fredag den 14. september 2012

Da jeg var barn ...

... bildte Mor E mig ind at:

- rå kartofler og gulerødder var finere end slik.
Som resultat deraf, har jeg ædt uanede mængder rå kartofler og gulerødder.
Når de andre unger sad med en fedtet pose slik henne fra Inga i brødudsalget, sad jeg og fnes hånligt af dem, mens jeg fortærede en gryde rå kartofler.

1971 - jeg havde en længere periode, hvor jeg troede jeg var kineser

- jeg vækkede de døde, hvis jeg løb på kirkegården

- tilløberkatten der havde fået killinger ude i garagen, skulle på arbejde og om killingerne ikke måtte få mine sutter?
"Jamen mor-katten skal jo på arbejde ligesom mig - og er det så ikke synd, at de små kattekillinger skal være helt alene hjemme? Så må de da godt få dine sutter, ikk?"
"Jo .. o... o .. o ...?", sagde ungen med tårer i øjnene, og sådan blev jeg suttefri i en tidlig alder.

1974 med en modvillig kattekilling. Elskede de gule træsko med blomster på.



Af egne påfund kan der listes følgende overbevisninger:

- at man skulle smile pænt, hvis man så politiet, ellers ku' man blive anholdt

- at en udhulet tomat fyldt med italiensk salat var topmålet af haute cuisine

- at min yndlingsret var Blå Bånd tomatsuppe med små stjernenudler

- at min Bedste ku' få ællinger af franskbrødsdej til at blive levende i ovnen!
Når Bedste skulle bage franskbrød formede hun altid et par små ælllinger ud af dejen og kom dem i ovnen.
Jeg var stensikker på, at ænderne blev levende inde i ovnen, jeg ku' jo se de bevægede sig!


1974 med brød-and og kalveknæ
 
- at håndboldtræneren ikke vidste, hvad hun talte om!
Jeg startede min håndboldkarriere i 1974.
Vi spillede med små plastikbolde, som var orange og der var også gule.
Vores træner var 100 år gammel, hed Helna og var altid i plisseret nederdel.
Jeg elskede at spille håndbold, men syntes det var mega-pinligt, at man skulle rende tilbage til eget mål med armene oppe, når man havde scoret mål.
Vores første kamp var udendørs - Helna sagde: "Mette, du spiller på backen!"
Jeg var totalt tændt af kampgejst og benede ind på banen.
Efter noget tid benede jeg ud igen, hev Helna i den plisserede og sagde grådkvalt: "Helna ..., jeg har kigget og der er altså ikke nogen bakke - banen er helt flad!"
 
Godt hun ikke  havde sagt jeg skulle spille på stregen, så var jeg sgu aldrig blevet færdig :o)

6 kommentarer:

  1. Du har været top-dollar morskab for dine omgivelser. Så tror da pokker, at du ikke er meget for at løbe på bakken!

    SvarSlet
  2. Godt du farver dit hår mørkt :-)

    Stuebo

    SvarSlet
  3. Top cute. Jeg havde stort set de samme gule træsko med røde æbler og ankelrem. Gad vide hvor de er?

    SvarSlet
  4. @ Holmgaard - ja, det forklarer en del, ikk'? :o)
    @ Soenderm - :o)
    @ Stuebo - ja, regner med, at der ikker er så mange, som kan genkende mig så!
    @ Ducky - klassetræsko - gad vide, hvordan de ville være at gå i i dag?

    SvarSlet