onsdag den 29. februar 2012

Miserable Day

Det er Misery Bear's fødselsdag i dag - selvfølgelig er han så 'uheldig', kun at have fødselsdag hvert fjerde år :o)

Tror nu egentlig det passer ham meget godt at kunne mukke over det.



Skulle der være en enkelt imellem jer, som jeg ikke har belemret med videoer, billeder og historier om den uheldige bamse, så er der her en kort karakteristik.

MB:
- er et voldsomt populært internet fænomen skabt af BBC
- er sur
- er fordrukken
- er pænt aggressiv
- er ganske uheldig
- vil gerne ha' en ven og en kæreste

Man håber så inderligt, hver gang, at noget lykkes for den arme bamse - og det går bare aldrig helt som forventet.

Man sidder lidt der og holder sig for det ene øje med den ene hånd og krydser fingre med den anden hånd.

Det er næsten for elendigt at se på og alligevel kan man ikke lade være med at grine over, hvor uheldig han er.

Det skal dog retfærdigvis siges, at han ku' spare sig for pænt mange problemer, hvis han lige gad holde lidt igen med flasken!

På den positive side kan det dog nævnes, at han både har skrevet en bog og vundet adskillige priser i den engelske underholdningsbranche.

Al elendigheden til trods, så har han haft tid til at kréere sin egen hjemmeside, som kan tjekkes her:
Misery Bear's egen hjemmeside


Denne video, hvor han tager en pjækkedag, er klassisk - specielt brækscenerne omkring 1.50




Der er også lige denne her, hvor han forsøger at støtte Comic Relief og flirter med Kate Moss og det hele går så grueligt galt, igen:


Jeg ligger især og ruller rundt på gulvet over hans webcam - åh for saddan, det er humor på højt plan!

Han har også sin egen Facebook side - som kan tjekkes her, hvis I kan holde til al elendigheden:
MB på FB

Synes det er fuldstændig fantastisk, at en bamse kan have så stor interesse blandt voksne mennesker, som skriver til ham hver dag, som om han var deres bedste ven.

Personligt har jeg haft en dejlig dag. Rigtig god dag på job, fandt en p-plads tæt på frisøren, blev studset og fandt en p-plads lige nedenfor døren :o)

tirsdag den 28. februar 2012

Da en unge sked i min skraldespand

Jo jo - tager da også imod opfordringer, så her følger historien om min uheldige skraldespand.

Som en meget ung 20-årig, særdeles grøn og absolut ikke børneglad student, satte jeg mig på flyet til England for at være au pair i et år.

Lillebitte landsby i det sydengelske, mor, far, storesøster på 12, storebror på 14 og efternøleren på 2 år.

Var BLANK på børnepasningsteknikker - arme, lille unge.
Men det lykkedes mig da at holde hende i live, mens jeg var der.

I dag må hun jo være 24 år gammel - Jesus også.

Har ikke kontakt til familien mere - men tænker tit på, om de nogensinde fandt ud af, hvor håbløst uduelig jeg var til børnepasning :o)
Er det mon derfor vi ikke længere har kontakt? Hmm ...... ?

Anyhoo, en søndag morgen var jeg stået tidligt op, og sad nede i køkkenet og hyggede mig med morgenmad og avisen og nød gevaldigt, at der var fred og ro.

Kunne godt høre noget fodtrin ovenpå, men tænkte (åh så naivt ...), at det nok bare var efternøleren, der trissede rundt og legede.

Da jeg kom ovenpå igen, kunnejeg se en lille, hvid børnestol stå foran min dør.

20 år, åh så dum og åh så grøn!

(Det skal lige noteres, at engelske dørhåndtag af og til sidder en kende højere end vores herhjemme).

Jeg åbnede døren ind til mit værelse og gloede måbende på det ragnarok, der mødte mig.

Alt mit tøj var rykket ud af skabe og skuffer, undertøjet dinglede fra lampen i loftet.

Bag min seng fik jeg øje på efternøleren, der med fedtede fingre forsøgte at få det lange hår væk fra øjnene, så hun bedre kunne se mit fine, dyre brevpapir, som hun tegnede lystigt på.

"Hewow Metta!", sagde øglen.

"Bethany! What are you doing?!", spurgte den dumme, børnefjendske au pair (med en formfuldent britisk accent, naturligvis).

"I was wooking for sweeties!", svarede krapylet med største selvfølgelighed.

Ungen havde fået smækket sig selv inde på mit værelse.

Det skal nemlig også lige noteres, at englændere har en eller anden uforklarlig tendens til at sænke gulvhøjden i værelserne i forhold til gulvhøjden i gangen .... Jamen jeg aner da ikke hvorfor!

Det gjorde så, at når man kun er to år og ca. ...... så lang og ikke har noget at kravle op på - jamen så havde man altså også kinamands lortechance for at komme ud igen.

Så kunne man jo lige så godt give sig til at kigge efter lidt snolder og udtrykke sig kunstnerisk på de forhåndenværende materialer.

Jeg fik sparket indbrudstyven ud og gik i gang med at rydde op.

Der lugtede sært, det gjorde der altså ...

(det var før mit misbrug opstod og jeg stadig havde noget der mindede om en normaltfungerende lugtesans - dø lede næsespray, dø!).

Tog det ødelagte brevpapir og ville smide det ud.

Gloede ned i skraldespanden, kneb øjnene i, bukkede mig lidt ned, kiggede igen:

Ungen havde skidt i min skraldespand og brugt mit dyre brevpapir til at tørre sig i sin lille to-årige, engelske, vandalistiske røv!!!!

Jeg kan ikke huske, hvad der så skete - men jeg har sikkert trampet mig en lang tur (forbi kiosken og købt chips og chokolade) :o)



mandag den 27. februar 2012

Syng en sang med Billy Joel

Dagens indlæg består af en lille sang (skal i madklub og kan ikke nå at skrive noget kvikt eller småfornærmet).

Elsker, elsker Billy Joel og kan ikke udelukke, at I på et tidspunkt får et længere indlæg om ham.

Der er meget at sige, både af det gode og af wtf har manden gang i???

Lærte Billy at kende hjemme i stuen hos Elmer (uddeler, Mou Brugs, ungdoms crush, Bruce Springsteen koncert kammerat - hmm... der er vist også til et indlæg der!) i 1984.

Nå ja, kørelærerveninden og hendes mor boede der også :o)

Det var vel egentlig ikke synderligt tidstypisk musik for 1984 (eller matchede med plakaterne hjemme i Toften 14 af Herreys, Wham og Duran Duran) - men det gik lige i hjertet på mig, 14 år og med hår som Richard fra Herreys .....!

Er især glad for alt det han skrev i 70'erne og denne her; Summer, Highland Falls er helt særligt fin.

Enjoy!


Summer, Highland Falls

They say that these are not the best of times
But they're the only times I've ever known
And I believe there is a time for meditation
In cathedrals of our own
Now I have seen that sad surrender in my lovers' eyes
I can only stand apart and sympathize
For we are always what our situations hand us
It's either sadness or euphoria

And so we'll argue and we'll compromise
And realize that nothing's ever changed
For all our mutual experience
Our separate conclusions are the same
Now we are forced to recognize our inhumanity
A reason coexists with our insanity
And so we choose between reality and madness
It's either sadness or euphoria

How thoughtlessly we dissipate our energies
Perhaps we don't fulfill each other's fantasies
And as we stand upon the ledges of our lives
With our respective similarities
It's either sadness or euphoria

søndag den 26. februar 2012

Haltefanden del II

Søndagsplaner:

1. 4 km løbetur med Østre Anlæg og Omegns Løbeklub
2. Vaske tøj
3. Vaske køkkenskabe af indvendigt (og indhold)
4. Ordne negle (fjerne gammel lak, file, lægge ny lak)
5. Farve bryn
6. Fikse undersiderne på bloggen

Hvad der egentlig skete:

1. Løb én omgang, så havde jeg ondt i hoften igen (voffer, voffer - øvpisøv!)
2. Spiste frokost - rigeligt med kulhydrater
3. Tog en lur med varmepuden stoppet ned i pyjamasbukserne
4. Så tv
5. Spiste en snack - kulhydrater
6. Tog en lur igen
7. Ryddede lidt op og tog opvasken
8. Spiste aftensmad - ja, kulhydrater ...
9. Ordnede negle (minus ny lak)
10. Har stadig ingen bryn
11. Vasketøj? Whatever - det bor stadig i vasketøjskurven
12. Æhm, tror nok jeg har startet et album?

I forhold til fremmødet i løbeklubben, så tyndede det lidt ud i forhold til de oprindelige tilmeldinger: én havde en betændt tå, en anden en havde tømmermænd og den sidste påstod, at hun ku' smage blod?

Må også hellere daffe tidligt i seng - det har været en hård dag :o)

lørdag den 25. februar 2012

De der mænd

Havde besøg af min underbo og stueboen fra nr. 13 i går aftes.
Stuebo havde inviteret sig selv på aftensmad - hvilket var mere end almindeligt velfortjent - jeg har mæsket mig ved hendes middagsbord et utal af gange!

Hun kvitterede ved at troppe op i pyjamasbukser og futsko - der skal vel være nogle fordele ved at bo dør om dør, når man skal i byen :o)

Aftenens samtale berørte kortvarigt emnet mænd - eller manglen på samme.
Damerne mente, at jeg nu godt kunne gøre noget ved sagen og lave mig en datingprofil.

Min umiddelbare reaktion er den sædvanlige; at det ville være en klar forringelse af min eksisterende livsstil.
Kan ikke se, hvad det skal gøre godt for.
Er alverdens bekymringer foruden.
Behøver ikke bekymre mig om han har hår i nakken, rene sokker, pæne sko, en fornuftig politisk holdning, kan li' dyr/min mor/mine venner - eller om de kan li' ham, kan spise pænt, tænke selv og på andre end sig selv.

Næ, to katte, rigeligt med sushi og fri adgang til Noa Noa - så behøver jeg vist ikke mere.

Skumlede dog lidt over min eventuelle profiltekst - og her er, hvad jeg har fået skrevet indtil videre:

"Alle mænd er idioter. Stoler mere på et egern med kleptomantendenser på et nøddelager end én af jer!
Er der nogen, der giver en kop kaffe?".

Den bider de sgu da på i flæng!

torsdag den 23. februar 2012

Og sådan kan man blive så forvirret ...

Kender I den der med at man bliver helt bange for sig selv?

Og nej, der refereres ikke til det forfærdelige øjeblik, hvor man får øje på sig selv i spejlet i en helt gal vinkel eller med alt for lidt make up på.
Nej, vi er derhenne, hvor man overvejer om det seriøst har slået klik for en og man er blevet transmogriffet over et parallelt univers og er blevet smølf - eller noget.

Den gang jeg boede på kvisten på Kastetvej, gik jeg en hel morgen rundt og ledte efter min føntørrer og blev mere og mere overbevist om, at jeg måtte have fået en hjerneblødning.

Begyndte at overveje om, jeg måske troede, at det var en liter mælk jeg stod med i hånden, men at det reelt set var min føntørrer ...

Jeg ledte i skuffer, skabe, ovnen, køleskabet, under sengen - åbnede sågar vinduerne og tjekkede tagrenderne!

Min føntørrer var en tjekket industrimodel, købt hos en frisør, havde ledning så lang som et sjippetov og var på størrelse med en børnecykel.

Lejligheden var lille og jeg mente, at jeg trods alt havde styr på alle de gemmesteder sådan en djævel kunne finde på at ligge og lege skjul.

Den var væk!

Men inden jeg modvilligt og snotforvirret accepterede den kendsgerning, havde jeg overvejet flere forskellige scenarier med fremtidig medicinering og tvangsfiksering.

Jeg måtte nødvendigvis været blevet skingrende sindssyg natten over - den var der for pokker da dagen før???

Har aldrig fundet ud af, hvad der skete.

Men vi er ude i to muligheder:

1. På daværende tidspunkt havde jeg en suspekt lille lort af en narkohandlende nabo.
Hvis min dør nu ikke var blevet lukket rigtigt, så kunne han jo ha' sneget sig ind og neglet godset (der forsvandt også en elektrisk tandbørste og nogle penge), klappet døren, strøget ned ad trappen og solgt mine gode sager til højestbydende ude i Vestbyen?

2. Eller .... og denne står for Mor E's regning - to nætter før mine elapparater og skejser forsvandt ud i den blå luft 'underholdt' jeg en ung mand, som på det tidspunkt var en slags kollega.
(Assår - jeg underholder med gak og gøjl onsdag aften og opdager først grejet er væk fredag morgen - er I med?).
Mor E's teori går på, at da jeg tager på arbejde torsdag morgen og efterlader ungersvenden, som først skal møde senere, i lejligheden (nej, han er ikke bundet til radiatoren!) - så gafler han mine gode sager og kører til Tyskland!

Who knows?!

Det taler trods alt for Mor E's teori, at jeg aldrig snakkede med tyskeren igen :o)

Jeg har det dog muligvis ikke fra fremmede ...:

Det mødrende ophav skulle lige ha' en lille middagslur i dag og vågnede først efter flere timer - helt rundtosset og groggy.

Da hun vågner, går hun ud og tjekker postkassen og så får pensionisten øjne så store som opvaskebaljer og et anfald af dårlige nerver!

Der er reklamer i postkassen!

Reklamer ankommer pr. tradition først i postkasserne i Mou om fredagen.

Mor E gik hen for at sove til middag torsdag - og nu er det fredag???
Havde hun sovet en hel dag???

Damen har lavet piruetter på stedet og skodret ind af døren for at tjekke sin sudukokalender (jamen sådan tjekker man tiden i Mou!) - arme lille dame med hjertebanken, indtil hun fandt ud af, at det trods alt stadig kun var torsdag!

God torsdag aften til jer alle :o)

onsdag den 22. februar 2012

Noget om vejret

Jamen for fanden - der sker altså bare ikke det store spændende drama i mit ellers så eksklusive liv lige for tiden- så nu er det tid til et indlæg om vejret!

Det har blæst og regnet helt vildt i dag - det må være foråret der banker på.

Vi havde besøg af vinduespudseren på job i går - han pudsede alle vores 1000 vinduer udvendigt.
Da han gik fyrede jeg den kække bemærkning af om at "Nu må vi da ikke håbe, at der kommer en forårsstorm foreløbigt!"
Badabinnnnggg, Frk. Dahl - pisvejr. Kærlig hilsen din ven, Nemesis.
Hende igen, den dumme ged!

Nu har vi så sikkert møgbeskidte vinduer igen ...
'Ja, men det er ikke dig, der skal pudse dem, vel?'
'Nej, nej. Det er det ikke.'
'Nå, så hold din kæft!'
'Sowy, åndgyld!'.

Det river og rusker i det lille hjem på kvisten.
Miss E har indtaget Mor E's varmepude (jeg har tændt den på lav) - så nu ligger hun der og nægter at flytte sig.
Rasmus traver hvileløst rundt og bræger og håber på at få lov til at prøve puden.
Håber ikke han forsøger sig - Miss E giver sig ikke uden kamp og hun slår en proper pote.

Her om vinteren går kvisten også under dæknavnet 'Ishytten'.
Det er kønt at bo på fjerde - men bygningen er gammel og den isolering der var her fra starten (om nogen overhovedet - er ret sikker på den kun har bestået af strå og en spytklat) er med årene drysset nedad og lige nu nyder stuelejlighederne godt af den!

Det betyder så til gengæld, at der er glimrende udluftning højere oppe (læs:pisutæt) - vi kommer med sikkerhed aldrig til at døje med skimmelsvamp!

Har tre radiatorer i mit lille hjem (jo, jo - nu bliver det spændende!) - to almindelige, eller det vil sige en pænt stor én i stuen, dækket af ca. 30 lag maling og så lækker den en smule og en lillebitte én, der sidder bovlamt placeret bag døren i soveværelset og en el-model i køkkenet (arvegods fra Søssen og John-John).

De arbejder alle tre hårdt på at holde kvisten opvarmet til menneske og dyr.
Men det går, helt ærligt, ikke synderligt godt for dem: henne i vindueskarmen i stuen er der ca. 15 grader og henne ved radiatoren ca. 23.
Er det sådan det er, når man bor i et tempereret fastlands klima?

Før jeg arvede el-modellen måtte jeg af og til tænde alle blus på komfuret for at holde varmen, når jeg stod i køkkenet.
Et år havde jeg stået og lavet (læs: spist) julekonfekten og var til sidst så blåfrossen, at jeg ikke evnede at rulle en rund marcipankugle.

Men det er kønt på fjerde, dejlig udsigt og ingen der tramper rundt i gulvet over mig (åndskyld, underbo :o)

Om ikke så længe så kommer sommeren - så hedder kvisten 'Svedehytten' - og så er her til gengæld som i en sauna.
Har flere gange måttet indtage morgenmaden på en bænk nede i anlægget, fordi jeg var ved at kvæles i varmen.
At lægge make-up, så jeg kan tillade mig at vise mig i offentlighed, er nærmest umuligt om sommeren - det pisser simpelthen af ansigtet på mig, så snart jeg har fået grattet det på.

Lige nu er det svært at tro, at vi nogensinde når to-cifrede varmegrader igen.
Men bare vent til sommer - så skal I høre mig brokke mig over vejret igen!