Efter en rå mængde luftslag, jordslag, lavtflyvende, skamslåede flugtere og en blodvabel kunne det hurtigt konstateres, at jeg ikke var noget naturtalent in spe.
Dagen fik dog en en vis herlighedsværdi grundet det glimrende selskab på mit hold, den solbrune instruktør med det besynderligt høje hår og 'servicevognen', der kørte rundt på banen med snolder og bajere.
I min hysterisk tøsefnidrede overgearede tilstand over at have set lyset i den højhårede instruktør, kom jeg til at give Lille-Lise så hård en lammer, at hun var både rød og varm på armen resten af aftenen og insisterede på en armslynge og en pose frosne ærter.
Snebolden havde tilbudt at køre nogle af de feststemte golfere hjem og læsset med promiller og kloge opråb gik turen mod Aalborg.
Under urimelige køreforhold med døråbninger, knapdrejninger, lystænding, selesjov og almen teeangeforvirring missede chaufføren den rigtige afkørsel, hvilket resulterede i en 'mindre omvej' ....
Denne detour kastede de mandlige passagerer ud i et ramaskrig og hysteriske tudekrav om tissepause.
Mens vi holdt der på p-pladsen og ventede på vandfald, ivrede Lille-Lise fra bagsædet:
"Holder vi på en viadukt Mette??? Gør vi??? Holder vi på en viadukt???"(Ikke i dette liv, ej heller i en parallel verden eller et ideelt univers, er det muligt at køre over en viadukt på vej hjem mod Aalborg).
Spørgsmålet blev dog hurtigt afløst af en ny opfordring:
"Prøv at køre fra dem!!! Kør lidt med døren åben! Gør det! Kør lidt med døren åben!!!"Jeg måtte dog hurtigt opgive missionen, fordi jeg grinede så meget, at jeg ikke ku' se noget.
Det var altsammen meget forsvarligt, hr betjent!
Fik afleveret alle tre passagerer og krøb selv i køjen.
I dag ser min blodvabel stadig drabelig ud og passer fint til min momentære lammelse i venstre side af kroppen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar