, man fatter ingenting. Jeg ved dog, at der er udsigt til sandwiches og hygge efter løb - og at jeg bliver kørt hjem bagefter.

Tager muligvis også præmien som mest magelige løber.

Åh, gid det var sandt.