Frk. Fin går til løb

Var til dameløberi i går.

Før løbet sad jeg på det medbragte picnictæppe og missede ondskabsfuldt mod solen og alle de fitte rær, der vimsede rundt.

Ved simpelthen ikke, hvorfor jeg gør det hvert eneste år.
Ruten er rædderlig!
Første halvdel går lodret opad - herefter går det den rigtige vej = ligeud/nedad, men der er bimsebenene tunge som bly og jeg hvæser som en blæsebælg.
Jeg løb ikke op ad en eneste stigning, i protest. Mit legeme tåler ikke stigninger.
Til gengæld gjorde tyngdekraften og udsigten til sandwiches og hvidvin på plænen sit til at stængerne kom i gang og jeg trillede ind på stadion i  en forrygende tid på 36.58, men jeg spurtede også nærmest de sidste 100 meter.

Jeg vandt ikke prisen for at være den tykkeste.
Vandt heller ikke for at være den, der kom sidst i mål.
Jeg tog dog præmien, ubetinget ,blandt de tusindvis af løbende koner, som den med de hvideste ben ...

På mandag gør jeg det igen ... ja, man fatter ingenting. Jeg ved dog, at der er udsigt til sandwiches og hygge efter løb - og at jeg bliver kørt hjem bagefter.

Tager muligvis også præmien som mest magelige løber.

Åh, gid det var sandt.

Frk. Fin under fontænen

Var til tandlæge igen i dag - bare et 'hurtigt' eftersyn (som tog 3 korte og et par af de lange).

Umiddelbart var der ikke intet at udsætte på bisserne. Men tandplejerdamen følte det nødvendigt at indvie mig i diverse børnefødselsdage, bilbuler, ægtemænd og åbningstider i institutioner, imens jeg havde et springvand i min mund - jamen ting tager bare tid ... og efter en halv time kunne jeg kravle ud af stolen med en halv make-up som var forsvundet i springvandet.

Til sidst snuppede vi lige et par røntgenbilleder og så væltede læsset:

Det er var den sædvanlige hjørnepløk, der ikke fatter en skid og ødelægger alting af for alle vi andre.
Den har været en røv i ualmindeligt mange år.
Først knækkede den.
Tandlægen (en anden!) satte en plastkrone på.
Den kunne ikke holde og knækkede så mange gange, at den til sidst bare blev slebet i halv højde og bedt om at holde sin kæft.
Det sked den på og har knækket ca. 47 gange siden da og har kostet mig en mindre formue.

Røntgenbillederne fra i dag afslørede, at plomben er 'overfyldt' (???) og skal slibes eller laves helt om.

Jeg lå i fosterstilling foran tandlægereceptionen og sniflede: "Jeg skal ikke ha' det der metalbånd på, vel? Det skal jeg ikke, vel?"

Burde jeg ha' hørt efter Mor E og fået sat en keramikkrone på helt fra starten?

Hva'?! Nej, jeg kan virkelig ikke høre, hvad I siger!

 

 

Folk jeg hader

Det må man ikke! Der skal være plads til os alle! Ingen er bedre end andre!

Ja ja, nu skal I ikke komme for godt i gang - pis I bare ned af piedestalen!

Lad os nu bare være ærlige - der er flere af jer, som jeg ikke kan li' - ja, altså formentlig ikke nogen af jer der læser med - men nogen af de andre idioter derude.

Nå, men hende jeg allermindst kan li' for tiden, er mor til tvillinger.
Hun løber.
Med tvillingebarnevogen foran sig.
Hun er tynd.
Hun overhalede mig i sidste uge.
Jeg kan ikke li' hende.
Hang ud af vinduet på Kvisten i går.
Der var hun ude at løbe - igen ...
En af ungerne blev ved med at tyrre sutten ud af barnevognen - den unge kan jeg godt li' :o)

Havde engang en Steen og Stoffer seddel til at hænge på mit køleskab.
Der stod:

"Every day of my life I am forced to add yet another name to the list of people who piss me permanently off:"

Lige nu overvejer jeg, hvem jeg skal skrive på listen i morgen.

Frk. Fin hærger kirkegården

Havde en livskrise i går.

Jeg gør mit bedste for at verden har mindst én fin dame.

Men det ville så være pissefint, hvis Universet havde være forudseende nok til at udstyre mig med en velfungerende evne til at holde balancen.

Der var havedag på kirkegården i går - mormor og morfars pistne buksbom (ja, BUKSbom - ikke buskbom - læs det og lær det!) skulle graves op og de skulle ha' en fin ny lille grøn ting, som jeg ikke kan huske hvad hedder.

Seniorens naboer så os køre af sted mod kirkegården belæsset med planter, børnerive og andet grej.

Kort tid efter så samme naboer mig komme tilbage til Seniorens lille hus, uden Senioren, hente en spade og køre mod kirkegården igen. Det har helt sikkert ikke set spor mystisk ud.

Nå, men spaden var altså til buksbommen, der nægtede at forlade gravstedet.

Busken sked på spaden. Den ville ikke op!

Frk. Fin sprang op på spaden og hoppede til .... og lavede en baglæns flyvende hollænder ind over hækken og landede på skjoldet inde på nabogravstedet.

Mens jeg lå der, ude af stand til at trække vejret og med tårer i øjnene af hysterisk fniseri og viftede med en arm op i luften for at få Mor E til at hive mig op, indså jeg hurtigt, at hendes sølle 50 kilo var en skidt modvægt mod at få hevet det klodsede barn på ret køl.
Der kunne man så efterfølgende se mig ligge med røven i vejret og trille rundt på hellig jord oveni blomster og dekorationer og kæmpe for at komme på højkant, mens Senioren hang ind over en hæk og var ved at tisse i bukserne over synet.

Eneste lyspunkt i ydmygelsen var, at der ikke var nogen, der så det. Ja, altså på nær ham der Vor Herre, som jeg tror har en tvivlsom form for humor.

 

 

Hørte suset og følte Brucet ... :o)

Pas jer selv i dag!

Jeg spænder Holmgaard fast i Snebolden og kører til Herning.

Vi skal se Bruce og The E-Street Band, skal vi.

Jeg skal nok også græde lidt.

Regner klart med, at han får øjnene op for mine fortræffeligheder i aften.

Forvent et sommerbryllup.

Jeg håber og beder på mine flæbende knæ om, at han spiller denne her:

Jamen jeg ved ikke hvorfor!

Jeg takker himlens og jordens skaber for, at der ikke er kamera med, når jeg er i løbeskole.
Tør simpelthen ikke tænke på, hvordan det ser ud, når jeg humper af sted i Aalborgs gader, men jeg er ret sikker på, at det ligner en krydsning mellem Quasimodo og Jesu færd mod korset ...

Sled mig igennem aftenens for-træning til Femina Kvindeløb.
Løbet er en ulidelig pinsel hvert eneste år og jeg har i skrivende stund ikke nogen plausibel forklaring på, hvorfor jeg igen og igen forsøger at tage livet af mig selv og konsekvent er den tykkeste, der kommer sidst i mål.

Instruktøren blev ved med at løbe ned og hente mig.
"Det ser godt ud!", insisterede han.
Jeg skulede og tænkte over, hvor imponeret han egentlig kunne være over, at jeg var nede og gå - igen ...!

Endomondo-damen ævlede løs: "Workout paused, workout resumed, workout paused!"
Da det endelig begyndte at gå ned ad bakke satte jeg i løb og fik i processen jongleret mobilen op i luften og ned på asfalten. Skidefint, Frk. Klovn!
Nå, mobilis overlevede - men Endomondo-damen klappede endegyldigt i.
Det resulterede så også i, at jeg nu er noteret for 3,4 km på 33 minutter ... Røv!

Mens jeg forsøger at drukne sorgerne i te og vingummi, er jeg ganske overvældet og pænt fisefornem over Sallings promoveren af Kvistens lille blog - kæmpe velkommen til alle I nye læsere, skide hyggeligt, at I kigger forbi - bliv endelig hængende!

Hvis Salling spørger, så giver jeg den sgu da gerne som husskribent - mod en klækkelig hyre forstås - shopper endda både i herreafdelingen und alles!

Salling, er du min nye stalker?

Jamen jo, jeg er sgu en smule tilpas lige nu :o)

Kvisten holder Mors Dag

Kvisten gik all in på det der mors dag i dag.

Men vi gik en anden vej - jeg er en rigtig nytænker, er jeg!

Kom ikke her og sig, at Kvisten ikke kan være kreativ og finde på sager.

Alt det der hejs med fine gaver, blomster, restaurantbesøg og timelang opvarten - so last season, baby!

Uh, I er spændte - fornemmer jeg!

"Hvad fik hun, hvad fik hun???"

Lad os bare sige det som det er - det er satme heldigt, at jeg har en nøjsom dame som mor.

Hun fik en tur på lossen og en flaske klorin, nemlig ja!

"Hold da op, du har rigtig revet dig!"

"Nej, nej - ikke spor. Klorinen var på bud :o)"

Åh jo, det er fine tider på Kvisten.

Salling, vi vil ha' klokkerne tilbage!

Du, Salling - jeg siger det som det er: vi vil ha' klokkerne tilbage!

Der må stå en kasse på en hylde i en støvet reol i et mørkt baglokale, som I glemte, da I friskede butikken op.
Det er kassen med ringeklokkerne til omklædningsrummene i lingeriafdelingen.
Vi skal bruge den kasse, Salling! Nu, asap, i en hulens fart!

Var inde for at købe et ophæng til de personlige julekugler den anden dag.
Nej, ikke dem til træet - de andre I ved - ja, dem der!

Det er ikke noget der sker for tit.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg undgår det i samme omfang, som jeg ville undgå at sætte mig i en kasse kaktusser.

Jeg synes det er en forfærdelig vederstyggelighed at skulle stå der i omklædningsrummets neonlys og kunne se mit trinde blegfede selv fra 47 sider og ingen af dem, ingen er flatterende ...
Så det er først i det øjeblik, at der går hul på noget eller en strop giver efter for metaltræthed, at du ser mig traske slukøret ind i lingeriafdelingen.

Fik fundet to modeller i den størrelse jeg havde købt sidst og luskede ind bag forhænget.
Det lignede en ulykke!
Enten var der noget, der var ved at blive kvalt i julekugleophænget eller også var der noget, der forsøgte at flygte.
Der måtte tydeligvis tilkaldes hjælp.
Damen fra Kvisten kiggede febrilsk efter klokken. Den var væk!!!

Paniksvedende blev jeg puttet i alt tøjet igen og moslede ud i butikken for at lede efter en voksen og nogle større størrelser.

Fandt begge dele og blev puffet bag forhænget igen.

"Jeg skal nok komme ind og kigge til dig", sagde den rare voksne dame.

Mens jeg med sved på panden prøvede det hele, var jeg på panikkens rand over, om den rare voksne dame nu skulle rive forhænget fra, mens julekuglerne ikke var pakket behørigt ind.
Lad os sige det som det er - de har set bedre dage og det vil ikke være en fornøjelse for ret mange at opleve dem naturel ...!

Endte til sidst i en påskegul rædsel - som sad perfekt.

Jeg ventede tilfreds (og en lille smule loren ved synet af mit halvpåklædte korpus) på damen ...
Følte det som om, der gik en evighed og til sidst var jeg desperat nok til at kaste en cardigan omkring den forårsfriske julekugleholder og listede ud i butikken og viftede efter en voksen, mens jeg krampagtigt holdt et fast greb om godterne.

Salling, come on - det er ikke ok. Gi' os klokkerne tilbage, ikk'?

Damerne i butikken aner for himlens skyld ikke om vi er klar til, at de stikker hovedet ind til os bag forhænget og hvordan dælen skal man få fat på dem???
For selvom man er en voksen dame selv, så er det altså en kende træls at skulle stå der bag skærmen og pippe "Er der nogen?" for så enten at blive mødt med larmende tavshed eller af en ældre mand (der forhåbentlig stod og ventede på konen ?), som forvirret pipper tilbage: "Ja ...?"

Klokkerne, Salling, klokkerne - det er det vi vil ha'.

 

Nå men sådan bliver det altså

I vil have indlæg.

Ja ja, blablabla ...

Jeg vil være tynd og have 50.000,- i kontanter.

Er træt som jeg ved ikke, hvad efter at have pisket af sted i dagens løbeskole.
Løb som vinden, for at Endomondo skulle holde sin kæft.

I kan tjekke forårs status her i stedet og så ellers sparke jer selv over, at I ikke bor på Kvisten og kan se det her:

So close ....

- Ja goddag, det er overorganisatoren fra den lokale info-fascist afdeling.

- ...  Dav?

- Vi ringer for at høre, hvordan det går med at holde styr på opgangen, uønskede personager, fejlparkeringer og styring af verden i al almindelighed.

- Det går strygende - de gør alle sammen som jeg siger!

- Javel ja, det lyder jo lovende. Vi overvejer, at indstille Dem til en bestyrelsespost i vores lille forening.

- Ihhh .... Det lyder bare mægtigt!

- Vi skal bare lige høre, hvordan det går med at have styr på eget liv?

- ... ikke så godt ...

- Ja hallo, hvad siger De?

- ... det går ikke så godt ...

- Åh for himlens skyld, har De smækket Dem ude, igen?

- Ja ....


Må ha' fundet et hult træ i anlægget, hvor jeg kan gemme et sæt nøgler ...

 

 

Det smager af ... ???

Kvisten kæmper med den sunde livsstil.

Madlog overvejer at oprette et hjælpehold til mig, som kan rette op på min uduelighed og svigefulde levevis.

Jeg pjækker fra løbeskolen i et omfang, der tangerer en personlig rekord.

Så jeg var ganske tilfreds med mig selv, da jeg i går aftes slæbte den bærbare med i køjen og overvejede begavede indlæg til jer - samt en skål med melonstykker fra sidste weekends post-løbe-hygge.

Der sad man så i skærmens blå lys og følte sig sund og kreativ ... ind til man kiggede ned i skålen og undrede sig en smule over, hvad man så:

Melonstykker der var så lådne af mug, at de lignede et lille dyr med pels på ...

Det gav en lidt sær fornemmelse i munden og mavsen ...

Kvisten tager det der sundhed op til revision!