Viser opslag med etiketten sneangst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sneangst. Vis alle opslag

tirsdag den 11. december 2012

Aalleren, kan I høre mig???

Kære Aalborg Kommune!

Kan vi ikke blive enige om, at det ville være en pissegod idé, hvis I kunne finde en løsning på, at vi fik skovlet lidt mere sne i Kvistens nærområde?

Vi må ikke parkere uden for de markerede båse  - men da jeg dumpede tankelæsereksamen, er jeg en idiot til at gætte, hvor båsene er, når der ikke bliver ryddet ...

Derfor kan jeg ses cirkle rundt om blokkene med alle de andre desperate bilister i håbet om at finde en plads, man kan holde på.

Alle de andre er naturligvis en flok hjælpeløse idioter, der umotiverede stopper midt i det hele.
Her sidder jeg så olm og rygende i Snebolden og overvejer dette og hint:
Sidder du fast?
Holder du og tænker over livets mening?

Er dit blinklys gået i stykker?
Skal jeg komme og banke dig med den sneskovl, jeg stadig ikke har fået købt?

Først tog jeg en runde og kunne ikke finde nogle pladser jeg turde holde på af hysterisk sneangst over, at jeg sikkert ville komme til at sidde fast, hvis jeg prøvede mit held.



Næste runde fandt jeg endelig en plads, hvor jeg kom til at sidde fast ...
Da jeg endelig fik sparket bilen fri, fandt jeg ud af, at det var en busholdeplads ...
Væk og videre på tredje runde ... og så lykkedes det mig at finde en plads - 7 kilometer fra Kvisten ...

Bevares, jeg holder midt ude på vejen, men det er min plads!

Nå, ud i sneen og belæsset med 20 kilo poser og net med rødkål, asier, juice og andre julegodter skodrede jeg af sted mod det lille hjem.

Alt det sne jeg på behændig vis havde fået sparket ned i gummistøvlerne, gav en træls, våd og kold fornemmelse om de fine tæer, og strømpebukserne gled længere og længere ned mellem knæene.

Svedende, snottet og særdeles forpint forsøgte jeg at holde lårene samlet og bad til de højere magter om for fanden da bare at lade mig nå ind i opgangen, inden strømperne røg ned om anklerne på mig.

Så, Aalborg Kommune, ku' vi finde en ordning? For det her passer bare ikke til min eksklusive livsstil!



mandag den 10. december 2012

Must improve!

Må holde op med at være doven og ikke skrive indlæg i weekenden.
Vil gøre mig umage denne uge og skrive noget sludder til jer hver dag!

Lørdag blev brugt på at danse, hvilket mange sikkert synes er vældigt.
Jeg bryder mig altså ikke om det - kommer så nemt til at svede og det passer dårligt til min eksklusive livsstil.

Søndag gloede jeg på snevejr (ja, jeg burde ha' taget nogle billeder til jer - det skete så ikke ...).
Ringede til det mødrende ophav og fik udkørselsforbud.
Hun lider af akut sne-angst, i langt højere grad end barnet, som ellers er pænt pivagtig i den henseende.
Hun havde ikke nerver til at barnet skulle ud i elementernes rasen for at besøge fødebyen - til trods for de to adventsgaver, der venter på hende.
Er der så meget som udsigt til rimfrost, standser al udendørs aktivitet, indtil der ikke er den fjerneste risiko for nattefrost.
Vi blev enige om, at hvis vi ikke så hinanden før efter forårets komme, så måtte jeg ned i anlægget og hente mig en and til juleaften.

Hentede lidt sne ind til kattene. Miss E slog sine små poter ned i det og havde en fest. Rasmus var bange for sneen og gik i seng ...

Fik også pakket julegaver ind, pudset sølvtøj og var nede og sparke Snebolden fri for det hvide lag, så jeg kunne komme på job i dag.

Havde ikke kalkuleret med den snerydder, som her til morgen havde sparket en vold af sne op bag Snebolden.
Brugte unødig lang tid på at sparke sneen væk med gummirøjserne.
Burde jeg ha' en skovl bag i bilen? Ja ja, Bagkloge-Åge ... skal nok få købt én!
Kan være jeg ku' undgå at få det meste af sneen ned i gummistøvlerne, hvis jeg skovler i stedet for at sparke?

Er Underbo en helt, fordi hun kom og skovlede mig fri, da Snebolden satte sig fast, da jeg kom hjem her til aften?
Det kan jeg love jer for!

Ønsker mig sådan en her. Kan sættes udenfor min dør.


 
 
(Apropos ønsker, så tror jeg, at mine kolleger hader mig. Der var ikke noget i min sok i dag ...).